KL: Tiltrængt museumsreform må ikke udvikle sig til et rivegilde

De danske museer er mangefacetterede og helt deres egne. Nogle har deres lokalområde som den primære målgruppe, mens andre vender sig mod hele verden. Dog er de alle holdepunkter for formidling, refleksion, dannelse, fællesskab og så meget mere. De er drivende kræfter, hvor end de er, og giver lokal stolthed og sammenhængskraft. 

Men museerne er ikke, hvad de var engang. Positivt forstået. For værkerne på væggene og indholdet i montrerne står ikke længere og taler for sig selv. Dygtige formidlere, kuratorer, skoletjenester, kommunale samarbejder og meget mere katapulterer museernes indhold langt ud over matriklen. 

For museerne har dygtiggjort sig, da både de faglige krav til dem er højnet og ligeledes publikums forventninger. Museerne tænker ud af boksen og sætter liv til samfundsdiskussioner, mens de også kan hjælpe os med at huske – og forstå – historien. 

Kort og godt giver de os både et fundament at stå på – og en afsats til at kigge ind i fremtiden. 

Rivegilde museerne imellem

Og nok er de danske museer vidt forskellige – på den gode måde – men der hvor forskellen bør høre op, er ved den statslige finansiering. Nuvel, alle museer skal selvfølgelig ikke skæres over en kam og have samme støttebeløb, men der mangler objektive kriterier for, hvad der udløser statslig støtte. 

Reformen må ikke blive et nulsumsspil, hvor alle kæmper om den samme pose penge

Johan Brødsgaard (R)
Udvalgsformand for Kultur-området, KL 

Gennem tiden har skiftende folketing lagt til og trukket fra de danske museer, men aldrig med et overordnet blik på museumsverdenen. Det har skabt et meget lidt transparent økonomisk støttesystem for de danske museer, som skiftende kulturministre har svoret et opgør med. Det er dog aldrig sket. 

Den forrige kulturminister, Ane Halsboe Jørgensen (S), nedsatte dog en arbejdsgruppe, som skulle se på problematikken ind i 2023, og dermed ville arbejdet ikke gå tabt, trods et folketingsvalg. Dette initiativ bifalder jeg. 

Og jeg fornemmer også morgenluft i forhold til, at det ikke kun bliver ved snakken. Det gør jeg blandt andet fordi, at den nye SVM-regering har indskrevet ønsket om at lave en museumsreform i deres regeringsgrundlag. Det mindes man ikke at have set før.

Ydermere har den nyvalgte minister på området, Jakob Engel-Schmidt (M), også talt for behovet af en reform. Derfor imødeser jeg meget dialogen om netop dette emne. 

Det er dog vigtigt, at arbejdet med en reform ikke bliver et rivegilde museerne imellem. Derfor må reformen ikke blive et nulsumsspil, hvor alle kæmper om den samme pose penge.

Derimod håber jeg, at museumsreformen også vil betyde investeringer i området. Og netop midler til kulturområdet blev klart markeret af blandt andet kulturministerens parti, mens at ønsket om midler til en museumsreform også bakkes op fra flere kanter af det politiske spektrum. 

Træk i arbejdstøjet

Min bekymring med det nuværende økonomiske setup går på, at mange museer simpelthen efterlades uden de økonomiske muskler til at udvikle sig, tiltrække nye besøgende og til at løfte den samfundsopgave, det er at være et museum, der både skal oplyse, sætte emner til debat, give lokal værdi og samtidig opretholde et højt fagligt niveau. 

I de områder af vort land, hvor befolkningstallet er nedadgående, er det naturligt sværere at få flere (og nye) museumsgængere, mens andre museer har et helt andet og meget lokalt "kundegrundlag". Det bør reformen også tage højde for. 

Så ønsker vi gode museer i udvikling, i hele landet, så skal man ikke alene se på besøgstal, men især på den lokale værdi, som et museum skaber. Det være sig i forhold til det lokale frivillige engagement, der kan opstå omkring et museum, eller det kunne omhandle, hvordan institutionen spiller sammen med lokale institutioner, som skoler og øvrige kulturaktører.