Kronik: Kunstmuseer og historiske museer bør bruge hinanden bedre

Af Peter Thor Andersen
Museumsdirektør på Øhavsmuseet i Faaborg

Netop nu kører en kulturpolitisk debat om, hvorvidt der skal flyttes penge fra museerne for moderne kunst, især i hovedstaden, til de kulturhistoriske museer i provinsen. Forslaget blev bragt på banen af DF’s kulturordfører Alex Ahrendtsen tilbage i april, og siden har det været genstand for debat flere gange – senest i september i Berlingske.

Der er ikke alene forskel på forventningerne til kunstmuseer og de kulturhistoriske museer. Der er også forskel på den typiske besøgende. De kan let karikeret deles op i to arketyper: fremtidsdrømmerne og nostalgikerne.

Peter Thor Andersen

Med debatten er der opstået et øget fokus på, hvad der adskiller kunst- og kulturhistoriske museer fra hinanden. De kulturhistoriske museer forbindes med at kigge bagud og indad, mens kunstmuseerne forbindes med at se fremad og udad i verdenen. Og mens de kulturhistoriske museer i overvejende grad fortæller os, hvem vi er, så prøver kunstmuseerne i overvejende grad at flytte vores forståelse af, hvem vi er. Disse forskelle bliver let en præmis i debatten.

Hvis DF får skabt politisk flertal for at styrke de kulturhistoriske museer, så mener jeg, at der med de nye midler bør følge et nyt krav. Et krav om, at de kulturhistoriske museer i højere grad også skal kigge fremad og udad, ligesom kunstmuseerne forventes at gøre.

Min erfaring som direktør for et kulturhistorisk museum i provinsen er nemlig, at hvis man alene peger på, hvor vi kommer fra – uden samtidig at se på, hvor vi skal hen – så risikerer det at blive ren nostalgi, hvor man mindes en verden, der ikke længere er, og somme tider aldrig har været.

Det skaber ikke eftertanke – og det er netop ved at skabe eftertanke hos gæsterne, at museerne kan komme til at spille en mere central rolle i samfundet og komme til at betyde mere for flere. 

Kunstmuseer og kulturhistoriske museer kan lære noget af hinanden
På Kulturmødet på Mors foreslog museumsdirektør på Kunsten i Aalborg og formand for Statens Kunstfond, Gitte Ørskou, at man bør overveje muligheden for to museumslove: én for kunstmuseerne og én for de kulturhistoriske museer.

Det er rigtigt, at opgaverne i dag er forskellige, og der kan derfor være en vis ræson i Ørskous forslag. Men kunstmuseerne og de kulturhistoriske museer kan også lære noget af hinanden – og i stedet for at tegne skellet skarpere op, så jeg hellere, at de kulturhistoriske museer adopterede noget af det, som kunstmuseerne er gode til – og omvendt.

Arkens direktør, Christian Gether, havde i sommer en kronik i Politiken, hvor han præsenterede tanken om at lade moderne kunstmuseer trække kulturhistorie ind i kunstudstillingen: Jernalderens moselig fra det historiske museum kunne komme ind i en helt ny fortælling på Arken. ”Grauballemanden vil ikke blot være et udsagn om fortiden. Han vil også kunne sætte vor tid og fremtiden i perspektiv”, skrev Gether.

Tilsvarende kunne det være interessant, hvis man på de kulturhistoriske museer kunne trække kunsten ind som kommentar til de temaer, der bliver formidlet. Hvad ville der for eksempel ske, hvis vi på Øhavsmuseet i Faaborg – hvor vi fortæller historien om oversvømmelser af stenalderlandskabet i Øhavet efter istiden – udstillede nogle af Michael Kviums aktuelle værker, der lige nu kan opleves på Arken, som kommentar til klimakrisen? Kviums værker ville ikke længere blot være et udsagn om nutiden og fremtiden. De ville også kunne sætte vor fortid i perspektiv. 

Lad mig komme med et andet eksempel, hvor kulturarv og moderne politisk debat kan bringes sammen. H.C. Andersen blev første gang forelsket, da han mødte rigmandsdatteren Riborg Voigt i Faaborg i 1830, og dengang var der klare konventioner for mødet mellem mand og kvinde. Ville det kunne tilføre den aktuelle kønsdebat noget nyt, hvis man brugte de samme rammer og den samme historie som udgangspunkt for samtalen? Og kunne en moderne kønsdebat i de historiske rammer sætte vor fortid i et nyt perspektiv? Det tror jeg. Jeg ser på den måde en styrke i, hvis vi på museerne kan blive bedre til at lade fortiden, nutiden og fremtiden tale sammen. 

Fremtidsoptimisterne og nostalgikerne
Der er ikke alene forskel på forventningerne til kunstmuseer og de kulturhistoriske museer. Der er også forskel på den typiske besøgende. De kan let karikeret deles op i to arketyper: fremtidsdrømmerne og nostalgikerne.

Fremtidsdrømmerne kigger fremad og udad og hylder det multikulturelle og globale. De besøger især kunstmuseerne i storbyerne. Nostalgikerne kigger bagud og indad og søger de gode gamle dage og har en oplevelse af, at der er sket et dannelsestab i dag. De besøger især de kulturhistoriske museer i provinsen. De to typer har svært ved at anerkende hinandens syn på verden, og de taler vidt forskellige sprog.

Jeg drømmer om at bygge bro imellem de to typer. Hvordan kan man som kulturhistorisk museum være med til at klæde nostalgikerne bedre på til også at kunne se muligheder i vores egen tid?

Og hvordan kan man som kunstmuseum være med til at klæde fremtidsoptimisterne bedre på til også at kunne værdsætte vores fælles historie? Det vil kunne give en bedre forståelse af hinanden på tværs af landet, og det vil give museerne en styrket rolle i vores demokrati, hvilket for mig at se er en af de vigtige grunde til, at staten støtter museer.