Kommentar af 
Jane Mylenberg

Afsløringen om balletbørns dårlige behandling er endnu et eksempel på dårlig ledelse i branchen

Afsløringen fra Det Kongelige Teaters balletskole samt talrige andre eksempler på dårlig ledelse i kulturens verden burde få os til at tjekke vores egne beslutningsgange og få Kulturdanmarks bestyrelser til at holde et vågent øje med kulturinstitutionerne, skriver Jane Mylenberg.

I disse dage kan vi med gru læse om, hvordan balletbørn på Det kongelige Teaters skole er blevet behandlet. Det er ikke læsning for sarte sjæle, skriver Jane Mylenberg.
I disse dage kan vi med gru læse om, hvordan balletbørn på Det kongelige Teaters skole er blevet behandlet. Det er ikke læsning for sarte sjæle, skriver Jane Mylenberg.Foto: Emil Hougaard/Ritzau Scanpix (Arkivfoto)
Jane Mylenberg
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Eksempler på dårlig ledelse i kulturlivet står i kø. Og selvom jeg kommer fra en branche, der historisk har hyldet princippet om, at den der lever stille, lever godt, så er jeg på branchens vegne glad for, at historierne om ledelsessvigt og pinlig omgang med governance finder vej til de brede medier.

For branchen har brug for at blive underlagt fuldstændig samme granskning og magtudredning, som alle andre sektorer i samfundet. Først, når vi i kunstens og kulturens verden indser, at vi ikke er spor særlige også selvom det, vi skaber, er særligt kan vi forvente og fortjene det omgivende samfunds respekt.

Når vi ovre i kulturens verden træder forkert, overtræder vi de samme grænser som alle andre. Også selvom vi traditionelt set bliver betragtet som en branche befolket af mennesker med lidt vildere, grænsesøgende adfærd.

Kunst og kunstnere kan være grænseoverskridende, når de udøver deres fag. Men det fritager hverken dem eller institutionerne omkring dem for helt almindeligt ansvar.

Jane Mylenberg

Men lad være med at blande to meget forskellige ting sammen. Kunst og kunstnere kan være grænseoverskridende, når de udøver deres fag. Men det fritager hverken dem eller institutionerne omkring dem for helt almindeligt ansvar.

Selvfølgelig skal kunstens institutioner og kunstnere opføre sig som professionelle arbejdspladser, samfundsaktører og ledere. Selvom vi arbejder i et grænsesøgende felt, så forvalter vi altså samme slags offentlige penge som sygehusvæsenet eller folkeskolerne, og vi skal stå til regnskab ved præcis samme kasse, som vores kollegaer andre steder i samfundet.

I disse dage kan vi med gru læse om, hvordan balletbørn på Det kongelige Teaters skole er blevet behandlet. Det er ikke læsning for sarte sjæle. Tak til Politiken for at afdække de forhold.

Frihedsbrevet har bidt sig fast i sporet om nepotisme og dårlig ledelse på museer. Først afdækkede mediet en række besynderlige forhold på Museum Sydøstdanmark, hvor det absolut ikke talte fra, hvis man var ansøger til et job og i familie med ledelsen på museet.

Læs også

Den afdækning betød, at der blev ændret i sammensætningen af ledelsen. At dømme efter Frihedsbrevets historie, var den beslutning helt på sin plads.

Senest har samme medie fået øje på endnu en besynderlig omstændighed på topledelsesplan. Denne gang gælder det Østfyns Museer, hvor det ser ud til, at besættelsen af direktørstillingen for den fynske museumsfamilie ser ud til at være blevet handlet af over middagsbordet hjemme hos den afgående og den kommende direktør. De to er nemlig samlevende.

Jeg forstår ærligt talt godt, hvis mennesker, der ikke arbejder i kulturbranchen, oplever os, der gør, som nogle, der opfører os, som om vi er højt hævet over de regler, der gælder andre steder i samfundet. Det er pinligt at være vidne til, og det er decideret skadeligt for branchens generelle anseelse.

De talrige eksempler på dårlig ledelse i kulturens verden burde fungere som en markør for alle dem, som træffer beslutninger i den verden.

Jane Mylenberg

Men der er heldigvis også gode eksempler på, hvordan respekten for det hverv, man er blevet betroet, er et, nogle går til med ydmyghed. Også selvom det har store konsekvenser.

På De Kulturhistoriske Museer i Holstebro skal bestyrelsen nu ud at finde en ny direktør og en ny afdelingsleder, fordi de to, som har haft pågældende stillinger, har truffet et respektaftvingende valg. "Vi er blevet forelskede", skrev de og forklarede, at de ikke mente, at det var foreneligt med at være i ledende roller i samme organisation.

Jeg sætter min lid til, at flere gør, som mine kollegaer i Holstebro; afvejer situationen og tager den rigtige beslutning. Også selvom den kommer med betydelige personlige konsekvenser.

De talrige eksempler på dårlig ledelse i kulturens verden burde fungere som en markør for alle dem, som træffer beslutninger i den verden. De burde få os til at tjekke vores egne beslutningsgange, og de burde få de mange semi-professionelle bestyrelser i Kulturdanmark til at tænke sig godt om og løbende holde et vågent øje med praksis på de institutioner, som de har ansvaret for.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jane Mylenberg

Debattør og selvstændig rådgiver, kommunikationskonsulent, Ungdomsringen, formand, foreningen Brobyggerne, bestyrelsesmedlem, Ungdomsbureauet
cand.phil. i kunsthistorie (Københavns Uni. 1996), journalistisk tillægsuddannelse (DJH 2001), master i kommunikation (Aarhus Uni. 2005)

0:000:00