Kunstner: Flyt ikke Statens Værksteder for Kunst

Af Poul Pedersen
Billedkunstner med base i Paris og modtager Statens Kunstfonds Hædersydelse

”Jeg bor i en anden verden. Men du bor jo i den samme.” – Gunnar Ekelöf

Kære Kulturminister Bertel Haarder (V),

Når jeg åbner mit brev til dig, hr. Kulturminister, med et citat af den svenske digter Gunnar Ekelöf, er det for at prøve at holde mig til det, det drejer sig om. 

I maj og juni måned 2015 var jeg i København og lave et projekt med navnet ”REGN-SKOV”. Til det havde den danske stat givet mig et stort atelier på Gammel Dok i Statens Værksteder for Kunst. Samtidig med at arbejdet blev udført, fik jeg et indblik i den store betydning, stedet stod for. 

Jeg hører nu, efter at være kommet hjem til Paris, at du har i tankerne at flytte Statens Værksteder for Kunst til Helsingør. Det, mit brev drejer sig om, er at få dig til at skifte mening, og jeg tror, at jeg er den rette til det.

Man har jo lov til, også som kulturminister, at skifte mening. 

Poul Pedersen
Billedkunstner

Ånden må vi aldrig glemme
Jeg har gennem en længere årrække boet i Frankrig, i landets hovedstad Paris. Fælles for mit fædreland Danmark og Frankrig er, at begge lande er i krig, og det i en krig, hvor ikke kun det militære, men også det kulturelle spiller en meget stor rolle. Det sidste fik vi her i Paris et stort bevis for 13. november 2015.

De steder, der blev angrebet, var ikke militære mål, men steder, som kulturen næredes ved: en koncertsal og terrasser.

Jeg er barn af 2. verdenskrig og har skabt min voksenverden ud fra det. En sætning som ”De binder os på mund og hånd, men de kan ikke binde ånd” har sat sig fast hos mig. Og både du og jeg ved jo, at ånd er et ord, en metafor, for noget, vi ikke helt er klar over, hvad er. Er det noget, der er i os? Er det noget, der er i de steder, museer, koncertsale, kunstnerværksteder, terrasser med mere?

Eller hvad nu hvis det er noget, der ikke er, men kommer i kraft af, at begge dele er til stede: mennesket og stedet. Ville det ikke være dristigt, ja endda uforsigtigt, at skille de to ting fra hinanden? Og særligt i den situation, vi er i lige nu?

Meninger kan ændre sig
Man har jo lov til, også som kulturminister, at skifte mening. 

Jeg selv var rejst fra mit færdige projekt og havde besluttet med det at afslutte, at holde inde med kreativiteten på grund af alderen, der nu når 82 år, og de gener, den har ført med sig. 

Med det, der sker omkring os, har jeg skiftet mening. Jeg fortsætter min kunstneriske aktivitet, idet jeg er vidende om den store betydning, det har, at det kulturelle, kreativiteten, poesien er der til at sættes op mod den fascisme, der med sit negative livssyn truer verden.