Medieaktører kritiserer ny aftale: Skræddersyet til Radio24syv

RADIO: Flere medieaktører har brugt et år på at forberede deres bud på ny musikkanal, der nu skrottes til fordel for en DAB-kanal, som Radio24syv kan byde på. Det lugter lidt af at være en skræddersyet gave til Radio24syv, siger Le Gammeltoft fra Heartbeats.

Le Gammeltoft fra Heartbeats vil have ærlig snak fra politikerne: Hvis kanalen allerede er afsat til 24syv, vil jeg ikke bruge penge og tid på at søge den.
Le Gammeltoft fra Heartbeats vil have ærlig snak fra politikerne: Hvis kanalen allerede er afsat til 24syv, vil jeg ikke bruge penge og tid på at søge den.Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Peter Pagh-Schlegel

Dagens aftale om en ny DAB-radiokanal vækker måske glæde hos Radio24syv, der nu kan øjne en mulighed for at fortsætte.

Men den nye aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti betyder også, at den oprindelige radiokanal, der blev præsenteret i sidste års medieforlig, må lade livet.

Dengang blev der afsat 30 millioner kroner årligt til en radiokanal med fokus på ”formidling af kultur, herunder klassisk musik”, der desuden havde geografisk krav om at ligge de berømte 110 kilometer fra hovedstaden.

"Skræddersyet gave til Anders Krab"
At dette projekt nu droppes til fordel for en anderledes taleradio-kanal, der mere eller mindre synes skræddersyet til Radio24syv, vækker undren hos de medieaktører, der det seneste år har forberedt at byde på kanalen.

Det er forvaltningsmæssigt lidt problematisk, at man i den grad skræddersyer et udbud til en privat virksomhed. Men juridisk er det helt i orden.

Lasse Jensen
Mediekommentator

”Jeg er mildest talt overrasket over aftalen. Den har ikke været i høring, og det lugter lidt af, at det er en skræddersyet gave til Anders Krab og Radio24syv. Det er problematisk,” siger Le Gammeltoft, stifter af det digitale kulturmedie Heartbeats.

Hun har, siden kulturminister Mette Bock (LA) første gang præsenterede idéen om den nye radiokanal i foråret 2018, arbejdet på at forberede et bud på public service-kanalen.

”Vi har haft 46 møder med Kulturministeriet og andre medier i forbindelse med at forberede et bud. Vi ville meget gerne være med til at bakke op om og formidle den alternative musik bedst muligt. Det kunne ikke være mere oplagt for os at understøtte det public service-ansvar, nu hvor der samtidigt bliver skåret i DR’s musikkanaler,” siger Le Gammeltoft.

Her ser du medieforligets oprindelige udkast fra 2018 til en ny radiokanal.

I den nye aftale skal den kommende radiokanal spille musik max. 20 procent af tiden i dagtimerne. Alligevel vil Le Gammeltoft ikke afvise, at kanalen stadig kan være interessant for dem.

”Det kan sagtens være, vi stadig vil søge det. Men vi vil gerne have lidt ærlig snak fra politikerne om, hvad tanken er. For hvis den allerede er afsat til 24syv, så vil jeg ikke bruge de mange penge og timer, det koster at søge den,” siger Le Gammeltoft.

Bauer Media: Musikken taber
Bauer Media, der blandt andet driver Radio Nova og The Voice, har også længe været interesseret i at byde ind på den klassiske musikkanal. Katrine Nyland Sørensen, der har været Bauer Medias projektleder på det allerede navngivne ”Radio Klassisk”, undrer sig ligeledes over aftalen.

”Jeg har udarbejdet redaktionelt stof til radiokanalen og været til workshops i Kulturministeriet. Nu er det udbud så lige tryllet væk, inden det ifølge planen skulle være sendt i høring,” siger hun og mener, at musikken er blevet den store taber i det noget kaotiske forløb.

”Vi har haft et ønske om at vise hele det klassiske musikmiljø på en anden måde, end DR gør. Nu går man i stedet efter tre talekanaler med P1, Radio24syv og FM4-kanalen, mens DR lukker P6 og P8. Så det er musikken, der taber hele vejen rundt,” siger Katrine Nyland Sørensen, der dog understreger, at de stadig vil fortsætte med udviklingen af Radio Klassisk på kommercielle vilkår.

Lasse Jensen: Juridisk helt i orden
Ifølge Lasse Jensen, der er mediekommentator og tidligere radiovært på P1’s Mennesker og Medier, er aftalen usædvanlig, og han forstår frustrationen fra de medieaktører, der forventede at byde ind på det tidligere oplæg.

”Det er forvaltningsmæssigt lidt problematisk, at man i den grad skræddersyer et udbud til en privat virksomhed. Men eftersom den tidligere radiokanal aldrig nåede i udbud, er det juridisk helt i orden. Politikerne er i deres ret til at gøre det,” siger Lasse Jensen, der mener, at aftalen er endnu et tydeligt signal på, hvem der de seneste år har styret mediepolitikken i Danmark.

”Det er Dansk Folkeparti, der har insisteret på, at FM4 skal ligge i Jylland og efterfølgende stramme betingelserne. Da de så mærker en reaktion, finder de på det her kompromis, hvor man tager den radiokanal, man allerede har præsenteret og ændrer indholdet, så det tilfredsstiller kritikerne og Radio24syv. Det er iskold politik,” siger Lasse Jensen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lasse Jensen

Fhv. programchef, TV Avisen, indehaver, Jensen Media
journalist (Middelfart Venstreblad 1968)

Le Gammeltoft

Kommunikationschef, Netcompany, stifter af Heartbeats og Heartbeats Studio, forfatter
Cand.mag. i engelsk og moderne kultur & kulturformidling (KU 2007)

0:000:00