Mediedirektør: Den demokratiske samtale er truet af Facebook og Google – ikke af gamle medier

Af Christina Blaagaard
Direktør for Teknologiens Mediehus (tidligere Mediehuset Ingeniøren)

Demokratiske autoriteter er udfordret af en tillidskrise. Det gælder medier og politikere, og det udfordrer vores demokrati og kræver selvransagelse hos alle parter.

Udfordringen kommer fra en informationsrevolution, hvor techgiganterne har overtaget kontrollen over den infrastruktur, der styrer den demokratiske samtale.

I flere europæiske lande er myndighederne begyndt at tage kampen op. Frankrig har allerede været ude med en bøde til Google, og i denne uge har den britiske finansminister, Philip Hammond, kaldt på en undersøgelse hos konkurrencemyndighederne af Google og Facebooks rolle i annoncemarkedet.

Hvis man ikke vidste bedre og skulle dømme efter en stor del af det politiske Danmarks svar på krisen, var det imidlertid fristende at tro, at krisen kommer direkte fra de gamle medier.

Brud med demokratisk balance
I sommeren 2018 blev der efter en påfaldende mangel på reel diskussion om publicistisk uafhængighed og pluralisme vedtaget et medieforlig præget af brud med det armslængdeprincip, der hidtil har skullet sikre private mediers mulighed for at operere uafhængigt af det politiske liv.

Vil vi hjælpe den demokratiske samtale, er vi nødt til at slå langt hårdere ned på techgiganterne. Og selvom det kan forekomme som Davids kamp mod Goliath, så er det en kamp, der for demokratiets skyld må kæmpes.  

Christina Blaagaard
Direktør, Teknologiens Mediehus

Her snart et år efter er flere mediepolitikere villige til at genåbne forliget alene med det formål at diskutere detaljer i, hvor langt Radio24syv må ligge fra København. Det diskuteres på højeste klinge, mens det principielle skred i medieforliget ud i den grad, det politiske Danmark skal detailstyre, hvilke målgrupper, indhold og ejere støtteberettigede medier skal have, forbigås i tavshed.

Når man dertil lægger, at mange politikere i stadig større grad offentligt kritiserer medierne for at indtage den rolle, der er deres givne opgave − at gå magthaverne efter i kortene − begynder det at ligne et brud med den demokratiske balance, som i mange år har udgjort det tålte samarbejde mellem magten og medierne.

Forståelsen af, at det samarbejde er godt for alle parter, fordi det i sidste ende tjener demokratiet, er under pres.

Fjenden, du kender
I en verden, hvor truslen mod en afbalanceret og transparent demokratisk samtale kommer udefra − fra massive private virksomheder − er det forståeligt, at det kan forekomme lettere at slå ned på organisationer, der typisk har hovedkvarterer inden for en halv times gang fra Christiansborg. De er ‘fjenden, du kender’.

Men det er en fejl, og måske en, der tager udgangspunkt i manglende forståelse af de faktiske forhold i de private medier i 2019. Derfor her en opdatering på forholdene i jernindustrien.

De private mediers forretningsmodel er presset. Det ved vi godt. Men der er en elefant i rummet. I forbindelse med medieforhandlingerne blev det fra politisk side flere gange påpeget, at medierne ikke har formået at etablere bæredygtige forretningsmodeller i en ny virkelighed.

Det er rigtigt, og der kæmpes fortsat. Men en stor del af problemet er, at vi er blevet tvunget til at spille på samme banehalvdel som ‘fjenden’.

Trussel mod demokratiet
Det har aldrig været bæredygtig medieforretning alene at basere indtægterne på det, som den enkelte læser var villig til at betale for adgang til indholdet. Det er der ikke noget nyt i. Indirekte betaling for adgang til læserne har i over 100 år udgjort det andet bærende ben i medieforretning. Da det gik bedst, skovlede dagbladene penge ind på job- og boligannoncer på print. Den forretning er som bekendt for længst forsvundet.

Problemet er derfor ikke, at vi lever af at videresælge adgangen til brugerne. Det har vi altid gjort. Problemet er, at den måde, det sker på i dag, ikke længere er styret af medierne selv, og at de etiske problemer, der kan være forbundet med det, potentielt kan true det demokrati, vi i sidste ende er sat i verden for at understøtte.

Meget få medier har reelt mulighed for helt at undgå det dilemma. For hver krone, en annoncør lægger til en digital annonce, går broderparten til et morads af adtech-firmaer − anført af Google og Facebook − hvor kontrollen med anvendelsen af brugernes data hurtigt løber medierne af hænde.