Medieråd: Unge skal dannes til kritiske mediebrugere

Af Anne Mette Thorhauge
Lektor, ph.d. og formand for Medierådet for Børn og Unge
og Stine Liv Johansen
Lektor, ph.d. og medlem af Medierådet for Børn og Unge

Den digitale dannelse på børn- og ungeområdet er et væsentligt element i de igangværende filmaftaleforhandlinger. Dagsordenen omkring digital dannelse har fået en væsentlig større betydning nu, hvor digitaliseringen slår igennem i alle sider af privatlivet og samfundslivet.

Efter vores opfattelse er der stort behov for et uafhængigt Medieråd, som både kan tale med vægt i samfundsdebatten, og som i dialog med de unge og de voksne omkring dem kan skære ind til benet af det gode og mindre gode ved børn og unges opvækst med digitale medier – uden at reducere det til diagnoser og sygeliggørelse.

Mediebrug diskuteres som afhængighed
Børn og unges liv med medier har, så længe nogen kan huske, været genstand for stor medieopmærksomhed og -debat. Hver gang nye medier er blevet populære og udbredte blandt de yngste, har de lidt ældre udtrykt bekymring for, om den omfattende brug af medier kunne have en negativ indflydelse på dem.

Ud over en bred oplysnings- og dannelsesindsats må vi også turde forholde os til behovet for lovgivning og regulering på området.

Anne Mette Thorhauge og Stine Liv Johansen
Formand og medlem af Medierådet for Børn og Unge

I tiden rammesættes denne bekymring gennem afhængighedsbegrebet, og argumentationen hentes i et medicinsk billedsprog, hvor brugen af sociale medier, mobiltelefoner og computerspil ses som afhængighedsskabende på samme måde som alkohol, cigaretter og stoffer.

Det er på mange måder problematisk. For det første er der ikke noget forskningsmæssigt belæg for at betragte mediebrug i sådanne patologiske termer. For det andet, og endnu vigtigere, involverer det en individualiserende og diagnosticerende rammesætning, der sygeliggør sunde børn og unge og forhindrer os i at adressere problemerne på en fornuftig og konstruktiv måde.

Med digitale teknologier er der opstået nye typer af fastholdelses- og monetariseringsstrategier, der til tider kan involvere decideret vildledning og ufine forretningsmetoder.

Anne Mette Thorhauge og Stine Liv Johansen
Formand og medlem af Medierådet for Børn og Unge

Mistrivsel og uigennemsigtige forretningsmodeller
For selvfølgelig repræsenterer mediernes indtog i børn og unges hverdagsliv nogle problemstillinger, vi bør tage hånd om. I Medierådet for Børn og Unge ser vi især to områder, hvor de digitale mediers rolle i hverdagslivet har betydning for børn og unges trivsel og rettigheder i det digitale netværkssamfund.

For det første kan den konstante adgang til kommunikation gøre det vanskeligt for den enkelte at navigere i det krydspres, der opstår mellem familieliv, venskaber, uddannelsesinstitutioner og, for de voksnes vedkommende, arbejdspladser. Dette kan føre til manglende nattesøvn, stress og begrænset nærvær, hvilket indlysende nok har betydning for børn og unges trivsel.

For det andet har kommercielle aktører med de digitale medier fået nye strategiske redskaber til at kapitalisere på børn og unges fællesskaber. Dette inkluderer blandt andet nye og uigennemsigtige forretningsmodeller, såsom de ikke spor gratis gratis apps og nye kommunikationsstrategier baseret på omfattende dataindsamling, detaljeret segmentering og kalkulerede netværkseffekter.

Vi må som voksne forholde os til, at vores børn og unge på internettet bevæger sig i et stærkt kommercialiseret rum og klæde dem på til at gennemskue de fastholdelses- og monetariseringsstrategier, der gør sig gældende i internettets forretningsmodeller.

Afholdenhed er ikke løsningen
Fælles for disse to problemstillinger er, at de ikke lader sig løse ved at stemple det enkelte barn eller den enkelte unge som ‘afhængig’ og prædike afholdenhed. For der er tale om problemer, der må løses i fællesskab gennem dialog, aftaler, dannelse og, i visse tilfælde, regulering.

For eksempel skyldes det sociale krydspres på de digitale platforme nok så meget det forventningspres, der er opstået i familier, skoleklasser og såmænd også arbejdsfællesskaber. Det er en forventning om konstant tilgængelighed og øjeblikkelig respons, der ikke blot påvirker børn og unge i deres hverdagsliv, men også voksne i deres arbejdsliv.

Der er ingen tvivl om, at vores telefoners og sociale mediers ‘default-indstillinger’ er med til at understøtte dette pres, og at man kan reducere det ved for eksempel at ændre indstillingerne for, hvornår og hvor ofte man vil modtage påmindelser. Men det er først og fremmest et problem, der eksisterer i form af forventninger i vores sociale fællesskaber, og derfor må det løses i disse fællesskaber; for eksempel i klassens time, på forældremøder eller gennem tiltag på arbejdspladser. Det kan ikke løses af individet gennem afholdenhed.

Vildledning og ufine forretningsmetoder
Tilsvarende er problemet med internettets forretningsmodeller ikke, at de gør børn og unge afhængige på samme måde som alkohol, cigaretter og stoffer, men at de betjener sig af en række strategier for at fastholde brugernes opmærksomhed – og tjene penge på netop denne opmærksomhed – som kan være særdeles vanskelige at gennemskue.

Der er som bekendt ikke noget nyt i, at virksomheder ønsker at fastholde deres kunder og tjene penge på dem, men med digitale teknologier er der opstået nye typer af fastholdelses- og monetariseringsstrategier, der til tider kan involvere decideret vildledning og ufine forretningsmetoder.

Der er i begge tilfælde tale om problemstillinger, der hører til inden for det kulturpolitiske felt, og som ikke kan reduceres til et spørgsmål om afhængighed eller digital sundhed. Det handler om børn og unges identitet som kritiske medborgere og om deres demokratiske rettigheder i det digitale netværkssamfund.

Behov for lovgivning om indsamling af data
I Medierådet for Børn og Unge har vi gennem en årrække arbejdet med disse problemstillinger. Vi har i samarbejde med en lang række aktører udviklet informations- og undervisningsmaterialer, der kan danne børn, unge og deres voksne til det digitale netværkssamfund.

Det inkluderer blandt andet gode råd til forældre, når børnene får deres første mobiltelefon (herunder en venlig påmindelse om deres egen rolle som digitale rollemodeller), undervisningsmaterialer til folkeskolen med fokus på sponsoreret indhold i de sociale medier og magasiner om de digitale mediers rolle i politiske radikaliseringsprocesser.

Ud over en bred oplysnings- og dannelsesindsats må vi også turde forholde os til behovet for lovgivning og regulering på området, som også dækker mere end ovenstående to problemstillinger. Spørgsmålet om børn og unges retsstilling i forhold til indsamling af personlige data – ikke blot kommercielt, men også af offentlige myndigheder – er således et punkt, som vi i Medierådet for Børn og Unge også vil have fokus på fremover.

Danmark som foregangsland?
I Medierådet for børn og unge klæder vi børn og unge på til at agere som kritiske mediebrugere, som medborgere med umistelige rettigheder i et digitaliseret samfund og som deltagere i små og store fællesskaber – online såvel som offline. Vejen hertil går ikke igennem et snæversynet fokus på den enkelte, men på et bredt blik på udviklingen af børn og unge kreative og kritiske tilgang til de digitale medier samt ikke mindst de overordnede strukturer og de nødvendige indsatser i relation hertil.

Som medlemmer af Medierådet for Børn & Unge er vi måske ikke de rette til at spørge om Medierådets arbejde på feltet skal fortsætte i de kommende fire år. Det må være op til politikerne at beslutte, om det hører med til fortællingen om Danmark som foregangsland på it-området, at vi som samfund også har fokus på børn og unges tryghed og sikkerhed, deres kritiske stillingtagen til mediernes indhold og dynamik samt ikke mindst deres kommunikation og fællesskaber på nettet.