Medierådet: Public service favner ikke børn og unge

Af Claus Hjorth
Afdelingschef, Børn og Unge, Det Danske Filminstitut/Medierådet

På en konference for nylig blev direktørerne for Det Kgl. Teater og Statens Museum for Kunst spurgt, om deres kulturinstitutioner er nødvendige.

Der blev ikke stillet spørgsmålstegn ved institutionernes excellence. På hver deres felt er de i verdensklasse på kunstens vegne og i forhold til at nå rigtig mange forskellige brugergrupper. Men er de umistelige?

Svaret var uldent. Noget i retning af, at "... vi bestræber os på at gøre det så godt som muligt og nå så mange brugere som muligt...", men der blev ikke rigtig taget stilling til deres kultur- og samfundspolitiske rolle som nationale fyrtårne, deres mulige samfundsansvar og betydning i forhold til borgernes mentale habitus.

Svaret efterlod en fornemmelse af, at dansk kulturpolitik er ved slippe taget i sit fundament om oplysning, kunst, mangfoldighed, berigelse og sammenhængskraft. En fornemmelse af kapitulation, hvor samfundets kulturinstitutioner skyder med strategiske spredehagl for at overbevise brugere, politikere, fonde og sig selv om deres fortræffelighed og innovationskraft; men bliver forlegne, når talen handler om deres rolle og betydning for samfundet. En fornemmelse af, at det er forbudt land at tale om kulturpolitik, som noget der er afgørende vigtigt og nødvendigt, hvis vi skal overleve og udvikle os som folk og borgere lokalt og globalt.

Markedsandele dikterer indhold
Er vi også på vej derhen med dansk public service? Må vi snigende erkende, at det dannelsesideal, der var public service-begrebets udgangspunkt, ikke lader sig udfolde i et gennemmedialiseret samfund, hvor det er kampen om brugernes tid og markedsandele, der dikterer indholdet? Giver det overhovedet mening at tale om public service, dannelse og samfundsansvar i det 21. århundrede?

Unge vil være med til at gøre en forskel – men ikke til færdigproduceret public service på tv og nettet, men til public service, der danner ramme for dialog og udvikling.

Claus Hjort
Afdelingschef, Børn og Unge, Det Danske Filminstitut/Medierådet

Fra min udkigspost er det afgørende vigtigt. Kort fortalt er det mit privilegium at arbejde med filmkunst, filmskabelse, computerspil, film- og mediepædagogik og digital dannelse sammen med mindst 13 dedikerede kollegaer. Tilsammen er vi Filminstituttets Børn og Unge-afdeling og Medierådets sekretariat. Vi bestræber os på at bidrage til børn og unges kompetencer, kreativitet og dannelse – deres aktive og kritiske deltagelse i udviklingen af vores fælles videns- og mediesamfund.

Unge har stort behov for public service, der langt mere indgående er i dialog med sine omgivelser om de muligheder og udfordringer, som det medialiserede samfund rummer. Public service, der er frigjort fra den konkurrence på indhold og profilering, som præger medie- og kulturinstitutionerne i øjeblikket.

Favner ikke børn og unge
Et eksempel: For et halvt års tid siden spurgte jeg nogle gymnasiaster, om de kunne tænke sig at deltage i en debat om fremtidens public service sammen med Medierådet og Public Service-udvalget (der pt. arbejder med et oplæg til fremtidens public service på opdrag fra kulturministeren). De unge fik blanke øjne. Hvorfor skal vi det? Vi ser aldrig nyheder på tv, og vi kan slet ikke lide den opskruede og perspektivløse debat, som vi kender fra tv-aviser og debatprogrammer. Vi får vores nyheder på de sociale medier – og vil gerne tale om Danmarks og verdens udfordringer, men ikke på den måde, som medierne gør det.

Jeg forsøgte så at sige, at det jo netop er derfor, at I skal være med til at bidrage til at finde nye veje. Jo, men de ville altså ikke stille op til debat. Hvad så med dialog eller rundbordssamtale, spurgte jeg så – altså en helt anden form end den, som I kender fra tv? Jo, det kunne de unge måske godt.

Brug for ny præmis
Nu valgte Public Service-udvalget at gå en anden vej med temaet ”public service og de unge”, så det blev ikke til noget i den form. Pointen er her, at de unge ikke rigtig føler sig favnet af dansk public service. For unge kan det virke lidt som om, at dansk medieproduktion – overfloden af dansk producerede nyheder, debatprogrammer, forbrugerprogrammer, underholdning – ja, sågar dansk film og tv-dramatik - på en eller anden måde er dem uvedkommende; et parallelsamfund fra en svunden tid, som er på vej til et andet sted end dér, de unge gerne vil hen.

De unge vil gerne være med, men præmissen skal være en anden. Unge søger mening, identitet, anerkendelse og fællesskab. Det er der intet nyt i. Det nye er, at betingelserne har ændret sig fundamentalt med internettet og de sociale medier. Som ung har man altid hele verden med sig - alle sine venner, sine skoleopgaver og al den viden, oplysning og underholdning, man kunne ønske sig. Så hvad skal vi med kulturinstitutioner og public service?

Dialog og udvikling
Vi skal låse op og åbne døren. Kom indenfor. Unge vil være med til at gøre en forskel – men ikke til færdigproduceret public service på tv og nettet, men til public service, der danner ramme for dialog og udvikling. Unge skal fortælle deres egne historier. De skal fortælle os voksne, hvordan de godt kunne tænke sig, at vi på tværs af generationerne debatterer og arbejder på at få løst verdens problemer. Til gengæld vil vi som kultur- og public service-institutioner få langt bedre mulighed for at træde i karakter som ramme og netværk for dannelse, kompetenceudvikling og innovation.

Mit bud på fremtidens public service tager ikke afsæt i en dyster krisestemning. Sammenlignet med andre lande leverer vi tårnhøj kvalitet, og langt de fleste institutioner på kultur- og mediefeltet arbejder målrettet på at udvikle dialogen med brugerne – også børn og unge. Men vi skal passe på, at vi på hver vores felt ikke begrænser vores strategier til, ”hvordan vi nu kan nå endnu flere brugere med det indhold, vi nu er sat i verden for at levere”, og at vi i vores iver for at være moderne slipper taget i den kulturelle tydelighed, dannelsen og samfundsansvaret.

Vi skal i dialog, vi skal samarbejde på kryds og tværs af kultur, uddannelse, it- og medievirksomheder og public service-medier. Vi har alle en public service-forpligtelse og stor lyst til arbejde med børn og unges læring, dannelse og kreativitet i det 21. århundredes mediesamfund.