Museumsfolk: Fjern ikke forskningsforpligtelsen

Af Anders Bloksgaard, Limfjordsmuseet
Broder Berg, Vesthimmerlands Museum
Jesper Bækgaard, Struer Museum
Anders Have Museum Mors
Inger Bjørn Knudsen, Lemvig Museum
Inge Kjær Kristensen, Skive Museum
Ingeborg Svennevig, De Kulturhistoriske Museer i Holstebro
Jytte Nielsen, Museum Thy
Marianne Rostgaard, Institut for Kultur & Globale Studier på Aalborg Universitet

Skal de danske museer have mere differentierede museale opgaver og kvalitetskrav? Skal museerne have adskilte ansvar over for deres forskellige driftstilskudsydere (staten, kommunen og eventuelt fonde)? Hvordan får museerne mere klare og forståelige kriterier for deres tilskudstildeling? Og hvordan kan der fremover gives tilskud efter aktivitets- og kvalitetsniveau?

De spørgsmål diskuteres af to visionsgrupper nedsat af kulturminister Mette Bock (LA). 1. december afleverer visionsgrupperne deres forslag til nye modeller for opgavefordeling og tilskudssystemer for de danske statsanerkendte museer, og på den baggrund bliver der formentligt i foråret udarbejdet nye kulturpolitiske rammer og krav til de danske museer.

Et af de emner, der bliver diskuteret i øjeblikket, er fratagelsen af forskningsforpligtelsen hos de mindre kunst- og kulturhistoriske museer.

Fratagelse af forskningsforpligtelsen
For os som mindre og mellemstore kulturhistoriske museer er forskning ikke kun en pligt, men en kærkommen opgave, der indgår fint i vores tilstedeværelse i de lokalsamfund, hvor vi både indsamler, undersøger og formidler kulturarven.

At have et grundigt kendskab til den lokale historie og samtidig kunne sætte den i relation til mere overordnede historiske og samfundsmæssige strømninger er det, der giver museumsinspektøren en særlig kompetence til at fortælle den lokale historie relevant og i den rette kontekst: ”Det lokale” er nemlig indskrevet i den nationale og globale struktur.

Inden man i Kulturministeriet sætter sig ned og beslutter, at forskningsforpligtigelsen skal fratages de mindre og mellemstore kulturhistoriske museer, håber vi, at man grundigt overvejer, om ikke den viden om og nærhed til både historien og borgerne, som i dag gør, at museerne på flere planer agerer aktører i deres lokalområder, går tabt.

En række nordjyske museumsaktører

Det lokale kendskab styrker også museumsinspektørens evne til at leve op til museumslovens krav om at aktualisere samt udvikle anvendelse og betydning af kulturarven for borgere og samfund.

Skærpede krav til museers forskning
Museernes forskning er et emne, der tidligere har været genstand for kulturpolitisk diskussion og handling.

I 2012 kom en ny museumslov med særligt fokus på at give museernes forskning et løft. Her var metoden at skærpe kravene til de ti millioner kroner, som staten hidtil årligt havde uddelt til museernes forskning, og skærpe krav til ansøgers titel, som nu skulle være på ph.d.-niveau.

Pengene blev efter 2012 uddelt af Kulturministeriets Forskningsudvalg og ikke som hidtil af Slots- og Kulturstyrelsen. Samtidig blev der i forbindelse med Kulturstyrelsens tilbagevendende kvalitetsvurderinger af museerne sat nye kriterier for, hvad der tæller som forskning. Den videnskabeligt anerkendte forskningsudgivelse blev den eneste gyldige vej til forskningsanerkendelse, hvilket samtidig betød, at museernes egne udgivelser eller tidsskriftsserier ikke blev indberegnet som forskning længere.

Ændre forskningsformidlingspraksis
Museumsloven af 2012 har således betydet, at museer både har skullet arbejde på at skaffe ph.d.-titler til huse (enten ved at lade museumsinspektører efteruddanne eller ved at ansætte færdiguddannede ph.d.’er) og på at ændre deres forskningsformidlingspraksis i retning mod de akademisk anerkendte tidsskrifter.

Hvor de bøger og artikler, som museerne hidtil udgav, ofte kunne kombinere forskning og en nogenlunde bred historisk formidling, skal forskning nu publiceres i snævre videnskabeligt anerkendte tidsskrifter med andre forskere som målgruppe. Formidlingen af samme forskning til historisk interesserede lokale borgere samt til turister bliver oftest en særskilt anden aktivitet.

Ikke let at hæve kvalitet uden flere ressourcer
Der er endnu ikke klokkeklare tegn på, at Museumsloven af 2012 er lykkedes med at styrke museernes forskning.

I 2016 var det kun 60 af 98 museer, der levede op til kravet om ph.d.-niveau, og således var i stand til at søge midler fra Kulturministeriets Forskningsudvalg. De øgede krav til forskningsudgivelsernes format har resulteret i en række anmærkninger til museer om mangel på vægtig forskningsaktivitet.

Her kan det noteres, at det ikke er let at hæve kvaliteten af en museumsopgave, når der ikke samtidig skrues op for de tilflydende ressourcer eller gives grønt lys til, at andre opgaver kan sløjfes.

Museer er godt på vej
Men mange museer har i perioden siden 2012 faktisk arbejdet på at sætte nye tiltag i verden, som kan hjælpe med til at leve op til de ændrede krav.

I museumsregi har man arbejdet på oprettelse af nye dansksprogede fagfællebedømte tidsskrifter, som ligger godt i tråd med museernes forskningsemner og -metoder. Ligesom museer i flere tilfælde er gået i samarbejde med universiteter om deres forskningsaktiviteter, enten i enkeltstående tilfælde eller ved mere permanente centerdannelser.

Museer er altså gået til opgaven med konstruktiv mine og er mange steder godt på vej! Men vejen fra handling til resultat er ofte lang, når det gælder forskning. Ofte må man igennem flere runder af fondssøgning og fagfællebedømmelser, før der kan kvitteres for flere forskningspublikationer i forbindelse med kvalitetsvurderingerne.

Tættere bånd til universiteter
I Limfjordsegnene er vi otte mindre og mellemstore kulturhistoriske museer, som helt siden 2006 ─ i regi af Limfjordsmuseernes Samvirke ─ har samarbejdet om studier af fjordens kulturhistorie. Det har resulteret i en række udgivelser om de erhvervsmæssige, administrative, hverdagslige og rekreative aktiviteter, som Limfjorden gennem tiderne har været genstand for.

Men da det i kølvandet på Museumsloven af 2012 gik op for os, at denne type udgivelser ikke fremover ville tælle som forskning, har vi taget nye initiativer. I første omgang er der blevet knyttet tættere bånd til Aalborg Universitet (AAU), og flere ph.d.-forløb er blevet igangsat for at opgradere museernes forskningskompetencer.

Desuden blev en egentlig fælles centerdannelse mellem Limfjordsmuseernes Samvirke og AAU’s Institut for Kultur og Globale Studier en realitet i 2016, hvor Center for Studier i Kulturarvsforskning og –formidling opstod. I centeret udføres nu museernes fælles forskningsprojekter med deltagelse af universitetsforskere.

Overlappende interesser mellem universiteter og museer
For museerne har samarbejdet formelt set resulteret i en række fagfællebedømte artikler og en succesfuld fondsansøgning til Kulturministeriets Forskningsudvalg. Men lige så vigtigt har det vist os, hvor museerne og universiteterne har overlappende interesser, og det har modnet en række ideer til forskningsprojekter om eksempelvis naturbrug og –forandringer, de folkelige bevægelsers kulturelle, sociale og økonomiske indflydelse samt provinsens erhvervshistorie.

Emner, som vi finder særligt interessante for det store område mellem Løgstør og Thyborøn, Hanstholm og Holstebro, og som vi gerne vil anskue og undersøge i en gensidig belysning mellem specifikke lokalt forankrede historier og mere overordnede tematikker med aktuel samfundsrelevans. Det kan netop lade sig gøre i samarbejdet mellem flere museer og mellem museums- og universitetsforskere. 

Overvej beslutningen grundigt
Inden man i Kulturministeriet sætter sig ned og beslutter, at forskningsforpligtigelsen skal fratages de mindre og mellemstore kulturhistoriske museer, håber vi, at man grundigt overvejer, om ikke den viden om og nærhed til både historien og borgerne, som i dag gør, at museerne på flere planer agerer aktører i deres lokalområder, går tabt.

I fald man gennemfører en sådan ændring, hvilke videns- og kulturinstitutioner vil disse museer så fremover udgøre? Vil de blot være bemandede med formidlende inspektører, der bringer nyt fra de fjerne storbyers forsknings- og videnshubs? Hvilken form for lokal menneskelig kontakt og anerkendelse vil fremtidens provinsmuseer dermed høste?

Endelig håber vi, at de tiltag, som museerne har engageret sig i siden 2012, vil blive anerkendt og eventuelt belønnet med lidt kulturpolitisk tålmodighed, inden der igen stilles nye krav og forslag til omlægninger. Omlægninger, som vil rive de just spirende samarbejder op med deres langsomt, men frugtbart fæstnende rødder.