Debattør til Frid-Nielsen: Løft blikket og indse, at bibliotekerne er en succes

Af Jan M. Johansen
Cand.scient.bibl.

Vi skal være varsomme med at forveksle dannelse med litterært snobberi eller bruge lidet tidssvarende begreber som ”klassisk litterær dannelse”. 

Jan M. Johansen
Cand.scient.bibl.

Præmissen om, at bibliotekerne står “i et vadested mellem klassisk litterær dannelse og en moderne digitaliseret livsstil”, som Niels Frid-Nielsen fremfører i Altinget den 25. februar, er ikke kun forsimplet, men dybest set forkert, og siger nok mere om Frid-Nielsens verdenssyn end om det danske folkebibliotek som institution.

Til tider er det trættende med den stadige strøm af metodeudfordrede ældre mænd, der nærmest kontinuerligt kloger sig på folkebibliotekernes vegne. Ikke mindst, når klogskaben er baseret på et enkelt biblioteksbesøg eller erindringer om barndommens biblioteker.

Vi er som individer ikke repræsentative, og det er sjældent en god idé at tro, at vores oplevelser er alment gældende.

Det er også værd at bemærke, at Frid-Nielsen, sidst han skrev i Altinget, den 3. februar, tog fejl, når han skrev: “hvor 57 procent af befolkningen ifølge Danmarks Statistik slet ikke kommer på folkebibliotekerne”. Faktum er, at 43 procent af de adspurgte i den undersøgelse, som tallet stammer fra, havde været på biblioteket inden for de sidste tre måneder.

Danskerne flokkes til bibliotekerne
Det er ikke det samme som, at 57 procent slet ikke kommer på bibliotekerne. Frid-Nielsen ser ud til at forsøge at tegne et billede af, at halvdelen af danskerne ikke kommer på bibliotekerne, så det er nødvendigt at få ”den sidste halvdel af befolkningen med”.

Lad os tage den en gang mere: Næsten halvdelen af samtlige danskere har inden for de sidste tre måneder besøgt et bibliotek. Kombineret med 1,7 million aktive lånere og cirka 38 millioner årlige besøgende kan man roligt sige, at danskerne flokkes til bibliotekerne. Og de finder dem afgjort ikke støvede eller bedagede.

Sidst, men ikke mindst, er det værd at slå fast, at selv om udlånet af fysiske bøger fortsat falder, så er der flere og flere steder, hvor udlånet er stigende igen. Er man kulturdebattør og bor i København, skal man derfor huske at løfte blikket fra København og egen navle. Biblioteksvæsenet i København er nemlig ikke repræsentativt for alle landets biblioteker.

At sige det indlysende gør ikke en til et orakel
Frid-Nielsen har dog også en række valide kritikpunkter og gode iagttagelser, men for fagfolk kan det virke lettere provokerende at blive belært, selv kærligt belært, om, hvordan man skal passe sit job, og hvad man skal gøre.

Der svarer lidt til at fortælle en lærer, at han skal undervise mere, en læge, at hun skal kurere noget sygdom, eller håndværkere, at de skal bygge noget mere, eller lignende. Det er derfor, de er der, og det gør de i forvejen.

Sådan er det også med bibliotekarer og bibliotekerne. Godt nok kan vi i biblioteksvæsenet være uenige om, hvordan vi i detaljen skal gøre dette eller hint, men der er ingen, der vil benægte, at bibliotekerne bør være “omdrejningspunkter i de lokale kulturaktiviteter”, være mere opsøgende og gøre en forskel for lokalområdet og samfundet som helhed. Tværtimod.

Kulturvaner og en ny virkelighed
Ser man på bibliotekernes udvikling de sidste 30 år, vil man se, hvor meget de har ændret sig og tilpasset sig forandringerne i samfundet og danskernes kulturvaner. Frid-Nielsen efterspørger altså noget, bibliotekerne altid har gjort, nemlig at aflæse deres lokalområdes behov og understøtte det.

Fra dag 1 støttede bibliotekerne op om den digitale revolution. Det var her, borgerne gik hen for at låne en computer og i mange tilfælde for at få hjælp til at bruge den. Det var her, resten af det offentlige vendte sig, da digitalpost skulle rulles ud.

Bibliotekerne holdt kurser og hjalp borgere, foreninger og små virksomheder med den digitale omstilling og virkede dermed som et sikkerhedsnet for de knap så digitale.