Selv i Dagbladet Information er syv ud af otte lederskribenter hvide mænd

Denne dag viste sig det samme billede, som jeg har set igen og igen: Syv af de otte er hvide mænd. I en avis, der meget ofte skriver om vigtigheden af ligestilling, diversitet og inklusion.

For få uger siden viste den årlige opgørelse fra Akademikerbladet, at der ingen kvinder var blandt de 23 mest brugte ekspertkilder i de danske medier sidste år. De var alle hvide mænd. Helle Malmvig var nr. 24 og én af de fem kvinder, der sneg sig ind på top 50.

Debatten om det er naturligvis allerede døet ud nu. Ligesom den gjorde sidste år, da "Corona-Lone" – Lone Simonsen – var den øverst placerede kvinde på listen på en 23. plads, og ligesom året før det.

Det er pinligt og uforståeligt, for danske kvinder har i årtier uddannet sig bedre og længere, end mændene har, og studier viser, at de er lige så fagligt ambitiøse, som mænd er det.

Som ligestillingsskribent kan jeg godt føle, jeg gentager mig selv engang imellem, men jeg mener faktisk, det er vigtigt, det her, og det gør alle mediechefer tilsyneladende også, når skåltalerne holdes.

Mere end to ud af tre kilder i danske medier er mænd, og omtalen af kilderne er generelt meget kønsstereotype.

Rikke Viemose

I oktober var jeg til en konference om ligestilling i medierne, men der var ikke meget nyt. Der var vigtige oplæg fra medier i vores nordiske nabolande, der er længere fremme i skoene end os, og der var nye tal fra forskere på journalistuddannelsen DMJX på, hvor skævt danske journalister dækker virkeligheden.

Det var nye tal, men der var intet nyt i forhold til de undersøgelser, der tidligere er lavet: Mere end to ud af tre kilder i danske medier er mænd, og omtalen af kilderne er generelt meget kønsstereotype.

Et speciale fra Aalborg Universitet sidste år viste et lignende billede. Thilde Krat Boldsen kortlagde, hvordan kildevalget var i nyhedsudsendelserne på DR og i TV 2 på tilfældige dage gennem hele 2022.

Ligesom tallene fra DMJX og andre optællinger har vist, så fandt hun også, at kun mellem hver tredje og fjerde kilde er en kvinde, at uligheden er en del højere, når vi taler om eksperter, at kvinder mest bruges som erfaringskilder – altså som nogle, der skal fortælle om følelser og oplevelser – og at både mandlige og kvindelige journalister først og fremmest vælger mænd som kilder. Dog vælger mandlige journalister oftere mænd.

Boldsen ville også have målt på andre køn, men de var helt fraværende i nyhedsdækningen.

Man kan let finde sjove eksempler på ensidigheden og de blinde vinkler i medielandskabet.

Som indslaget i TV Midt Vest om nøgenkalendere med kvinder, hvor en mandlig journalist, en mandlig fotograf og en mandlig redigerende har lavet et indslag med fire mænd på forskellige arbejdspladser, der ikke mener, at der er et problem.

Én af dem mener, det vil være censur at tage kalenderne ned, en anden fortæller, at de aldrig har fået klager, og en tredje, at det er en kultur, "man ikke kan lave om på."

Indslagets femte og sidste kilde er også en mand: den administrerende direktør i arbejdsgiverforeningen Tekniq, som har lanceret kampagnen mod kalenderne.

Giver et sådant indslag ikke et lidt forvrænget billede af virkeligheden? Det giver i hvert fald kun én side af sagen, og kampagnen er jo netop sat i gang, fordi det er svært at få kvindelige lærlinge, hvilket man jo virkelig godt forstår, når man har set indslaget.

Selvom man ikke skulle tro det, så er der noget, der er blevet bedre i de seneste år: Vi ser næsten ikke male panels længere.

Det viser, at man sagtens kan forbedre kønsfordelingen, hvis man vil, og det er også min egen erfaring.

Rikke Viemose

I udsendelser som "Besserwizzerrne", "Presselogen" og "Debatten", hvor det tidligere ofte kun var mænd, der klogede sig, er det en sjældenhed i dag. På avisernes debatsider ser vi også en meget mere ligelig kønsfordeling end tidligere.

Det viser, at man sagtens kan forbedre kønsfordelingen, hvis man vil, og det er også min egen erfaring. Da min mand og jeg sammen lavede et USA-program for det hedengangne Radio24syv i Washington DC i 2010-11, gjorde vi det til en vane at have fokus på netop køn og diversitet i vores kildevalg.

Efter hver udsendelse lavede vi en statistik over det og evaluerede. Kunne vi have valgt andre kilder? Var der en god grund til, at lige netop dette program blev meget mandetungt?

Det tvang os til at ændre fokus og til ikke altid at vælge de kilder, vi kendte. Vi havde sjældent problemer med at finde kvindelige kilder, og det skabte meget mere spændende programmer.

Så let var det faktisk. Hvis du er redaktør og læser med her, så er du velkommen til at stjæle vores metode.