"Status quo er ikke en mulighed for de små museer"

Af Peter Thor Andersen
Museumsdirektør på Øhavsmuseet i Faaborg

Hvor landets største museer ser ud til at kunne klare sig i en ny virkelighed med mindre offentlig støtte, så er de mindste museer mere pressede end nogensinde før.

Peter Thor Andersen
Øhavsmuseet i Faaborg

Netop nu kulminerer debatten om fremtiden for Danmarks statsanerkendte museer, når kulturminister Mette Bock (LA) den 25. januar indbyder politikere og museumsverden til et fælles stormøde om fremtidens statslige tilskudssystem.

Ministeren har flere gange erklæret, at hun ønsker at gøre op med et system, hvor kulturkronerne fordeles ud fra tradition og historie, snarere end ud fra konkrete politiske prioriteringer. Men udsigten til forandringer kan være skræmmende.

Vi ved, hvad vi har – men ikke, hvad vi får. Mange frygter derfor, at der med forandringer vil følge en masse dårlige ting. De taler derfor for en status quo, hvor vi lader tingene være, som de er.

Problemet er bare, at status quo ikke længere er en mulighed. Den offentlige støtte falder, mens forventningerne og kravene stiger. Samtidig har museerne forandret sig enormt meget bare de sidste 10 år, og der er endnu større forandringer på vej.

Jeg vil derfor gerne vende det om. Jeg siger: Hvis vi intet gør, så sker der en masse dårlige ting. Jeg håber derfor, at kulturministeren vil have held til at gennemføre forandringer.

Det gælder ikke mindst i spørgsmålet om, hvilken fremtid vi ønsker for de mindste museer i yderområderne. Gør man intet, spår jeg, at flere af dem med årene vil lide en stille død. Det er derfor afgørende, at man politisk tager stilling til, hvilken rolle de mindre museer skal spille i fremtiden, og hvordan det bliver til virkelighed.

Afstanden mellem små og store museer vokser
De seneste 10 år er den samlede omsætning på de cirka 100 museer steget med omtrent 30 procent, og det selvom de offentlige tilskud ikke vokser, tværtimod. Mange museer er nemlig blevet dygtigere til at rejse fondsmidler og tjene penge selv igennem øgede besøgstal og nye erhvervssamarbejder.

Tal fra Slots- og Kulturstyrelsen viser således, at mens det for 10 år siden var 60 procent af museernes indtægter, der kom fra det offentlige, så er tallet i dag nede på omkring 40 procent.

Det er dog primært de større museer, der har løftet deres egenindtjening de sidste 10 år. Mens de 25 største museer i snit har løftet deres egenindtjening fra 50 procent til 75 procent af deres samlede budget, så udgør egenindtjeningen på de 25 mindste museer blot 20 procent, hvilket omtrent er det samme som for 10 år siden.

Det betyder, at afstanden mellem de mindre og de større museer vokser. Hvor landets største museer ser ud til at kunne klare sig i en ny virkelighed med mindre offentlig støtte, så er de mindste museer mere pressede end nogensinde før. Hvordan forholder kulturministeren sig til det?

Hvad vil kulturministeren med de mindste museer?
De mindste statsanerkendte museer deler i vid udstrækning en række udfordringer:

De ligger ofte (men ikke udelukkende) i yderområderne i fattige kommuner og oplever ofte stagnerende eller faldende offentlige bevillinger; de har heller ikke kunnet forøge egne indtægter (gæstebetaling og fonde mm.); de har ikke del i den generelle publikumsfremgang, som overvejende tilfalder museerne i de større byer; de har i modsætning til mange af de øvrige museer ikke fusioneret med andre museer siden kommunalreformen i 2007. Dertil kommer, som en afledt konsekvens, manglende ressourcer til at investere i ny formidling, forskning og bevaring.

Derfor er der flere mindre museer blandt de museer, som får kritik i Slots- og Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger.

Det er en række strukturelle udfordringer, som kan være meget svære at løse for den enkelte leder! Der er derfor brug for, at man politisk tager stilling til, hvilken fremtid man ønsker for de mindste museer, og hvordan man hjælper dem med at komme derhen. Gør man ikke det, så risikerer vi, at flere af de mindste museer slet ikke vil have en fremtid.

Den lokale museumsopgave er forandret
For snart to år siden beskrev jeg i Berlingske, hvordan de seneste årtiers centralisering og urbanisering har skabt en helt ny rolle for museerne uden for storbyerne, der i dag skal udvikle lokalsamfundet i stedet for alene at udstille den lokale historie.

I takt med, at indbyggere og arbejdspladser siver væk fra de mindre byer, er der nemlig mange steder kommet større lokalpolitisk opmærksomhed på det lokale museum, der skal bidrage til et rigt kulturliv, der kan tiltrække nye skatteborgere, arbejdspladser og turister.

Historisk har det lokale museum de fleste steder opfattet sig selv som en slags mini-nationalmuseum, der skulle fortælle den lokale historie, men i den nye virkelighed må museerne i højere grad differentiere sig med fokus på forskellige temaer eller historiske perioder.

Museerne bliver nemlig herved i højere grad interessante for andre end blot de lokale, dvs. både danske og udenlandske turister. Det betyder, at vi i fremtiden formentlig kommer til at se flere såkaldte specialmuseer, ligesom vi i dag kender Vikingeskibsmuseet i Roskilde eller Herregårdsmuseet på Djursland. Det er en udvikling, vi allerede ser flere steder, og som jeg tror kun vil blive forstærket over de kommende år.

En national plan for de lokale museer
Men ét er, hvilken udvikling man kan iagttage. Noget andet er, hvilket museumslandskab man politisk ønsker?

Skal danskerne i provinsen fortsat have mulighed for at gå på det lokale museum?

Skal de fortælle Danmarkshistorien med et lokalt udgangspunkt – eller skal de i højere grad udvikles til specialmuseer med en klar profil, der adskiller dem fra de øvrige museer?

Er nogle museer simpelthen for små – og bør de derfor slås sammen, ligesom man har sammenlagt en lang række museer siden kommunalreformen i 2007?

Bør nogle museer overgå til at være foreningsdrevne eller kommunale museer og dermed miste statsstøtten, men også fritages for museumslovens mange krav og regler?

Kunne man forestille sig en koordineret national indsats, eventuelt sammen med en eller flere af vores private fonde, for at skabe en ”værktøjskasse”, der kan udvikle forretningsgrundlaget for de mindste museer til gavn for hele museumsområdet?

Mulighederne er mange. Men status quo er ikke en af dem!