Redaktørens skrivebord

JUNI: Hver måned fortæller Altinget: magasins redaktør, Esben Schjørring, hvad der ligger på hans skrivebord. Både det fysisk konkrete og på hans laptop. Hvilke bøger, artikler, podcasts, foredrag og debatter fra den store verden han har mellem hænderne, i ørene eller foran øjnene lige nu.

I starten af sidste måned meldte USA’s præsident, Donald Trump, sit land ud af atomaftalen med Iran. Og hvad handler det om? Det analyserede Stephen M. Walt, amerikansk Harvard-professor i sikkerhedspolitik, i en stor artikel i Foreign Policy.

Og det korte svar er, at det handler om krig og om endnu en regime change-mission i Mellemøsten. Walt var allerede, inden den begyndte, en hård kritiker af Irakkrigen, og hans artikler fra dengang kan læses som profetier for det morads af destabilisering og anarki, der fulgte efter invasionen i 2003.

Nu ser han så skitserne til en gentagelse, denne gang i Iran. Om man er enig med Walts analyse eller ej, tilstunder der dog et vigtigt journalistisk spørgsmål: Hvordan stiller Danmark sig til en potentiel regime change-krig? Sikkerhedspolitisk er vi tættere knyttet til Storbritannien og USA end kontinentalt Europa, men vi har stemt i, når Merkel og Macron har sagt, at EU vil fastholde aftalen med Iran. Så hvor går vi hen?

Jeg håber, at vi her i magasinet inden jul kan præsentere et interview med den amerikanske techforsker James Williams fra Oxford University. Han har netop udgivet bogen Stand Out of Our Light: Freedom and Persuasion in the Attention Economy, og han var forbi David Runcimans podcast Talking Politics.

Hans pointe er, at det ikke så meget er data – og dermed private data – der er problemet eller kernen i for eksempel Facebooks forretningsmodel, men vores opmærksomhed. Dermed bliver vor tids spørgsmål ikke ét om informations-management, men om opmærksomheds-management. Inden bogen er læst og interviewet lavet, anbefaler jeg, at man lytter til Williams i Talking Politics.

Netflix har netop udgivet en fem episoders dokumentar, Bobby Kennedy For President, og den er – med undtagelse af sidste afsnit – faktisk ret god.

Retfærdigt eller ej blev han kendt som den hårde og kyniske af brødrene Kennedy, nok fordi han holdt sig i baggrunden af sin storebror, John, og var hans kampagneleder og sidenhen justitsminister, selvom han havde lovet ikke at takke ja til en post.

Dokumentaren følger ham fra en – muligvis strategisk begrundet – lunkenhed over for borgerrettighedsbevægelsen til kampagnen for at blive Demokraternes præsidentkandidat i 1968 baseret på et vælgermæssigt kludetæppe af minoriteter. Der er både ukendte scener og interviews med Robert Kennedy og kendte, men dybt rørende sekvenser som det overvældende bifald, han fik på konventet i 1964 som en tsunami af sympati efter mordet på John.

Til sidst forfalder dokumentaren til spekulationerne om, at der også i snigmordet på Robert var en second shooter og en større konspiration, der stod bag. Her havde det været mere interessant at tage fat på den splittelse i det demokratiske parti mellem identitetspolitik og en bredere koalition af vælgere, som den dag i dag præger partiet.

Uden at gøre det til et eksplicit tema fremstilles Robert F. Kennedy netop som politisk figur, der kunne have forenet det politiske projekt om minoriteternes ret og Demokraternes gamle base i den hvide arbejderklasse, som fra Reagan og frem ofte stemmer republikansk. Det er lidt ærgerligt, men se Bobby Kennedy for President alligevel.

Jeg har pillet Marshall McLuhans Understanding Media: The Extensions of Man fra 1964 ned fra hylden et par gange den seneste måneds tid.

McLuhan var egentlig litteraturprofessor, men blev kendt for sine teorier om kommunikationsteknologi og medier, og med sin mærkelige stil – af hans arvtager Nicholas Carr beskrevet som “et syretrip nedfældet af en bureaukrat” – og vilde indsigter er han blevet en af mine nøgler til at forstå, hvad medier egentlig gør ved deres samfund.

McLuhans centrale indsigt er, at det ikke er et medies indhold, der er afgørende for dets effekt, men mediet selv. Da han skrev sin bog, var tv om noget det nye medie, og hans pointe var, at det ikke var det eller det program på fjernsynet, der betød noget, men at det, der virkede på fjernsyn – fra sport til journalistik til politik – efterhånden blev bestemmende for alting fra sport til journalistik til politik. “The medium is the message,” sagde McLuhan.

I dag er det så alle og enhvers og altings evne til at kunne blive kommunikeret på de sociale medier, der er definerende for magt og politik. Det prøver jeg på at skrive nogle artikler om den kommende tid.

Forrige artikel En udflytters dagbog: Mange af dem, der arbejder i København, er alligevel jyder, så det er sgu lidt det samme En udflytters dagbog: Mange af dem, der arbejder i København, er alligevel jyder, så det er sgu lidt det samme Næste artikel Tidligere forebyggelseschef: Politikerne går uden om de mest effektive tiltag Tidligere forebyggelseschef: Politikerne går uden om de mest effektive tiltag
Redaktørens skrivebord

Redaktørens skrivebord

SEPTEMBER: Hver måned fortæller Altinget: magasins redaktør, Esben Schjørring, hvad der ligger på hans skrivebord. Både det fysisk konkrete og på hans laptop. Hvilke bøger, artikler, podcasts, foredrag og debatter fra den store verden han har mellem hænderne, i ørene eller foran øjnene lige nu.

Ambassadøren

Ambassadøren

KARRIERE: ”Man lever livet lidt mere intenst, når man skal forholde sig til sine egne vaner. Når Netto ikke lige ligger rundt om hjørnet, og kødpølsen ikke ligger på hylde tre, hvor man plejer at finde den,” lyder det fra Danmarks nye ambassadør i USA, Lone Dencker Wisborg.