Redaktørens skrivebord

2018 er ikke kun 100-året for Første Verdenskrigs afslutning; det er også 10-året for finanskrisens udbrud. Såvel krigen som krisen markerer afslutningen på lange perioder med vækst og politisk stabilitet. Og fælles for begge er også, at deres årsager og konsekvenser først bliver klare i retrospekt.

For finanskrisens vedkommende har den britiske forsker Adam Tooze skrevet en ny bog – Crashed: How a Decade of Financial Crisis Changed the World – og den blev anmeldt for noget tid siden af Financial Times’ Martin Wolf. En anmeldelse, der ikke efterlader nogen tvivl om, at Toozes bog skal læses (og vi har sat jagten ind på et interview med ham til et kommende nummer af Altinget: magasin).

Wolf understreger, i hvor høj grad vor tids politiske omvæltninger og sammenbrud kan læses som konsekvenser af finanskrisen og den måde, den blev håndteret på. Operationen lykkedes, men spørgsmålet er, om patienten ender med at dø af eftervirkninger som sammenbrudt tillid, modsætningen mellem euroen og de europæiske nationalstater og Kinas fremfærd. Vi vender tilbage med Tooze og får hans bud.

En af redaktørens tilbagevendende favoritter, den britiske professor, sportsskribent og podcastvært David Runciman, holdt for nyligt et kort, men dybt foredrag om sin nye bog Sådan ender demokratiet, som jeg anmeldte i sidste nummer af Altinget: magasin.

Har man ikke haft tid til at læse den, kan man få en lynintroduktion til en af hans væsentlige pointer: At vi på 100 år er gået fra demokratier, hvor de fleste var unge, mens den politiske elite var aldrende og velhavende, til et demokrati, hvor det sidste stadig passer, men hvor det øvrige samfund også er aldrende og velhavende. Demokratisk politik handlede for 100 år siden om unge mennesker, der havde fremtiden for sig; i dag handler det om ret gamle mennesker, der har fremtiden bag sig.

Og det er, som Runciman siger, det nye, og hvor det ender, ved vi ikke. Har man en fornemmelse af, at politik er blevet kustoderi i et museum og ikke eventyr på åbent hav, finder man noget af årsagen der.

Slow Burn er tilbage. Jeg kunne nærmest ikke tro det, da jeg så på vært Leon Neyfakhs Twitter, at der allerede var en ny sæson.

Efter den helt igennem formidable sæson om Watergate, som jeg må have hørt fire eller fem gange, har Slow Burn-holdet nu kastet sig over Bill Clintons skandaleombruste præsidentskab. Modsat Watergate har jeg jo oplevet Clinton, Whitewater og Monica Lewinsky-sagen, og faktisk gør Neyfakhs genfortælling netop derfor endnu mere indtryk, fordi der er så mange ting, jeg havde glemt eller husket forkert.

Hvor Watergate var den retfærdige skandale, så var Clintons, der endte med en impeachment-sag om, hvorvidt han havde fortalt sandheden om sit forhold til Monica Lewinsky, den uretfærdige skandale. Og historien om Clintons tid bliver på den måde ikke kun en afsøgning af den politiske skandales medie- og partibårne anatomi, men også historien om et republikansk parti og en konservativ bevægelse, der påbegyndte en selvdestruktiv radikaliseringsproces.

En malstrøm, der bestemt ikke er blevet mindre intens siden da, selvom der stadig er kloge og ordentlige amerikanske borgerlige. Men de varmeste anbefalinger herfra – jeg er Slow Burn-listener, og det bør du også blive.

Find Slow Burn på de sædvanlige podcastkanaler.

Og nu vi er ved republikanske politikere og partiets tendens til det rabiate: John McCains død påkaldte sig naturligt nok stor opmærksomhed og mange flotte nekrologer. I lyset af Trump kaster alle – selv den meget upopulære George W. Bush – tidligere toprepublikanere lange nostalgiske skygger. Længst af alle McCain, der holdt ved sin ordentlighed i et parti, der blev mere og mere vildt.

Men Trump eller ej, hørte McCain også til en neokonservativ bevægelse, der særligt med Irakkrigen beredte den vej brolagt af en ret forståelig vrede mod det republikanske establishment, som til sidst blev den, ad hvilken Trump kunne indtage Det Hvide Hus.

Og selvom han sikkert fortrød – det gjorde hans tætteste rådgivere – Sarah Palin som sin VP-kandidat, så vil det for altid stå på McCains CV, at det var ham, der løftede den radikale inkompetence frem i forreste række i amerikansk politik.

Det har Paul Berman fra Tablet Magazine skrevet en fin artikel om – McCain som den sidste romer i den amerikanske republik.