Redaktørens skrivebord

Mit absolutte yndlingsdebatprogram er Intelligence Squared. Formatet er løftet fra de angelsaksiske universiteters debatkultur. To hold debatterer for og imod en påstand. Publikum har stemt inden og stemmer igen, efter at debattørerne har argumenteret mod hinanden. De, der har flyttet flest stemmer over til sig selv, har vundet.

For nylig var det så Ian Bremmer og Yascha Mounk (begge interviewet tidligere på året her i magasinet), der stod over for Andrew Keene, forfatter og iværksætter, og forsker fra Brookings Alina Polyakova for at diskutere, om tech river demokratiet for hinanden. Bremmer og Mounk mener ja, Polyakova og Keene mener nej.

Debatten om teknologi og civilisation er mindst 150 år gammel, men det interessante her var, at debatten kom til at handle meget om sammenhængen mellem arbejde og anerkendelse. For hvad nu, hvis det politiske svar på de jobs, tech fjerner, bliver borgerløn, mens vejen til genuin menneskelig værdighed og social anerkendelse går gennem det at have et arbejde? Se med, og bliv klogere.

For et års tid siden udfoldede Dansk Folkepartis Peter Skaarup sig som filosof i et at ugebrevene til partiets medlemmer. Her skrev han, at begreber som sandt og falsk, god og ond, ingen plads havde i politik – det havde kun følelser og holdninger. For mig har det været en af nøglerne til at forstå ikke alene Dansk Folkeparti, men dansk politik i det hele taget.

Nu er den britiske samfundsforsker og idéhistoriker William Davies så aktuel med bogen Nervous States: How Feeling Took Over The World, som blev anmeldt på London School of Economics Review of Books for nylig. Og lad det være sagt med det samme: Den lyder virkelig interessant.

Titlen spiller selvfølgelig på dobbeltbetydningen af ”states” som tilstand og stat, og Davies argumenterer for, at følelsernes indtog i politik har en forhistorie, der rækker meget længere tilbage – og også meget videre – end til Trumps overraskende valgsejr for et par år siden. Napoleon, Gerasimovdoktrinen, markedsgørelsen af viden og information via nettet.

Vi vender tilbage med Davies og hans bog, så snart vi kan. Indtil videre er LSE’s anmeldelse anbefalelsesværdig.

Lidt i samme boldgade faldt jeg over en ret fed radioudsendelse på BBC, der så nærmere på, hvordan information og især falsk information kan bruges strategisk – såkaldt bevæbnet information – og måske særligt hvorfor.

Det er jo noget, vi hurtigt kommer til at tænke på som et særligt digitalt fænomen opfostret af nettet og sat i anvendelse af populister og østeuropæiske troldefabrikker. Men Phil Tinline og gæster – blandt en af mine personlige favoritter, den russisk-engelske journalist, forfatter og think tanker Peter Pomerantsev – trækker trådene meget længere tilbage i den politiske historie: Den russiske revolution, 1930’ernes Tyskland, den klandestine kamp mellem CIA og KGB under Den Kolde Krig.

En væsentlig pointe undervejs er, at der er en sammenhæng mellem frembruddet af nye teknologier (radio, tv, nettet) og perioder med disinformation og falske nyheder. På den måde er der også en opbyggelig pointe: Der bliver med tiden udarbejdet nye veje og kriterier for tilstræbt objektivitet og begrundet tillid. Slå et smut forbi BBC, og hør med.

Apropos populisme: ovre på netmediet Unherd har britiske John Gray – politisk tænker og essayist – skrevet en skarp analyse af, hvordan populisme også er blevet en behændig undskyldning for de traditionelle centrum-højre- og centrum-venstre-partier til ikke at erkende deres eget ansvar for, at det liberale demokrati er under pres over alt i Vesten. Det er særligt lighedstegnet mellem globalisering og det liberale samfund, han underkaster et syrebad af kritik.

Han har også et skarpt blik for, at identitetspolitik, særligt i den venstreorienterede variant med sin nidkære patruljering af, hvem der siger hvad og hvordan, bliver den logiske konsekvens af en liberalisme, der har glemt sine rødder i balancen mellem tolerance, personlig frihed og orden.

Gray er en både elegant og flabet skribent, der vender begreberne rundt og taler om ”post-truth liberalism” og ”alt-liberalism”, og har man ikke læst hans bedste bøger Black Mass og Straw Dogs, er artiklen i Unherd et godt sted at starte.