Redaktørens skrivebord

Ja ja, jeg ved det godt. David Runciman – den britiske idéhistoriker, du har mødt her i magasinet en del gange – kan ikke sætte pen til papir, uden at jeg bare skal anbefale det. Men hvad kan jeg gøre? Han har et blik på politik (og sport), som jeg på én gang deler og bliver overrasket over.

Det gælder også den her anmeldelse fra London Book Review of Books af Bob Woodwards nye Trumpbog, Fear. Det, Runciman lægger mærke til, er, at Trumpbogen skiller sig ud fra Woodwards andre bøger, idet samfundet uden om Det Hvide Hus denne gang er helt fraværende. Som om amerikansk politik med Trump er blevet reduceret til ”office politics”. Kampen mellem ministre, rådgivere og embedsfolk i verdens mest berømte kontor og mellem dem og deres chef, Donald John Trump, der hyrer og fyrer dem i en lind strøm, fylder det hele.

Det præger også medierne, der ikke kan følge med mængden af skandaler, der hver for sig havde kæntret ethvert andet præsidentskab; det samfund, der valgte Trump til deres politiske leder, er forsvundet fra fokus. Runciman noterer, at klichéen om reality-tv som sindbilledet på Trump som præsident er sand. ”Dramaet er organiseret rundt om en række konfrontationer, hvor alt lader til at være sat på spidsen, og intet alligevel er alvor. Hver episode slutter med, at nogle bliver, mens andre sendes hjem”. Godt set.

Læs selv med her: www.lrb.co.uk/v40/n19/david-runciman/i-didnt-do-anything-wrong-in-the-first-place

Det er virkelig sjældent, jeg kommer i biografen, men her den anden dag, så jeg Spike Lees bittersøde, tragikomiske drama “BlacKkKlansman”. Den baserer sig på den ret så vilde, men også sande historie om den afroamerikanske politibetjent Ron Stallworth, der blev medlem af og infiltrerede Ku Klux Klan i slutningen af 1970’erne.

I Lees film bliver den vanvittige historie om det sorte medlem af klanen en større prisme til forståelsen af USA’s lange og smertefulde historie med racisme. En historie, der endnu ikke er slut.

Filmen er en sær og humoristisk blanding af blaxploitation og et gribende opråb til alle om at opgive tribalismen. Det er et tilbagevendende problem, at undertrykte minoriteter må gøre det karaktertræk, de bliver undertrykt på baggrund af – deres hudfarve, seksualitet, etnicitet – til præmissen for det fællesskab, der er nødvendigt for at bekæmpe undertrykkelsen. Sådan fastholdes kvinder, homoseksuelle og sorte som ’kvinder’, ’homoseksuelle’ og ’sorte’ netop der, hvor de kæmper for deres ret til at være individer som alle andre.

For mig at se – og det er også Lees stille og aldrig overgjorte pointe i filmen – er det liberale demokrati den eneste model, der tillader en vej ud af det paradoks ved at tilbyde alle en status af at være borger, hvis rettigheder skal beskyttes. Og selv de hvide er aldrig bare hvide. Rons hvide makker, der spilles med en uafrystelig og tyst følsomhed af Adam Driver, genopdager sin jødiske baggrund, mens han som Stallworths udsendte muldvarp med de andre klanmedlemmer spyr om sig med antisemitiske skældsord. Hos Lee venter der et større og mere retfærdigt – og mere festligt! – fællesskab på den anden side af identitetspolitikken. Smukt.

Se den i biografen, men fang traileren her: www.youtube.com/watch?v=pFc6I0rgmgY

Har du ikke fået hørt BBC’s historie-detektiv-pod om den jødiske menneskerettighedsadvokat Philippe Sands’ jagt på, hvad der egentlig skete med den tyske SS-officer Otto von Wächter, der flygtede til Rom fra retsforfølgelse for massemord i Ukraine, så gør det.

Sammen med – og det giver fortællingen en sær dimension af skæbnens ironi – von Wächters søn, Horst, opklarer Sands en større intrige med CIA- og KGB-spioner, Vatikanet og gamle fascister.

Ingen spoilere her. Det er givet fra begyndelsen, at Otto von Wächter døde i Rom i 1949, inden han nåede at komme ombord på rottelinjen, båden til Sydamerika, hvor flere ex-nazister forsvandt til. Bare en stor anbefaling herfra. Ingen kan fortælle historie som briterne.

Find The Ratline på de sædvanlige podcastkanaler.

Den russisk-britiske forfatter og journalist Peter Pomerantsev påpeger i et nyt essay det skred, der ligger som en risiko for os, når de store fortællinger fra det 20 århundrede – det liberale demokrati, holocaust, kapitalisme og kommunisme – står tilbage i ruiner.

”At være republikaner plejede at betyde, at man var anti-Kreml. Nu kan det lige så let betyde det modsatte,” bemærker han, og han undrer sig, at Israels premierminister ikke har nogle kvababbelser over at besøge Ungarns Viktor Orban, der fører kampagne mod George Soros med utilslørede antisemitiske budskaber.

Læs Pomerantsevs rapport fra et ørkesløst landskab, hvor vi går rundt og sparker lidt til vragdelene fra den gamle verden. Det er ovre på The American Interest: www.the-american-interest.com