Redaktørens skrivebord

En verdensorden uden USA – hvordan bliver det lige?

Kort før jul sidste år mødtes Adam Tooze, den britisk-amerikanske historiker bag finanskrisebogen Crashed, med den amerikanske historiker og sikkerhedspolitiske tænker Robert Kagan til en livedebat på den amerikanske tænketank Brookings Institution. Og det er simpelthen en af de mest interessante debatter om geopolitik, jeg har hørt og set længe.

Klichéen lyder, at europæere er ‘thinkers’, mens amerikanerne er ‘doers’, og det passer fint her. Tooze analyserer godt, mens Kagan er god til at formulere politik (og han er også blevet langt klogere end de vilde dage som neokonservativ bragesnakker i nullerne). Begge er gode til at give historisk kontekst, og de er ikke så uenige, som man kunne tro.

En vigtig pointe, også for en dansk kontekst, er, at de begge peger på, hvor sammenfiltret den globale økonomi er, samtidig med at den kendsgerning overhovedet ikke er forankret i den politiske debat, hvor identitetspolitik og værdikamp dominerer totalt.

Dermed fejrer USA og Europa ikke deres fælles sejre – for eksempel at finanskrisen ikke førte til total nedsmeltning – og gør derfor spillet meget let for interne illiberale kræfter hjemme og autoritære regimer ude til at udpege fejl og mangler.

Kina bliver den nye aktør, alle må få et reflekteret forhold til: Skal det være en fuld økonomisk og militær front som under Den Kolde Krig, eller skal vi afkoble økonomien og handle sammen, men føre en skarp militær linje? Tjek debatten ud på YouTube.

Konspirationsteorier og digitale medier. Er der en sammenhæng?

Det spørgsmål tager de op ovre på reallifemag.com. Udgangspunktet er YouTube, der ligesom Facebook er blevet presset ud i at ændre på algoritmerne, så brugerne – og måske særligt unge mennesker – ikke bliver suget ind i en malstrøm af dårlig information.

Men spørgsmålet er, om det ikke mere er sangeren end sangen, der er problemet? Altså, at det i virkeligheden handler mindre om data- eller informationskvaliteten, end om det forhold, vi får til virkeligheden ved at gå via digitale medier.

Her fokuserer redaktør Rob Horning på flow – det at vi hele tiden får tilbudt en ny video eller en ny opdatering, der skal fange vores opmærksomhed.

Det er faktisk ret interessant, fordi det slår en bro til gammelmediet tv, som også spekulerede i flow. Her er pointen, at flow i sig selv indebærer, at det konkrete program (opdatering eller video) egentlig ikke er mere værd end et stop på vejen til mere. Og hvis der er noget, Facebook og YouTube er mere interesseret i, end at du får noget værdifuldt, er det, at du bliver hængende lidt længere. Så du kan blive eksponeret for flere reklamer og afgive lidt mere data.

Sådan underminerer YouTube og social media i hjertet af deres forretning selv værdien af god information, og måske derfor lever dårlig information – inklusive flat earth-teorier og russisk paranoia-propaganda – så godt på nettet. Og hvis det er sådan, så er det selvfølgelig et stort problem for demokratiet i en tid, hvor ingenting er noget, før det kan postes. Tjek analysen ud her.

Går liberale kommentatorer og analytikere illiberale politikeres ærinde, når de begynder at bruge de samme begreber og logikker som dem?

Ja, det mener den tyske idéhistoriker og populismeteoretiker Jan-Werner Müller, der i marts/april-nummeret af Foreign Affairs har skrevet et længere essay betitlet "False Flags".

Hans pointe er, at vor tids nationalister fra Trump over Orbán til Brasiliens Bolsonaro i virkeligheden slet ikke er nationalister, men populister, der bare betjener sig af nationalismens sprog til at splitte befolkningen i "os" og "dem". Og det er vigtigt, fordi liberale tænkere dermed kommer til at bidrage til populisternes ærinde, når de taler om nationalismens genkomst.

Jeg gav Müllers bog om demokratiets historie i det 20. århundrede fem af seks stjerner her i magasinet, men den her analyse er både slap og tendentiøs.

Hans udpegning af det illiberale og antipluralistiske hos populistiske politikere er god nok. Men at globaliseringen af kapital, teknologi, mennesker og risici udfordrer nationalstaterne og borgerne, ikke skulle være en reel beskrivelse af den politiske virkelighed, virker mere som ønsketænkning end sober analyse.

Müller hører selv til på den venstreliberale fløj, og her har man svært ved at acceptere, at nationalstaten stadig er rammen om egentligt demokrati. Mens man hos det nye højre har svært ved at acceptere, at globaliseringen er sket, og nationalstaten ikke kan vende tilbage til fordums styrke. Det er her, dilemmaet i vores tid ligger: Vi kan ikke undvære nationalstaten, men dens politiske slagkraft er for lille i en globaliseret verden. Men tjek selv analysen ud her.