Redaktørens skrivebord

Hvis du ikke abonnerer på den britiske podcast The Hive, er anbefalingen hermed givet videre. Over ti afsnit fokuserer podcasten på digital teknologi og de politiske og samfundsmæssige konsekvenser af den.

Jeg er særligt glad for episode tre med forfatteren og thinktankeren Jamie Bartlett. Her tager han først et opgør med forestillingen om, at digital teknologi skulle have et iboende demokratiserende potentiale, som vil føre til en politisk revolution i autoritære regimer. Her noterer han, at den modsatte tendens gør sig gældende, hvilket det kinesiske social credit-system er et udmærket eksempel på.

Dernæst ser han med stor bekymring på konsekvenserne for liberale demokratier; for mens digitaliseringens autoritære tendenser drives af regeringerne i lande som Kina og Rusland, drives de af befolkningerne i det liberale Vesten.

Her bliver mere overvågning og mere registrering drevet af krav til politikerne om sikkerhed, sundhed og forebyggelse, og hvor digital teknologi hurtigt virker endnu mere tiltrækkende, fordi de lover høj effektivitet for billigere penge.

Den dynamik – hvor vi beholder de demokratiske institutioner og idealer, men underminerer dem i et mærkeligt miks af det effektive og det illiberale – kan man også genkende variationer af i en dansk kontekst.

FIND THE HIVE PÅ DE SÆDVANLIGE PODCASTKANALER.

Ivan Krastev har over de seneste par år etableret sig som Europas bedste politiske tænker – ikke mindst på emnet Europas fremtid. Det har han vel især opnået gennem sin enestående psykologiske forståelse af politik, og fordi han som østeuropæer også kan se ’Vesten’ udefra.

I længere tid er der gået rygter om en ny bog fra hans pen – ‘The Light That Failed’, som titlen lyder, i hvert fald i annoncer på Amazon – og kan man som jeg ikke rigtig vente til efteråret, kan man allerede nu få en forsmag.

I et essay i en publikation fra de svenske institutioner Utrikespolitiska Instituttet og Swedish Institute for European Studies, der lige nu florerer på nettet, har Krastev set nærmere på fænomenerne ’universalisme-træthed’ og ’efterlignings-frustration’.

Begge dele er socialpsykologiske reaktioner i Østeuropa på tiden efter Murens fald, hvor de netop frigjorte østeuropæiske lande ganske vist frivilligt ville kopiere det liberale demokrati og fri markedsøkonomi, men i samme ombæring gjorde Vesteuropa til skolelærere, der kontrollerede, at pensum var blevet tilstrækkeligt indlært. Og skolelæreren er i Krastevs optik mindre EU, som det er et Tyskland, der i EU så en vej til endegyldigt at rense sig for fortidens synder og i den ånd har udbredt en modstilling mellem det liberale demokrati og national stolthed.

Krastev ser østeuropæisk illiberalisme som en tyndt politisk, filosofisk skind trukket ud over modstand mod tyskdrevet postnationalisme. Det er Krastev classic, og jeg glæder mig ikke ligefrem mindre, til han kommer på bog til efteråret.

Men tjek det selv ud her.

Ulighed – globalt, europæisk og nationalt – bliver uden tvivl en stedse mere dominerende dagsorden. Ikke mindst har det givet vind i sejlene for venstrefløjen i det demokratiske parti i USA og i Jeremy Corbyns version af Labour i Storbritannien.

I den anledning har et par år gammelt essay af den østrigske Stanfordprofessor Walter Scheidel cirkuleret i mit Facebookfeed. Scheidels claim to fame er hans bog fra 2017, ‘The Great Leveler’, som essayet i The Atlantic er en udløber af.

For spørgsmålet i dag er jo, hvad kollektiv handling egentlig formår, når det kommer til at skabe lighed, og her er Scheidels svar lige så kort, som det er deprimerende: ikke meget. Historisk set er det kun krig, epidemi, revolutioner og fejlslagne stater, der i korte perioder har øget ligheden i verdens samfund.

Det er en provokerende og interessant tese af mange grunde; en af dem er, at det understreger, at vores værdier ikke går op i et harmonisk hele: fred, velstand, sundhed og demokrati fører ikke til mere lighed. Eller som Scheidel skriver, ”store reduktioner af ulighed er kun fremkommet i sorgens kølvand”.

Læs med her.