45 borgmestre i kritisk opråb til regeringen: Nye tilskudsregler spænder ben for grøn omstilling af landbruget

Lavbundsprojekter risikerer at gå i stå, når der ikke længere kan gives tilskud til at udtage naturområder, lyder det i et kritisk brev fra 45 borgmestre til flere ministre. Ministerium ser med alvor på bekymringen og kigger på en løsning.

Foto: Naturstyrelsen
Hjalte T. H. Kragesteen

Knap halvdelen af landets borgmestre retter nu hård kritik mod regeringen.

I et fælles brev kritiserer de, at Landbrugsstyrelsen for nylig har meldt ud, at det ikke længere er muligt at få tilskud til at udtage naturarealer i forbindelse med lavbundsprojekter.

Beslutningen bliver af borgmestrene beskrevet som et ”unødigt benspænd”, der er ”særdeles kritisk” for de lavbundsprojekter, man arbejder på at gennemføre over hele landet.

Borgmester i Vesthimmerland Per Bach Laursen (V), der er medunderskriver på brevet, beretter om store konsekvenser for udtagning af lavbundsjord i det nordjyske.

”Vi kan se nogle kæmpe udfordringer for de projekter, som lodsejerne har vist interesse for. De vil køre af sporet, hvis der ikke kommer hjælp udefra,” siger han og fortsætter:

”Vi har rigtigt meget lavbundsjord. Men jeg forventer ikke, at der kommer nogen udtagninger.”

Brevet er sendt til både miljøminister Lea Wermelin (S), fødevareminister Rasmus Prehn (S) samt klimaminister Dan Jørgensen (S), der alle arbejder for at indfri det helt centrale mål fra efterårets landbrugsaftale om at udtage 100.000 hektar lavbundsjord. Det skal gavne både klima, natur og miljø.

Opråbet kommer efter, at Landbrugsstyrelsen den 9. marts meldte ud, at man fra 2023 ikke længere vil give kompensation til at udtage landbrugsarealer, der har status som natur.

Problemet er – påpeger borgmestrene – at en stor del af de egnede områder for udtagning også indeholder §3-beskyttet natur. Ifølge brevet vil ændringerne betyde, at kompensationen til lodsejerne bliver reduceret fra 36.000 kroner per hektar i dag til 0 kroner fra 2023. Problemet bliver ifølge brevet forstærket af, at rød bloks har indført et forbud mod at gødske og sprøjte §3-beskyttede naturarealer.

0:000:00