Derfor finder vi det helt oplagt, at man i Danmark, i tilfælde af at arbejdet med en kommende forordning forsinkes eller helt sættes i bero, i langt højere grad fokuserer på de målsætninger, der allerede gælder, og som vi er langt fra at være i mål med - nemlig de forpligtelser, som følger af EU's naturdirektiver.

Her ligger Danmark i bunden i forhold til at sikre gunstig bevaringsstatus for arter og naturtyper, og der er et stort potentiale for at opnå positive resultater for natur og biodiversitet, hvis man vel at mærke finder midlerne til at prioritere indsatsen. 

Fra Landbrug & Fødevarer har vi i samklang med en række andre interessenter i årevis peget på, at Natura 2000-indsatsen i høj grad har lidt under en problematisk mangel på virkemidler og værktøjer.

Omfanget af nationale midler, der er blevet målrettet til at sikre arter og naturtyper på private arealer, har været meget begrænset. Derfor har indsatsen i meget høj grad været båret af midler fra EU's landbrugspolitik med de indbyggede benspænd, der vil være for naturindsatsen, når pengene følges af krav om en landbrugsaktivitet. 

Mange private lodsejere er gået helhjertet ind i de ordninger, der trods alt har været til rådighed. Men hensynet til det særlige og det sårbare har været svære at honorere, ligesom midlerne til eksempelvis facilitering og lodsejerkontakt i kommunerne har været alt for sparsomme. 

Hvis vi skal vende udviklingen for biodiversiteten, vil det kræve en helt ny politisk prioritering af området. 

Der er nødt til at være en accept af, at en indsats for naturen koster penge.

Anders Panum Jensen
Miljødirektør, Landbrug & Fødevarer

Ikke kun i form af skåltaler og tilkendegivelser, men i form af handling der tager fat på de udfordringer, som vi allerede kender. 

For det første er der nødt til at være en accept af, at en indsats for naturen koster penge. Det gælder både målrettet omlægning af arealer til natur samt forvaltningstiltag og plejeindsatser.

Der skal afsættes tilstrækkelige nationale midler til, at indsatsen i vores Natura 2000-områder kan få et løft, så arter og naturtyper kan opnå gunstig bevaringsstatus. 

For det andet er der behov for at gøre op med de barrierer for naturindsatsen, som gentagne gange er påpeget af både os og andre interessenter, herunder Danmarks Naturfredningsforening.

Landmænd og skovejere kan i dag være bekymrede for at indgå i nye naturprojekter, fordi lovgivningen reelt kan betyde, at bedriften pålægges restriktioner, hvis naturindsatsen lykkes. Det bør naturligvis ændres. 

For det tredje er hele spørgsmålet om arealanvendelse og synergier også dybt aktuel i forhold til natur- og biodiversitet. 

Hvis vi skal sikre mere plads til naturen, er det oplagt at se på, hvordan man kan skabe mere og bedre natur på de op mod 100.000 hektar lavbundsarealer, som skal tages ud og omlægges som led i klimaindsatsen. 

Udfordringen lige nu er, at der ikke er afsat midler til også at tænke naturværdierne ind i de projekter.

Hvis man fra start afsætter ressourcerne til at samtænke de forskellige formål, vil det i mange tilfælde være muligt at optimere udtagningsprojekterne – også i forhold til natur og biodiversitet.

Men har man omvendt ikke fokus på synergierne fra begyndelsen, er der en stor risiko for, at det bliver padderne, orkideerne og insekterne, der står tilbage som taberne. 

Som ejere eller forvaltere af en stor del af de eksisterende og potentielle naturarealer er landmændene helt centrale brikker, når naturindsatsen skal opskaleres.

Det er helt afgørende, at der bliver taget et opgør med de skævheder, der er i vores naturlovgivning.

Anders Panum Jensen
Miljødirektør, Landbrug & Fødevarer

Rigtig mange landmænd vil gerne være med til at gøre en indsats og vil gerne gøre det på den rigtige måde. 

Derfor er det helt afgørende, at der bliver taget et opgør med de skævheder, der er i vores naturlovgivning, så vi sammen kan få vendt udviklingen for biodiversiteten. 

Vi skal lykkes med at give naturen meget bedre plads ved siden af en effektiv og konkurrencedygtig fødevareproduktion.

Der er mange brikker, der skal falde på plads. Men der er ingen tvivl om, at vejen frem går via dialog, positive incitamenter og samtænkning samt en helhjertet, økonomisk prioritering.