Tidligere Randers-borgmester er ny direktør for familiefond

Forhenværende borgmester i Randers Kommune Claus Omann Jensen er ny administrerende direktør i familiefonden Færchfonden.

Claus Omann Jensen
Claus Omann Jensen (49) Kommende adm. direktør, Færchfonden, Salgs- og marketingsdirektør, Verdo, fhv. borgmester (V), Randers Kommune

Fra 1. august skal Claus Omann Jensen stå i spidsen for Færchfonden som ny administrerende direktør.

Det skriver Færchfonden i en pressemeddelelse. 

Færchfonden støtter iværksætteri, erhverv og kultur i Nordvestjylland. Derudover støtter fonden blandt andet organisationerne Læger uden Grænser, Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors.

Med Claus Omann Jensen i spidsen får familiefonden en profil, der kender til arbejdet med vækst i det jyske. 

Han er nemlig tidligere Venstre-borgmester i Randers Kommune fra 2013 til 2017, hvor han blev valgt ind med 7.668 personlige stemmer.

”Færchfondens klare mål er at skabe et økosystem i verdensklasse for iværksætteri og vækst i Nordvestjylland. Vi har en stærk platform med blandt andet SoundHub Denmark og Holstebro Udvikling P/S, og med Claus Omann Jensen har vi fundet den helt rigtige profil til at folde vores strategi fuldt ud. Han har bevist, at han kan skabe byudvikling i stor skala via sin erfaring i Randers Kommune," siger formand i Færchfonden Annemette Færch. 

Claus Omann Jensen kommer fra en stilling som salg- og marketingsdirektør i forsyningsvirksomheden Verdo, hvor han har været ansat siden 2018. 

Med sin nye stilling lægger han både forsyning og politik på hylden for at bygge bro mellem erhvervslivet og det kommunale.

"Færchfonden har en klar strategi om at skabe vækst, iværksætteri og lokal tiltrækningskraft i Nordvestjylland. Jeg ser meget frem til at bygge videre på et stærkt fundament og bygge bro mellem erhvervslivet og det kommunale for at gøre det endnu mere attraktivt at bosætte sig i Nordvestjylland, både som virksomhed og privatperson," siger Claus Omann Jensen om ansættelsen.

Claus Omann Jensen er uddannet cand.merc.jur. fra CBS. 

dahlberg@altinget.dk

Tilbage til navnenyt »

Prøv arbejdsmarked gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Gratis prøveabonnement