Von der Leyens store tale om Europa afslører også alt det, EU ikke kan

BRUXELLES: Det startede med lidt af en sejrsdans. EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen brugte de første mange minutter af sin årlige store tale om EU’s tilstand på at hylde sig selv og europæerne for at være endt i spidsen af det vaccinekapløb, som Unionen ellers bare for nogle måneder siden fik skyld for at være taberne i.

Men efter hun var færdig med at klappe sig selv på ryggen, kom hun også til at tegne et billede af et Europa, der er presset på mange områder, og som står lidt alene i verden.

Godt nok var der glæde over økonomisk vækst og flere nye tiltag i posen fra kommissionsformanden i den timelange tale, som hun onsdag holdt foran EU’s folkevalgte i Europa-Parlamentet i Strasbourg.

Hun vil have smidt 50 milliarder euro i bedre pandemi- og kriseberedskab over de næste fem år. Hun foreslår et slags Erasmus for unge jobsøgende, så de kan få arbejdserfaring fra et andet land. Hun vil sende europæerne ind på markedet for mikrochips, som der er global mangel på lige nu, ved at skabe ”europæisk chip-økosystem” fra udvikling til produktion. Hun foreslår en europæisk medielov, der skal beskytte journalister, og en lov om vold mod kvinder, der skal gøre verden sikrere for dem både offline og online. Hun vil have forbudt at indføre varer til det indre marked, der er fremstillet ved hjælp af tvangsarbejde.

Men det var også en tale, der fokuserede meget på, hvor EU er udfordret.

Vil udfordre Kina

Von der Leyen foreslår en europæisk pendant til Kinas såkaldte Bælt og Vej-initiativ, hvor kineserne på stor skala i årevis har investeret i infrastruktur og byggeprojekter i udviklingslande på tværs af kloden og derfor nu sidder på vigtige forbindelsesled langt uden for deres egne grænser.

Med forslaget om en såkaldt Global Gateway vil hun gå kineserne i bedene, men med ”en værdibaseret tilgang”, som hun beskrev det i talen. Beskeden er dog klar. EU-Kommissionen føler sig presset af kineserne ude i verden og har det skidt med, at de så tydeligt sidder på strategisk infrastruktur.

”Vi er gode til at finansiere veje. Men det giver ikke mening, at Europa finansierer en perfekt vej mellem en kinesisk-ejet kobbermine og en kinesisk-ejet havn. Vi skal være klogere, hvad angår den slags investeringer,” som hun formulerede det.

Mere forsvarsunion

Det samme gælder på én af talens andre helt store omdrejningspunkter, forsvarsområdet. Kommissionsformanden var meget klar i mælet om, at EU skal kunne gøre mere, særligt i lyset af situationen i Afghanistan, hvor den uordentlige exit fra Kabul virkelig tog europæerne på sengen. Hun efterlyser en europæisk forsvarsunion. Hun siger, at det er på tide, at EU tager skridtet videre.

Hun viser dog også en vis afmagt, når hun i samme åndedrag erkender, at Unionen allerede har en del forsvarsinstrumenter. De bruger dem bare ikke.

Du kan have de mest avancerede styrker i verden, men hvis du aldrig er parat til at bruge dem, hvad nytter de så? Det, der har holdt os tilbage hidtil, er ikke bare mangel på kapacitet. Det er mangel på politisk vilje.

Ursula von der Leyen
EU-Kommissionens formand

Siden 2007 har EU haft såkaldte kampgrupper på omkring 1500 tropper fra forskellige lande, som vil kunne blive sendt ud med kort varsel, hvis EU’s ministre giver grønt lys. Det er dog aldrig sket i praksis. Derfor skal der mere til, før man begynder at tale om nye fælles europæiske indsatsstyrker og lignende, sådan som mange har gjort i reaktion på det, som de så som amerikanernes svigt af deres allierede ved udtrækningen fra Afghanistan.  

”Du kan have de mest avancerede styrker i verden, men hvis du aldrig er parat til at bruge dem, hvad nytter de så? Det, der har holdt os tilbage hidtil, er ikke bare mangel på kapacitet. Det er mangel på politisk vilje,” som von der Leyen selv pointerede.

Et kontroversielt topmøde

Den politiske vilje vil hun nu have fremmanet ved at sætte lederne for de 27 EU-lande stævne for at diskutere forsvarspolitikken.

Det sker i samarbejde med den franske præsident, Emmanuel Macron, og vil komme til at foregå ved et topmøde i Frankrig til næste år.

Det interessante er bare, at det slet ikke er hendes rolle at indkalde til den slags møder. Faktisk bliver det af kilder i Bruxelles set som ikke så lidt af en provokation.

Topmøder er det normalt forbeholdt formanden for EU-chefernes klub, Det Europæiske Råd, at indkalde til. Det er også ham, der normalt lægger den strategiske linje for, hvornår EU-lederne taler om hvad.

Men Ursula von der Leyen og belgiske Charles Michel, der sidder på den post, kommer notorisk dårligt ud af det med hinanden, og det skyldes ikke bare, at han lod hende stå og flagre uden en stol ved et fælles topmøde med Tyrkiet tilbage i foråret.

I månedsvis har der lydt opfordringer til, at de to ”kom ud af sandkassen”, som nogle Bruxelles-kilder lidt opgivende beskriver deres infight.

Med det ser altså ikke ud til, at det ligger lige for, og det er et problem ikke bare for de to ledende EU-personligheder, men også for samarbejdet som helhed.

Ingen gentagelse af flygtningekrisen

Så er der den anden side af diskussionen om tilbagetrækningen fra Afghanistan, nemlig migration.

Det var noget af det allerførste, EU-landene begyndte at diskutere, efter Kabul faldt. Og efterlysningerne af et europæisk svar på, hvordan man undgår en gentagelse af flygtningekrisen i 2015, hvis afghanerne begynder at forlade deres land i stort antal, kom meget hurtigt.

Samtidig oplever EU, at lande som Hviderusland aktivt bruger migrationspolitik som pressionsmiddel ved at dirigere migranter fra Mellemøsten og Afrika mod grænsen til Litauen, Letland og Polen.

Von der Leyen mener selv, at hendes Kommission har givet svaret på asylproblematikken i den såkaldte migrationspagt, hun lagde på bordet for snart præcis et år siden. Problemet er bare, at EU-landene tydeligvis ikke er enige med hende, eftersom der – som hun konstaterer – kun er gjort ”uhyre langsommelige fremskridt” i processen med at finde fælles fodslag om de nye regler.

”Så længe vi ikke kan nå til enighed om, hvordan vi skal styre migrationen, vil vores modstandere fortsat gå efter at ramme os netop der,” sagde von der Leyen.

Svaret på, hvordan man kommer videre derfra, blæser i vinden.

De europæiske værdier

Det samme kan man sige om de problemer, hun fremhæver i sin tale, med overholdelse af Unionens demokratiske spilleregler. Uden at nævne hverken Polen eller Ungarn, som i særklasse er dem, der er Unionens største problembørn på det område, fik hun gjort klart, at frie valg, frie domstole og frie medier er noget, som alle EU-lande har forpligtet sig til at overholde, da de trådte ind i samarbejdet.

Von der Leyen har på det seneste skruet bissen betydeligt på over for de to lande. Hun har startet sager mod dem og tilbageholder også betydelige milliardsummer fra EU’s store genopretningsfond.

Indtil videre har det ikke virket. Og det er svært at se en vej ud af kniben.

Både her, og på alle de andre spørgsmål, som hendes tale rejser.