Efterretningstjenester delte ulovligt data om danskere i årevis
ULOVLIGT: Politiets Efterretningstjeneste fik uden retskendelse gennem en periode på mindst fire år overvågningsoplysninger om danske statsborgere, som Forsvarets Efterretningstjeneste havde indhentet.
Andreas Krog
RedaktørPolitiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) havde i mindst fire år et ulovligt samarbejde om udveksling af overvågningsoplysninger om danske statsborgere.
Det fremgår af årsrapporterne fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne om de to tjenesters arbejde i 2018.
Konkret handlede samarbejdet om, at PET uden retskendelse kunne få adgang til oplysninger om personer bosiddende i Danmark, som FE havde indhentet som rådata i forbindelse med tjenestens efterretningsvirksomhed rettet mod forhold i udlandet. Når PET selv indhenter oplysninger af den slags, så kræver det en retskendelse.
Tilsynet meddelte den 28. juni 2018 PET og FE, at den pågældende praksis ikke havde hjemmel i hverken PET- eller FE-loven. Tjenesterne besluttede derfor at indstille det konkrete samarbejde. På det tidspunkt havde tjenesterne udvekslet oplysninger i mindst fire år.
Tilsynet er et særligt uafhængigt kontrolorgan, der blev oprettet i 2014 og består af fem medlemmer, der er udpeget af justitsministeren efter forhandling med forsvarsministeren.
Formanden, der skal være landsdommer, er udpeget efter indstilling fra præsidenterne for Østre Landsret og Vestre Landsret, mens de øvrige medlemmer er udpeget efter drøftelser med Folketingets Udvalg vedrørende Efterretningstjenesterne. Landsdommer Michael Kistrup fra Østre Landsret er i øjeblikket formand for tilsynet.
Tilsynet bistås af et sekretariat, der i udøvelsen af sit hverv alene er undergivet tilsynets instruktion.
PET vil ikke oplyse, hvor længe det ulovlige samarbejde har fundet sted, da justitsministeren og forsvarsministeren er blevet bedt om at redegøre for sagen over for Folketingets kontroludvalg med efterretningstjenesterne.
Forventer en forklaring
I Dansk Folkeparti undrer man sig over, at samarbejdet mellem de to tjenester kan have fundet sted i mindst fire år.
”Det er naturligvis noget, vi forventer at få en forklaring på i kontroludvalget,” siger Dansk Folkepartis medlem af kontroludvalget Søren Espersen.
I Enhedslisten er man rystet over, at samarbejdet mellem de to efterretningstjenester har stået på i årevis. Ifølge partiet er det et eksempel på et stigende generelt problem.
”Det viser det problematiske i, at Forsvarets Efterretningstjenester spiller en stadig større rolle i Danmark, og at der efterhånden kører rigtig mange danskere gennem FE's maskineri,” siger Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm.
Læs hele historien på Altinget: forsvar her.