Christian Skov: Derfor kredser Vermund som en sulten grib, når Venstre vandrer

KOMMENTAR: De borgerlige er ikke kun splittet på økonomisk politik, men også mellem det, vi kan kalde, centrum og periferi eller elite og folk. Pernille Vermunds Støjberg-kampagne er blot seneste tegn på det markante ideologiske opbrud i blå blok, skriver Christian Egander Skov.

Det er næppe tilfældigt, at man for nyligt kunne se Pernille Vermund (NB) posere med Inger Støjberg (V) på de sociale medier.

Venstre er på vandring, og Vermund kredser som en sulten grib med et skarpt blik over, hvad partiet måtte efterlade. Da hun kort efter iværksatte en indsamling til fordel for den tidligere integrationsminister – en indsamling som kun én Venstremand har støttet – var det et signal om, at hun hvert øjeblik kunne dykke ned og tage en ordentlig luns.

Et af de klareste træk ved borgerlig politik de sidste 20 år, er den pertentlige finsortering af vælgere og ideologiske positioner. Borgerlige er ikke kun splittet på økonomisk politik, men også mellem det, vi kan kalde, centrum og periferi.

I centrum findes dem, der opfatter sig selv som knyttet til samfundets økonomiske og kulturelle udvikling. I periferien dem, der oplever sig distanceret. Nogle gange taler vi også om elite og folk, anywheres og somewheres. Men uanset hvilke begreber, vi sætter på virkeligheden, har skellet skabt markante ideologiske opbrud. Afstanden mellem centrum og periferi opfattes ofte som moralsk. Det gør koalitioner og samarbejde vanskeligere. Her går man ikke på kompromis. Her bliver man kompromitteret.

I 2001 var det mere simpelt. Der fandtes tvillingesøstrene V og K; der fandtes DF, der havde været en ugleset fætter, men nu kom ind i varmen. De skabte en VKO-blok med VK som den nominelle kerne, men med VO-aksen som det egentlige og bærende, der placerede borgerligheden i en kompromissituation mellem centrum og periferi og i forhold til den økonomiske politik.

Men så kom modreaktionen. Dels blev De Radikales tilhørsforhold til centrum-venstre uomtvistelig. Dels var der stærke beklagelser særligt hos K, der ønskede det, de kaldte ordentlighed eller anstændighed: en afstandtagen til periferiens demotiske karakteristika. Men K var låst til kompromiset og således kompromitteret. Derfor opstod Ny Alliance, der grundlæggende var et forsøg på at etablere en borgerlig midterpolitik, der helt identificerede sig med centrets værdier.

Snart blev det til LA, der imidlertid var udtryk for et helt andet oprør mod det borgerlige kompromis, nemlig dets økonomiske politik.

Som et faldent imperium, der engang havde dækket et uhyre område, og nu måtte se sine grænseområder delt op mellem de unge nationer, blev det igen De Konservative, der måtte betale. Man havde været det mest liberale af de borgerlige partier, nu røg partiets mange liberale vælgere til Liberal Alliance.

Den borgerlige midterpolitik var igen stendød. Eller rettere VO var den borgerlige midterpolitik.

Men den store finsortering fortsatte. Særligt efter VKOs fald i 2011. Lars Løkke Rasmussen havde ikke sin forgængers evne til at bygge bro mellem centrum og periferi. Nok så mange, nok så menneskelige fejl kunne ikke udslette indtrykket af, at Lars Løkke repræsenterede centrets teknokratiske liberalisme. Måske havde vælgerne heller ikke glemt Lars Løkkes ansvar for den kommunalreform i 2007, der lagde store dele af Danmark øde.

Fra begyndelsen af 10’erne blev centrum-periferi-distinktionens latente geografiske komponent stadig mere åbenlys. De utilfredse udkantsvælgere gik til DF, der hidtil havde formået at kanalisere periferiens politiske anerkendelseskrav. Det foregående årtis tilnærmelse mellem V og DF havde gjort afstanden mellem de to partier kort at vandre. Og nu vandrede vælgerne. Der kom et gult Danmark. I 2015 blev DF det største borgerlige parti.

Dette stillede Venstre i en vanskelig position. På den ene side forsøgte man at gardere sig. Blandt andet gennem Inger Støjberg og udflytning af offentlige arbejdspladser. Men samtidig blev det stadig mere klart, at Venstre var blevet dybt splittet i spørgsmålet om centrum-periferi.

I dag ser det ud til, at den splittelse har styrket dem, der ville ”finde tilbage” til partiets sande rødder i en globalt indstillet, værdimæssig progressiv liberalisme.

Og Venstres bevægelse væk fra periferien er blevet styrket af forskydningerne inden for periferien selv. DFs flirt med Socialdemokratiets og dets håndtering af flygtningekrisen i 2015, har drevet vælgerne væk. Mange af dem tilbage over midten til Socialdemokratiet. Nu er DF rådvildt.

Til gengæld er kommet Nye Borgerlige, der tog stemmer fra DF og LA*. I Venstre opfattes NB som en labil politisk kraft, man ikke kan basere en regering på. Stram Kurs entré gjorde det ikke bedre. Periferien havde måske spændt sin bue for hårdt. Lars Løkke markerede opgøret med periferien ved folketingsvalget, da han rakte ud til Socialdemokratiet og tog et eksplicit opgør med de nye højrepartier. Han knækkede lansen på det, men drømmen er ikke død.

Som Benny Damsgaard skrev for nyligt, har Socialdemokraternes nye position muliggjort en ny politisk koalition mellem Venstre og Radikale.

Et V-R samarbejde, der reducerer den øvrige højrefløj til halehæng, har historisk været en drøm for dele af Venstre. Det var denne drøm, der skabte Liberalt Centrum i 1965, Hartlings tilnærmelse til De Radikale ved Svanninge-talen samme år – og i sidste ende Venstres enegang og kortvarige regeringssamarbejde under samme Hartling i 1970’erne.

Ja, det er en gammel drøm. Men også en farlig drøm.

En afgørelse fra Venstres side til fordel for centrum vil afgørende svække det borgerlige Danmark, hvis styrke er afhængig af koalitionen mellem centrum og periferi. Det vil placere Socialdemokratiet i en særdeles fordelagtig position, hvor det kan gå helt uden om den selverklærede midte og appellere direkte til de skuffede borgerlige vælgere i periferien for hvem den teknokratiske liberalisme er en ideologisk modstander og som i bedste fald er nogenlunde indifferent over for borgerlig økonomisk politik.

* I første version af indlægget stod der, at Nye Borgerlige halverede LA, hvilket ikke er korrekt.

-----

Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'.

Forrige artikel Pelle Dragsted: Socialdemokratisk løftebrud er starten på en ny Dong-skandale Pelle Dragsted: Socialdemokratisk løftebrud er starten på en ny Dong-skandale Næste artikel Johanne Dalgaard: Tror S igen på fantasien om markedets magiske evner? Johanne Dalgaard: Tror S igen på fantasien om markedets magiske evner?
Alle partier står bag aftale om genåbning: Her er hovedpunkterne

Alle partier står bag aftale om genåbning: Her er hovedpunkterne

FASE 4: Restauranter må holde længere åbent, men forsamlingsforbuddet består, og hårdt ramte brancher skal fortsat have hjælp. Det er nogle af hovedpunkterne i den aftale, regeringen netop har landet med alle Folketingets partier. Se dem alle her.