Dagens overblik: Venstre-folk kræver Løkke og Jensens afgang

NYHEDSOVERBLIK: Navngivne Venstre-medlemmer står for første gang frem og kræver ledelsens afgang efter en turbulent måned for partiet. Få overblikket over dagens vigtigste politiske historier her. 

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Godmorgen og velkommen til Altingets politiske nyhedsoverblik.

Dagens første historie kommer fra Venstres bagland, der efter ugers uro i partiet nu kræver ledelsens afgang:

Både formand Lars Løkke Rasmussen (V) og næstformand Kristian Jensen (V) bør trække sig fra deres respektive poster og give pladsen videre til nye kræfter.

Sådan lyder det i en kronik i Jyllands-Posten underskrevet af Bent Jørgensen (V), der er byrådsmedlem i Roskilde Kommune, og Kåre Ghisler Fuglsbjerg (V), der er næstformand i Venstre-afdelingen Roskilde Midt.

”Mener Lars Løkke Rasmussen – belastet af utallige møgsager, lav troværdighed, elendig ledelse og med to valgnederlag som statsminister i bagagen – virkelig, at han skal have en tredje chance? Mener Kristian Jensen – med to fejlslagne kupforsøg og et skuffende personligt valg – virkelig, at han er det bedste, Venstre har at byde på i fremtiden?” skriver de to kronikører.

Det er første gang, at navngivne folk fra Venstre-baglandet kræver ledelsens afgang. Kronikkens forfattere suppleres af flere andre Venstre-folk, der ligeledes i Jyllands-Posten fortæller, at hovederne nu bør rulle.

”Der er skabt fløjdannelser inden for Venstre, og det kan vi ikke bruge til noget. Fløjene vil fortsætte, hvis ikke både formanden og næstformanden bliver skiftet ud,” siger Svend Møller Sørensen (V), medlem af hovedbestyrelsen og kommuneforeningsformand i Skanderborg.

Frederiksen skal i samråd om Rossens rolle
Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har bedt statsminister Mette Frederiksen (S) troppe op på et åbent samråd for at forklare sig i sagen om ansættelsen af stabschef og særlig rådgiver Martin Rossen. 

Det skriver Berlingske.

Venstre-næstformand Kristian Jensen er en af de oppositionspolitikere, der savner svar på en række spørgsmål angående oprettelsen af det nye politiske sekretariat i Statsministeriet.

”Hvis der er en uenighed på et område, er det så en afdelingschef med fagligt ansvar, eller er det stabschefen med politisk ansvar, der trumfer?” spørger Kristian Jensen.

Der er endnu ikke sat dato på samrådet.

Frederiksen: USA bliver mere aktiv på Grønland
Statsminister Mette Frederiksen forventer, at USA får en større tilstedeværelse på Grønland i de kommende år.

Det fortalte hun mandag aften på et pressemøde i forbindelse med sin rejse på Grønland. Det skriver DR.

”Vi kan allerede nu sige, at det at få amerikanerne knyttet endnu tættere til det, der foregår i vores del af Arktis – altså rigsfællesskabet – er afgørende. Og et endnu stærkere strategisk samarbejde landene imellem er vigtigt, både set med grønlandske og danske briller,” sagde Frederiksen på pressemødet.

Grønland er blevet et aktuelt politisk emne i forbindelse med det forestående besøg fra præsident Donald Trump. Hvis du vil forstå, hvorfor alle taler om øen nu, kan du høre Altingets podcast om emnet lige her.

Læs også

Bramsen: Trumps krav koster 10 milliarder om året
Når (og hvis) Donald Trump indfinder sig i Danmark 2. og 3. september, vil han sandsynligvis gentage sit krav om, at Danmark skal øge sine forsvarsudgifter til at udgøre to procent af bruttonationalproduktet.

Det vil kræve en tilførsel til Forsvaret på 10 milliarder kroner om året. Og det er der ikke umiddelbart udsigt til, fortæller forsvarsminister Trine Bramsen til Jyllands-Posten.

”For kort tid siden har vi hævet forsvarsbudgettet yderligere. Lige nu står jeg med en kæmpe opgave bare i forhold til at udvide forsvaret til de 1,5 procent, som vi har besluttet. Tingene skal jo også ske i den rigtige rækkefølge,” siger hun til avisen.

Traditionelle kønsroller gælder i Folketinget
Når de folkevalgte mænd og kvinder i landets vigtigste forsamling skal fordeles ud på Folketingets mange udvalg, har de traditionelle kønsroller stadig afgørende betydning.

Det viser en gennemgang af de nye udvalg, som Altinget har lavet.

Her bliver det tydeligt, at mænd fortsat i højere grad end kvinder tager sig af finans- og udenrigspolitik, mens kvinder håndterer blødere emner som børn, ældre, sundhed og ligestilling.

"Der er en kønnet arbejdsdeling i Folketinget, som bliver ved med at blive reproduceret," siger hun Christina Fiig, der er lektor i køn og europæisk politik ved Europastudier under Aarhus Universitet.

Du kan se kønsfordelingen i samtlige udvalg lige her.  

Transportminister undersøger gratis kollektiv trafik
I går fremlagde Dansk Folkepartis klimaordfører, Morten Messerschmidt, et ønske om at gøre den kollektive trafik gratis i Danmarks fire største byer.

Og nu vil transportminister Benny Engelbrecht (S) undersøge muligheder og konsekvenser af sådan et tiltag.

Det skriver Berlingske.

"Det er et meget dyrt forslag, som der heller ikke er anvist finansiering til," siger Engelbrecht, der har sat sine embedsmænd til at regne på sagen.

Det sker i dag

  • Klokken 11.00: Transportminister Benny Engelbrecht skal i åbent samråd og forklare, hvilke dele af den blå “Aftale om et sammenhængende Danmark” regeringen ønsker at gennemføre.
  • Klokken 16.00: Udenrigsministeriet og International Media Support er værter for en konference om sociale mediers betydning for stigmatiseringen af udsatte grupper og spredning af misinformation. Tech-ambassadør Casper Klynge er blandt deltagerne. 
  • De nordiske landes statsministre mødes på Island, hvor de blandt andet skal drøfte en styrkelse af samarbejdet på klimaområdet. Forbundskansler Angela Merkel deltager også. 
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00