David Trads: Amerikanerne og briterne kollapser i egen selvfedme

KOMMENTAR: Storbritannien og USA falder sammen med deres selvfede lederes uformåenhed. Deres systemer er simpelthen ikke i stand til at tage hånd om coronakatastrofen, skriver David Trads.

Lige så lang tid, jeg kan huske, har jeg set op til amerikanerne og briterne – for det var deres angelsaksiske kultur, der stod bag det meste af det bedste:

Det var dem, der opfandt det moderne demokrati; dem, som reformerede kristendommen og gav os oplysningstiden; dem, der sikrede det enkelte individ friheden over for nazismen og kommunismen; dem, der gav os Locke, Jefferson, Churchill, King, Orwell, Roosevelt, Shakespeare, Hemingway, The Beatles, Elvis Presley, Glastonbury, The Summer of Love, ja, dem, der gav os så uendeligt meget.

Det var briternes og amerikanernes optimisme og gå-på-mod, der inspirerede os – med deres "keep calm and carry on" og "just do it". Det var deres film, som bevægede os; deres forfattere, der gav os udsyn; deres sportsfolk, som fascinerede os; deres politikere, som vi følte os trygge ved, fordi vi vidste, at når det virkelig gjaldt, var de på vores side: Churchill, Thatcher, Blair og Truman, Kennedy, Reagan.

Det handlede aldrig om blind kærlighed og naiv loyalitet – for selvfølgelig handlede de store nationer langt fra altid korrekt. Tværtimod.

Listen over handlinger, de stod bag, som de fleste af os var imod, er lang. Det handlede derimod om, at vi vidste, at de ideelle værdier, som almindelige briter og amerikanere besidder, i den grad ligner vores.

Den angelsaksiske kultur begyndte, da store grupper fra det, vi i dag kender som Tyskland, drog mod De Britiske Øer for sådan cirka 1.500 år siden.

Her lagde de først grunden til det stærke britiske imperium og siden indirekte det endnu stærkere amerikanske imperium. Det transatlantiske samarbejde, som er hjørnestenen i det meste internationale samarbejde – Nato, FN, WTO og EU for den sags skyld – er baseret på samme system.

Men i dag er der ærligt talt ikke meget godt at lade sig inspirere af i de to nationer, som ellers har givet os så meget:

Briterne styres af Boris Johnson, en populistisk charlatan, som bidrog til at svække EU, da han fatalt ønskede at omdanne Storbritannien til et europæisk Singapore – og amerikanerne regeres af Donald Trump, en farlig populist, der med sin "America First"-doktrin, gør alt, han kan, for at smadre Vesten, som vi kender det.

Og i disse måneder ser vi resultatet af de to inkompetente lederes tåbelige tro på sig selv og afvisning af videnskaben:

For mens det kontinentale Europa i foråret fik nogenlunde styr på coronapandemien (bortset fra Sverige), var Storbritannien det sidste, som fik fladet kurven over nye tilfælde, og briterne er fortsat uden for det gode selskab, som myndigheder accepterer rejser til og fra.

I Nordamerika ser vi det samme, for mens Canada og Mexico fik god kontrol over corona, ja, så har USA endnu ikke fået fladet kurven, og amerikanere må lide den tort, at de reelt er uvelkomne hos os, fordi vi bange for, at de smitter.

Vi husker alle, hvordan Johnson og Trump slog corona hen, da den først ramte.

Deres langsommelighed i forhold til at lukke ned, deres laissez-faire over for medicinske eksperter og deres – især Trumps – barnagtige tro på, at de ved alt bedst, har tilsammen betydet, at deres lande og deres befolkninger hører til blandt dem, der er hårdest ramt.

Ud over de nationer, som blev ramt først og derfor ikke vidste, hvad de skulle gøre – Italien, Frankrig, Spanien (og Sverige af andre årsager) – er briterne og amerikanerne benhårdt ramt.

Med henholdsvis 658 og 388 døde per en million indbyggere har de seks og fire gange så høj dødelighed som danskerne. Håbløs politisk ledelse er konkrete årsager. Fallerede sundhedssystemer og deprimerende fattigdomsproblemer er systemiske.

Når man følger, hvordan Storbritannien og USA grundlæggende falder sammen under coronakrisen med deres selvfede lederes uformåenhed, og iagttager, hvordan deres systemer simpelthen ikke er i stand til at tage hånd om katastrofen, så er det svært ikke at blive deprimeret.

Dem, vi plejede at se op til, mister førerskabet. Det er, som om de er ved at falde sammen af vægten af deres egen storhedsvanvid. Som Edward Luce, forfatter til 'The Retreat of Western Liberalism', skrev i denne uge i Financial Times, er selve den angelsaksiske kultur ved at knække sammen – uden at de opdager det selv:

"Et halvt årtusindes historisk skønmaleri fortæller angelsakserne, at de per definition altid er på vinderholdet. Det forblænder deres evne til at se, hvordan resten af verden i stigende grad ser på dem – nemlig med både tristhed og en stigende lyst til at gøre nar af dem".

Lad os håbe, at de snart vågner – for jeg er helt sikker på, at verden bliver et værre sted uden britisk og amerikansk lederskab. Briterne har med Keir Starmer endelig fået en Labour-leder, som er et troværdigt alternativ, og amerikanerne har ved valget i år chancen for at vælge Joe Biden og en tilbagevenden til normale tilstande.

-----

David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Lisbeth Knudsen: Lad coronakrisen være vendepunktet for politikerleden Lisbeth Knudsen: Lad coronakrisen være vendepunktet for politikerleden Næste artikel Johanne Dalgaard: Det løber mig koldt ned ad ryggen, at Sundhedsstyrelsen foreslår fertilitetssamtaler Johanne Dalgaard: Det løber mig koldt ned ad ryggen, at Sundhedsstyrelsen foreslår fertilitetssamtaler
For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

STRAF: I landets fem største kommuner har mere end 200 familier mistet børnechecken, fordi deres børn har haft for meget ulovligt fravær. Aarhus-rådmand kritiserer straffen for at ramme socialt skævt, mens holdningen i København er anderledes positiv.