Flemming Chr. Nielsen: Brug mig, som I vil – bare jeg har min mobiltelefon

Der er noget ynkeligt over en vindueskigger. En gren har flænget hans vindjakke. Jorden i et havebed har tilmudret hans sko. Han halter lidt, for engang er han faldet ned fra en gesims. Og før eller siden lægger en betjent lovens tunge hånd på hans skulder.

Men hvis han nu havde været en multinational koncern med speciale i mobiltelefoner og smart-tv, kunne han have imødeset en anderledes strålende fremtid med modedesignet jakkesæt og privatfly.

I stedet for at rende rundt i nattemørke skulle han bare have bedt sine ofre om at sætte et flueben i et dokument på 4-500 sider, før de tager deres mobiltelefon i brug. Da dokumentet er skrevet af titusind topadvokater, er det så kringlet og uforståeligt som det med småt i en forsikringspolice, og ingen af ofrene vil opdage, at de med deres flueben har lukket en vindueskigger ind i deres hjem.

Og hvis medier og politikere oplyser forbrugerne om, hvad de letsindigt har gjort, interesserer det dem ikke en døjt. Som fortidens indbyggere på en sydhavsø sælger de med glæde sig selv for en glasperle i skikkelse af en mobiltelefon eller et smart-tv.

Forleden – og det sker med jævne mellemrum – kunne medierne igen fortælle, at Google og Apple har folk ansat til at aflytte og nedskrive, hvad vi siger i vores telefoner. "Jeg har overhørt skænderier, samlejer samt almindelige samtaler," siger en af de teknologiske vindueskiggere til dagbladet Politiken.

Og for et års tid siden kundgjorde tv-producenten Samsung tilsvarende og på egen hjemmeside: "Vi gør Dem venligst opmærksom på, at hvis Deres sprogbrug omfatter personlige og andre følsomme informationer, vil også den information blive opfanget og videresendt til tredjepart via brugen af talegenkendelse."

Vi må kende din dialekt og din eventuelle læspen, for hvem vil have en sekretær, der kun forstår det halve af, hvad du siger? Sådan én er jo lige så blød i bolden som det perfekte æg.

Det er noget plumret, hvad meningen er. Faktisk lyder den lidt smådum, for hvis man opfatter sig som ekspert i talegenkendelse og ikke har skumle bagtanker, burde man vel også kunne genkende, hvad man ikke skal lytte til.

Lidt teknisk forklaret drejer de advokat-afslebne finesser sig om, at Samsung skal bruge de "personlige og andre følsomme informationer" til det samme som Google og Apple. Hvis du en dag siger "Vis mig en krimi" til Samsung, går der ikke mange sekunder … Og hvis du for eksempel har en iPhone, men ikke selv gider taste en SMS eller et telefonnummer, kan du allerede nu bede Siri gøre det. Hvis du har en Android, påkalder du bare Siris søster, der hedder Assistant.

Du har altså fået din egen personlige sekretær. Hvis du siger til hende, at hun skal spille noget Kim Larsen, gør hun også det. Eller hvis du vil vide, hvornår dit æg er blødkogt, klarer hun det.

Her er det så, at samleje-skriblerier kan falde i hænderne på de avancerede vindueskiggere og derfra brede sig til andre liebhavere. Hvis du glemmer at slå talegenkendelsen fra, kan det blive registreret, at du i sengen har brugt udtryk som dildo, viagra eller andet privat, og bedst som du en dag sidder på kontoret og læser en netavis, kan der pludselig dukke en målrettet reklame for viagra op på din skærm.

Du vil nok ikke slå hænderne sammen i begejstring over, hvad den moderne teknologi dog formår. Snarere vil du kigge dig over skulderen af frygt for, at der er kolleger, som grinende står og læser med om dine svagheder.

Men så er det for sent at fortryde din glasperle-fascination. Den fremtid, der venter os, bliver, som en datalog forklarede til dagbladet Information: "Vi er ved at lære os selv at komponere den musik, der får folk til at danse."

Men hvordan er det kommet så vidt? Jo, vindueskiggerne har en meget besnærende forklaring. Folk har ikke noget imod, at vi aflurer dem, for desto mere vi ved om stemmegenkendelse, desto bedre sekretærer kan vi tilbyde. Vi må kende din dialekt og din eventuelle læspen, for hvem vil have en sekretær, der kun forstår det halve af, hvad du siger? Sådan én er jo lige så blød i bolden som det perfekte æg.

Og da vores service efterspørges, accepterer kunderne naturligvis også, at de selv bliver forsøgspersoner for udviklingen af vores komplicerede software. De giver os deres privatliv og talefejl. Til gengæld giver vi dem et lykkeligere liv. Hvad ingen farao kunne drømme om, får den moderne forbruger. Vi komponerer, og forbrugeren danser.

Her burde klummeskriveren så evne at fremsætte en enkel løsning til inddæmning af privatlivet. Lad EU forbyde det snageri. Giv de nationale datatilsyn udvidede beføjelser. Og stik brevsprækkesnagerne en bøde, der gør ondt.

Men det er aldrig blevet et folkekrav fra forbrugerne, at de ikke vil aflyttes. Protesterne er spredte og tilfældige, for hellere udspioneres end undvære en mobiltelefon eller et smart-tv. Det private Stasi's indmarch i ens eget hjem giver ikke anledning til hongkongske protester.

Snarere er det, som hvis Stasi i sin tid havde fået det indfald at forære borgerne en daglig slikkepind, og før de spiste den sætte et frivilligt kryds i et dokument på 4-500 sider med elastiksprog om, at "personlige og følsomme informationer vil blive opfanget."

Dengang i DDR som nu i hele verden er det en accept af, at I kan bruge mig, som I vil – bare jeg har min slikkepind og min telefon.

-----

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.