Her er fem faste gæsters gode råd og anbefalinger til Folkemødet

TIPS OG TRICKS: Hvad må man for alt i verden ikke gå glip af, og hvad er vigtigt at vide, hvis man er ny på Folkemødet? Altinget har spurgt fem rutinerede folkemødegæster.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Emma Qvirin HolstAndreas ArpKasper Kaasgaard

Er du ny på Folkemødet, eller mangler du bare inspiration til, hvad du skal opleve?

Altinget har talt med fem faste folkemødedeltagere, der her deler deres anbefalinger, bedste råd og sjoveste minder.

Mette Abildgaard Mette Abildgaard, medlem af Folketinget og politisk ordfører for Konservative

Hvad vil du anbefale på Folkemødet?
"Jeg synes, at man skal komme til rød sangaften i Konservatives telt fredag aften klokken 18. Det plejer at være enormt festligt. Der er jo noget selvmodsigende i, at Konservative inviterer til fest med røde slagsange, men det er simpelthen en anerkendelse af, at de røde bare har mere slagkraftige sange, end vi borgerlige har. Det kan være, at vi næste år skal lave en skriveworkshop, hvor vi kan udvikle lidt på vores egne sange."

Hvad er dit bedste råd, hvis man er ny på Folkemødet?
"Man skal bruge Folkemøde-appen til at lægge et program, efter hvad man synes er interessant, men man må for alt i verden ikke lave det for tæt. Der skal være plads til de små impulsive overraskelser, hvor man bare stikker hovedet ind i et eller andet random telt og ender til en debat om et eller andet supernørdet, som man aldrig havde troet, at man skulle interessere sig for. Sidste år blev det for mit vedkommende et spontant oplæg om selvkørende biler. Det skal der være plads til."

Hvad er en af dine sjoveste eller bedste oplevelser fra Folkemødet?
"Jeg vil gerne fremhæve DM i Debat. Det er et af Folkemødets suverænt fedeste arrangementer. Jeg kan huske, at jeg har været til finaler, hvor stemningen har været på kogepunktet, og folk har stået med fadøl i hånden og heppet for vildt på dem, de har holdt med, mens argumenterne fik lov til at vinde frem. Det husker jeg som et højdepunkt på Folkemødet."

Martin Lidegaard Martin Lidegaard, medlem af Folketinget for Radikale

Hvad vil du anbefale på Folkemødet?
"Jeg vil gå til Klima- og Energi-scenen, som bliver stor i år, og som jeg også selv åbner torsdag. Klima blev det store tema i valgkampen, så derfor forventer jeg også mange mennesker og rigtig mange gode arrangementer."

Hvad er dit bedste råd, hvis man er ny på Folkemødet?
"Man skal sørge for også at have tid til at sætte sig ned et sted, drikke en øl og snakke. For mig handler Folkemødet om politisk samtale og politisk dialog, og det skal der være tid til. Så tag til de bedste arrangementer, men find også tid til at tale med alle de gode mennesker, der er til stede."

Hvad er en af dine sjoveste eller bedste oplevelser fra Folkemødet?
"Jeg har haft mange gode oplevelser, men jeg vil fremhæve den daglige morgenbadning i Allinge Havn. Her møder man de sjoveste politiske kollegaer tidligt om morgenen."

Maria Reumert Gjerding Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening
 
Er der noget særligt, du kan anbefale?
"I vores eget telt senere i dag fra klokken 14.15 til 16.45 holder vi en rådslagning om biodiversitet. Og det er noget helt nyt, vi prøver på, hvor jeg, næstformanden for Landbrug & Fødevarer, bonderøven Frank Erichsen, formanden for Arla og mange flere gerne vil inddrage publikum i nogle grupper, hvor vi fra nogle forskellige perspektiver skal diskutere, hvordan vi får mere natur i Danmark og får bremset biodiversitetskrisen. Det er en lang session, men alle får mulighed for at være med i forhold til at formulere de anbefalinger, vi kommer med til sidst. Det er lidt en satsning fra vores side for at gøre noget helt nyt, men hvor man bruger den her folkemødeånd, hvor vi faktisk inddrager folk til at sidde i nogle grupper sammen med os og diskutere de her spørgsmål."
 
Har du et godt råd til en, der er på Folkemødet for første gang?
"Det vil være, at man skal søge inde i programmet på nogle af de mennesker, man gerne vil høre i de forskellige debatter. For det her er også en mulighed for borgerne for at få en direkte dialog med både politikere, organisationsfolk og virksomhedsledere, hvis man har noget på hjertet. Folkemøde er jo tænkt, som at man får en direkte adgang til politikere og alle mulige andre, og det synes jeg, at man skal bruge."
 
Har du et sjovt minde, som du vil dele med os?
Sidste år lavede jeg også noget, der også var ret utraditionelt og vildt sjovt. Jeg plukkede en høne med Martin Merrild i bogstavelig forstand. Vi stod på scenen og plukkede fejrene af en høne, mens vi talte sammen og diskuterede nogen af de store dilemmaer. Det var ret sjovt.

Nu har Folkemødet været her i mange år, og tiden er løbet af de der diskussioner med fire jakkesæt, der står og er kloge. Man er simpelthen nødt til at gentænke de koncepter, som vi kommer med."

Søren Espersen Søren Espersen, folketingsmedlem og næstformand, Dansk Folkeparti

Hvad vil du anbefale til årets folkemøde?
”Det vigtigste for os i Dansk Folkeparti er jo Kristian Thulesen Dahls tale på scenen lørdag klokken 13. Vi kommer til at spille og synge lidt inden da. Selv har jeg et par quizarrangementer blandt andet hos Ekstra Bladet med Özlem Cekic.

Og så skal jeg være en del hos Hjemmeværnet på deres kutter.”

Har du et godt råd til folk, der skal på Folkemødet for første gang?
”Det er at bruge lidt tid på at læse Folkemødeavisen. Hvis man sejler fra Ystad, ligger den på færgen, og det er altid godt at orientere sig der. Så det vil jeg anbefale.”

Hvad er din sjoveste oplevelse fra Folkemødet?
”Min vildeste folkemødeoplevelse er dengang, jeg blev helbredt af Hella Joof med sommerfugleterapi. Jeg havde haft spændingshovedpine igennem flere år, og det var slut efter den terapi. Jeg aner til i dag stadig ikke, hvad hun gjorde. Hun læste et digt op af Inger Christensen, mens der stod en og malede nogle sommerfugle. Det var meget mystisk, men det hjalp altså.”

Selina Juul Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand, Stop Spild af Mad

Hvad vil du anbefale til årets folkemøde?
”Vi har selv 10 paneldebatter, og vi slutter af med et arrangement, hvor Timm Vladimir og jeg skal lave mad ud af rester på lørdag. Det vil jeg anbefale, for Timm er jo ret god til at lave mad.”

Har du et godt råd til folk, der skal på Folkemødet for første gang?
”Folkemødet bliver jo større og større for hvert år, så man skal skabe sig et overblik. Det er en god idé at vide på forhånd, hvilke emner man interesserer sig for, og søge ud fra dem. Verdensmålene er jo i høj grad på menuen i år, så der er en del at hente.”

Hvad er din sjoveste oplevelse fra Folkemødet?
”Jeg husker mest det at have travlt. Hvis man bliver interviewet til tv og har en debat 10 minutter senere på den anden side af pladsen har man virkelig travlt. Det er sjovt, men man er nødt til at være mentalt forberedt. Så det er bare med at stå tidligt op.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Maria Reumert Gjerding

Præsident, Danmark Naturfredningsforening
cand.scient i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier (RUC 2006)

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

Mette Abildgaard

MF og politisk ordfører (K), formand for Statsrevisorerne
cand.soc. i offentlig forvaltning og kommunikation (Roskilde Uni. 2013)

0:000:00