Jarl Cordua: Presset stiger på Støjberg - forlader hun partiet?

Dansk politik er brækket over i to dele. I den ene del står regeringspartiet Socialdemokratiet, hvor en kompetent og håndfast statsminister regerer landet med loyal støtte fra partierne i rød blok.

Det sker fra en politisk position, som statsminister Mette Frederiksen vogter nidkært over: At regeringen har bredest mulig appel til vælgere både til højre og venstre i det politiske landskab.  

Corona-restriktionerne møder efterhånden ingen politisk modstand på Christiansborg, og utilfredshed imødekommes med de fornødne hjælpepakker til erhvervslivet og italesættelse af håbet om snarlige vacciner.

En netop indgået bred aftale til svimlende små 19 milliarder kroner, der får støtte fra Radikale, SF, Venstre og Liberal Alliance om erstatning til det tvangsnedlagte minkerhverv rydder nogle sten væk fra vejen i den eneste sag, der hidtil har budt regeringen på alvorlige problemer. Det kan sikkert formilde nogle sind, selvom der længere nede af vejen venter en granskningskommission, hvor der muligvis kan vise sig ubehageligheder for regeringen.

Kigger man uden for Socialdemokratiets og støttepartierne SF's og Enhedslistens rækker ser man alt fra langvarig uro stigende til permanent kaos. Visse steder giver det mest mindelser om enten politisk galehus, total opløsning eller ligefrem direkte borgerkrig.

Hos Radikale har der længe været problemer med Jens Rohde. I partiet fandt de ham for enerådig, illoyal og lige lovlig kantet til deres smag. Det indimellem iltre temperament, der kunne slå ud i lys lue, vænnede de sig heller ikke til.

Ellemann skal næppe regne med, at de lokale venstrefolk i Skive ekskluderer Støjberg, men hvis han kan overtale folketingsgruppen til at smide hende ud af gruppen, så er hun de facto ekskluderet.

Jarl Cordua

Omvendt mente han – noget pludseligt – at partiet politisk levede på en anden planet, når det kom til spørgsmål som klima, identitetspolitik og #MeToo. Det gjaldt især også i spørgsmålet om flygtningepolitik, hvor man har sat sig så meget uden for politisk indflydelse, at han ikke kunne være med.

Man får således et klart indtryk, at begge parter har det fortrinligt med, at Rohde mandag meldte sig ud af partiet. Det forlyder fra en radikal kilde, at beslutningen, der førte til det endelige brud, skete efter, at den nye leder Sofie Carsten Nielsen insisterede på en procedure, hvor Rohde fremover drøftede sine mediepolitiske idéer med folketingsgruppen, før han meddelte dem til offentligheden.

Bundlinjen er dog, at Radikale er ét mandat mindre og stadig er et pænt stykke fra vælgeropbakningen fra før det spektakulære lederskifte i efteråret. Fremtiden for kapaciteter som de orlovsramte Morten Østergaard og Ida Auken og den fravalgte lederkandidat Martin Lidegaard forekommer stadig uafklaret.

Hos Nye Borgerlige rider man fortsat på en bølge, hvor utilfredse blå vælgere køber godt ind i Pernille Vermunds butik med klassisk borgerlig økonomisk politik, EU-modstand og udlændingepolitik hinsides konventioner m.v.  Det tyder endog på, at man er ved at vinde slaget om højrefløjen så eftertrykkeligt, at det er vanskeligt at se, hvordan Dansk Folkeparti nogensinde skal undgå store ydmygelser ved kommunalvalget og et kommende folketingsvalg.

Heldigvis for formand Kristian Thulesen Dahls fremtidsdrømme har Bagmandspolitiet endnu engang måtte udsætte afklaringen af næstformand Morten Messerschmidts Meld/Feld-sag, der nu kører på sjette år.

Snart skal de i meningsmålingerne hårdt trængte DF’ere også forholde sig til endnu en ny bog om partiets indre liv, der muligvis vil give et yderligere indblik i den magtkamp om partiet, som er sat på pause, så længe der ikke findes en afklaring i Messerschmidts sag.

I mellemtiden giver Kristian Thulesen Dahl den i rollen som desperat bejler, der indrykker støtteannoncer – et halvt år efter Nye Borgerlige fik idéen – til fordel for den detroniserede Venstre-næstformand Inger Støjberg. Det ligner mere end en tanke, at han ser et muligt Støjberg-exit til DF som en gylden mulighed for at give både ham selv og sit parti en vælgermæssig vitamin-indsprøjtning på et tidspunkt, hvor intet, DF hidtil har foretaget sig, har rykket partiet væk fra det historisk lave niveau på kun fem-seks procents vælgeropbakning.

Hvad er egentlig plan B for Thulesen Dahl, hvis Støjberg enten bliver i Venstre eller værre: Giver ham en kurv og går til rivalerne i Nye Borgerlige?

I Liberal Alliance har man tilsyneladende fundet en niche. Man vil være Venstres loyale støtteparti, og man har tilsyneladende meldt sig ud af kapløbet om udlændingepolitiske fantasimeldinger og Støjberg-stemmefiskeriet. Tværtimod prædiker man borgerlig samling og holder fokus på modstanden mod Socialdemokratiet.

Desværre er tremandspartiet for tiden noget vingeskudt, da formanden Alex Vanopslagh er gået ned med stress. I stedet vikarierer gruppeformand Ole Birk Olesen, og det sker blandt andet med en fra de borgerlige partier sjældent set kritik af Inger Støjberg og med en hurtig klar stillingtagen for en rigsretssag.

Konservative holder sig også ude af skydeteltet. Der er tilsyneladende ro på de indre linjer, og med sin klare stillingtagen til fordel for en rigsret er man ikke længere blandt Støjberg-bejlerne.

Det har Støjbergs gamle allierede Marcus Knuth også fået at mærke. Han begrundede i sin tid sit exit til K med Venstres slappe udlændingepolitik og lod forstå, at Støjberg og han selv havde tabt magtkampen i Venstre. Han var som udlændingeordfører i den gamle regeringstid daværende udlændinge- og integrationsminister Støjbergs loyale allierede, der i samråd konsekvent afviste alle oppositionens påstande og angreb og udlagde det som chikane og tidsspilde.

For tiden er Knuth under belejring fra pressen og Støjberg-støtter med henblik på at få en uddybende forklaring på, hvorfor han nu stemmer for en rigsretssag. Den er endnu ikke kommet.

Søndag valgte Venstre en ny næstformand, hvor man helt som ventet kårede regionsrådsformand Stephanie Lose. Spændingen stod i stedet om, i hvilken grad Støjberg ville bruge sin afskedstale som platform til at kritisere sin formand, der efter en lang periode med åbenlys undergravende illoyalitet bad hende om at trække sig som næstformand.

Forud var gået en lang periode, hvor Støjberg måtte se sine egne kandidater til posten som sekretariatschef og partisekretær blive afvist, mens en anden politisk allieret, Kristeligt Dagblads nyeste kommentator samt tidligere Ellemann-rådgiver og taleskribent Jesper Kraft, sidste forår blev vraget især på grund af forskelle i synet på den politiske strategi.

Denne forskel er også synlig i den analyse af Venstres nuværende situation, som han under den seneste krise i Venstre rejser rundt med i medierne, hvor man skal lede længe efter kritik af Støjberg.

Hvis man tager Støjbergs mange nederlag med hensyn til at få placeret sine egne folk i partiledelsen in mente, kunne man anskue hele processen som ét langstrakt, fejlslagent forsøg på at overtage ledelsen af Venstre, der nu er ved at komme til et slutspil.

Og hvad er så formålet med talen, der var et sjældent set forsøg på at grave grøfter i det gamle bondeparti?

Umiddelbart var det en udstilling og ydmygelse af Jakob Ellemann-Jensen, der ellers selv havde insisteret på at give Støjberg taletid på det noget utraditionelle corona-minimalistiske online-landsmøde i Venstre.

Det var en klar fejltagelse, for Støjberg brugte anledningen til at hævde, at Venstre var kuppet af fremmede fugle fra København med radikale sympatier, mens hun selv, der repræsenterede den jyske bondestand, nu var sat til vægs. Det var pludselig en kamp om partiets sjæl, mere end det var hendes notoriske illoyalitet og undergravning af formanden, som havde ført til hendes fald.

Et flertal af Venstres organisatoriske bagland har dog gennemskuet Støjbergs forsøg på at skabe sig et martyrium. De deler sig dog mellem dem, der vil have sagen overstået nu med et hurtigt exit, og dem, som stadig håber på, at man mirakuløst kan finde en fælles platform, sådan at man kan undgå den efterhånden mest nærliggende udgang på striden, hvor hun forlader partiet.

Støjbergs tale var derimod ikke en fremstrakt hånd. Det var en åben krigserklæring og en utilsløret hån af formanden for ikke at være rigtig venstremand som hende selv, som det bliver meget svært, for ikke at sige umuligt, for alle parter bare at lade gå i glemmebogen igen.

Hvis Støjberg skal ud af partiet, så må spændingen nærmere begrænse sig til, hvordan det sker, og hvem som tager beslutningen.

Tirsdag stemmer Folketinget for at nedsætte en rigsret. Det kunne være en anledning for Støjberg til at sige farvel og tak til Venstre og søge mod ét af de to højrefløjspartier, hvor hun er velkommen.

Det kunne også blive i dagene derefter, hvor Venstre med stor sikkerhed fjerner hende som retsordfører, da det ikke er foreneligt som anklaget i en historisk rigsretssag. Medmindre Venstre har tænkt sig at blive til grin.

Hvis Støjberg vælger at bide alle ydmygelserne i sig – hvad hun ikke hidtil har forsøgt at gøre – så kunne hun vente og se, hvad udfaldet af rigsretssagen bliver. Det bliver dog lang tid at vente, og selv hvis udfaldet ender med en frikendelse, er hendes dage i ledelsen af Venstre talte. Ellemann lader sig ikke flytte.

I øvrigt er presset ligeså stille ved at glide væk fra Ellemann og over på Støjberg, som formanden allerede søndag bad om snart at træffe en beslutning, og som det syrligt lød i hans mund "af hensyn til det parti, som vi jo begge holder så meget af".

For hvorfor bliver hun i et parti, som hun hævder ikke deler hendes "jyske" værdier (egenrådige markeringer på Facebook), og som nu er overtaget af folk, der hellere lefler for de salonfähige meninger i de københavnske redaktionslokaler?

Skulle den stouwte jyde med begge ben solidt plantet i den jyske muld (som i sammenligning med muldlaget på øerne ellers overvejende er grov sandjord af lavere bonitet) ikke hellere tage konsekvensen af sine så klare synspunkter?

Skal Støjberg gemme sig bag vedtægtsparagraffer, der gør det svært for Ellemann at ekskludere hende og dermed sikre hende det fuldendte martyrium og med held trække store dele af partiets vælgere med over til det højrefløjsparti, der måtte falde i hendes smag?