Jarl Cordua: Løkke-exit og Støjberg-sag stresstester Ellemanns lederskab

Længe gik rygterne om Lars Løkke Rasmussens politiske fremtid. Ville han melde sig ud af Venstre og starte sit eget parti? Pludselig legede han så åbenlyst med tanken i sin forfriskende klare erindringsbog, der udkom i august, at det for mange – også i Venstre – stod klart, at sandsynligheden ikke var så ringe for, at det vitterlig kunne ske.

Alligevel stjal han nytårsdagsaften opmærksomheden fra statsministerens nytårstale med en besked via Facebook om, at han som partiets tidligere formand gennem ti år, næstformand i 11 år og Venstre-statsminister gennem seks år nu meldte sig ud af Venstre.

”Med lyst og mod til at møde den ny verden, der står foran os, men naturligvis også iblandet vemod, har jeg her til nytår besluttet at sætte mig selv fri og melde mig ud af Venstre efter 40 års medlemskab,” lød det frejdigt fra den selvbefriede Løkke, der ellers i sin afskedstale på V-landsmødet sidste år slog fast, at der kun var ét liberalt parti for ham, nemlig Venstre, og i øvrigt opfordrede sine vrede støtter om at melde sig ind i partiet igen. Nu tyder meget på, at han anbefaler dem at melde sig ud igen. Eller i al fald holde sig parat til at melde sig ind i et nyt parti.

Der findes dårligt nok et forudgående eksempel i den politiske danmarkshistorie bortset fra Venstres statsminister lige efter krigen, Knud Kristensen, som flere år efter, at han i 1949 trak sig som formand, meldte sig ud af partiet i protest mod nedlæggelsen af tokammersystemet, det vil sige nedlæggelsen af Landstinget. ”Sorte Knud” blev siden medstifter af højrepartiet De Uafhængige, men dog uden at han selv igen fik plads i Folketinget.

Med Løkke er det anderledes. Han trak sig først efter, Venstres forretningsudvalg gennemtvang et ekstraordinært landsmøde og udsigten til et kampvalg, som Løkke tydeligvis vurderede, at han ville tabe.  Der er dog den parallel, at begge de to statsministre forlod deres parti på grund af politisk uenighed. Kristensen på grund af benævnte principsag, mens det for Løkke – antagelig - er Venstres strategi med at love en strammere udlændingepolitik end regeringen under Jakob Ellemann-Jensen, der byder ham imod.

I sit afskedsopslag på Facebook skælder Løkke ikke specifikt ud på sin efterfølger. Det er kun Venstres forretningsudvalg, som får med pisken, fordi de nu også har sat Inger Støjberg for døren: "Det har ikke været nogen let beslutning, men den er modnedes over tid – og de seneste dage har gjort mig sikker i min sag. Jeg troede ellers det var en engangsforeteelse, at medlemsdemokratiet i Venstre blev kortsluttet af partiets forretningsudvalg."

 Hvis konklusionen bliver, at en rigsretssag næppe vil kunne føres, så vil Folketinget – og Venstre - følge den vurdering – og dermed vil Støjberg pludselig stå styrket.

Jarl Cordua

Støjberg fik dog det samme valg som Løkke: Træk dig nu, eller bliv væltet på et ekstraordinært landsmøde. Man skulle ellers tro, at ekstraordinære landsmøder ligeledes er udtryk for et partis medlemsdemokrati på linje med ordinære landsmøder, men det er et synspunkt, der tydeligvis deler vandene i partiet.

Det falder dog også i øjnene, at Løkke og Støjberg mener noget meget forskelligt om, hvilken politisk strategi Venstre skal følge. Støjbergs brand er stramninger på udlændingeområdet uden dog at være særlig specifik på, hvordan det skal ske, mens det ifølge Løkke er en helt forfejlet strategi.

Han skriver: "Udlændingepolitikken er ikke længere den definerende forskel i dansk politik. Det er ikke et yderligtgående synspunkt at støtte en fast udlændingepolitik, der går til grænsen af vores internationale forpligtelser – det er mainstream. Så det er tid til at stoppe råberiet og konkurrencen om, hvem der kan udtrykke sig hårdest, til fordel for et ærligt og pragmatisk samarbejde om reelt at løse integrations-udfordringerne."

Det er mildest talt en helt anden vej end Støjbergs formodede strammerlinje, som dog ellers fik opbakning på partiets sommergruppemøde, hvor Ellemann udlagde sin strategi, der fik de øvrige mødedeltagende til at rejse sig og klappe begejstret, som var der tale om en nordkoreansk kongres. Kun én blev siddende demonstrativt, mens han hakkede i sin laptop: Lars Løkke, for så ikke længe efter at forlade mødet før tid.

Før alt dette har det forlydt på vandrørene, at Løkke i nogen tid inden sommergruppemødet har holdt møder med evt. donorer og mulige interesserede, hvor et muligt partiprojekt i direkte konkurrence med Venstre blev nævnt.

Hvad vil han? Det er naturligvis det gamle projekt fra 2019-valget, hvor Løkke og dem, der vil følge ham, vil frigøre Venstre fra fløjene, det vil sige reelt set højrefløjen og søge et samarbejde med midten. Man kunne sikkert sammenligne det med det hedengangne parti Centrum-Demokraternes gamle position eller projekter som Ny Alliance og måske endda det netop aflivede Fremad-projekt. Forskellen er bare, at det denne gang er en tidligere statsminister med megen stor erfaring, politisk pondus, idérigdom, snilde og kreativitet og formentlig også penge til at bakke sine idéer op med end set før.

Hvor er støtterne? Alle de mest oplagte moderate folk i Venstre som Søren Pind, Jan E. Jørgensen m.v. har sagt helt og tydeligt fra. De opfatter sig først og fremmest som venstrefolk, uanset hvor meget sympati de end har for Løkkes strategi, som de og andre venstrefolk helt sikkert deler.

For mange af dem, der har kendt Løkke i mange årtier, er det en kæmpe skuffelse at erfare, at partiet i sidste ende aldrig kom i første række for en mand, som de ellers har fulgt i tykt og tyndt siden deres ungdom. Det er så dramatisk, at det tangerer en egentlig tragedie.

Kan Løkkes projekt holde hjem på valgdagen alene med ham i front og uden markant opbakning fra ukendte kandidater? Det er det store spørgsmål, men Løkkes person bør nok kunne trække minimum 80.000 vælgere, der helt sikkert kan sikre ham og hans eventuelle parti en platform, men det vil ske i rivalisering om stemmerne på midten af dansk politik med Radikale, S, V og K.

Det vælter tilsyneladende ind med henvendelser fra interesserede og folk, der bakker op. Det fortalte Løkke tv-værten Bubber i et interview på DK4, hvor han i øvrigt bemærkede, at han endnu ikke har spurgt en eneste af sine gamle partifæller om at gå med i projektet. Der skal nok være gamle, mindre kendte støtter, som nu ser en chance for en politisk karriere under Løkke.

Det kan også være, at han kan overtale nogle fra sit kendisnetværk, der kan peppe sådan en liste op, om at gå med. Opgaven for ham bliver at udse de rigtige folk med både talent og arbejdsevne. De får travlt med den meget tids- og ressourcekrævende opgave, det er at bygge et helt nyt parti op fra grunden.

Hvornår vil det ske? Det er ikke optimale betingelser for et parti-startup, at landet er underlagt heftige restriktioner mht. mødeaktivitet. Løkke bør nok vente med at annoncere et nyt parti, indtil han igen kan møde folk i forum ansigt til ansigt. Udfordringen er naturligvis, at et folketingsvalg måske til efteråret kan ødelægge et eventuelt momentum og udskyde hans muligheder for at blive repræsenteret i et nyt folketingsvalg.

Efter Løkkes udmeldelse har man til gengæld set mange Venstrefolk, der bakker op om Jakob Ellemann-Jensen, der ellers ikke ligefrem står stærkt alle steder i partiet, efter han trak opbakningen til Inger Støjberg og bad hende gå af som næstformand. Mange kernevenstrefolk er direkte forargede over Løkke, som de i årevis har måttet forsvare for mange opsigtsvækkende og i offentligheden stærkt kritiserede privatøkonomiske dispositioner. For dem er reaktionen entydig opbakning til Ellemann.

Lidt den samme reaktion ser man også i partiet, når det gælder den anden sag, der spøger, og som i dag stjæler dagsorden på Christiansborg, nemlig håndteringen af Venstres nu tidligere næstformand og den eventuelle rigsretssag, som kan blive resultatet efter Instrukskommissionens delrapport før jul.

Til trods for stor opbakning til Støjberg i den konkrete sag, så køber mange venstrefolk Ellemanns hovedforklaring om Støjbergs illoyalitet som årsagen til, at han krævede og fik opbakning til hendes afgang. Det forhindrer dog ikke et lydhørt mindretal i folketingsgruppen – og i partiet – der forsat kritiserer ham for at ville støtte en rigsret på baggrund af Folketingets advokaters vurdering, når Venstres egne advokater i øvrigt mener, at det er tvivlsomt, om Støjberg kan dømmes. Det er i øvrigt ikke et eksotisk synspunkt i juridiske kredse.