Lars Trier Mogensen: DF-formand begår tredobbelt bommert med kronprinseudmelding

KOMMENTAR: DF-formand Kristian Thulesen Dahl åbner for en sprængfarlig debat om, hvem der skal afløse ham. Det skrantende parti risikerer at blive trukket endnu dybere ned i en ond spiral af intriger og rådvildhed, skriver Lars Trier Mogensen.

Pressede partiformand taler normalt ikke om, hvem der skal efterfølge dem, før magtskiftet er endelig afklaret.

Af tre enkle årsager: For det første svækkes partiformandens egen autoritet. Markant. For det andet stjæler navnelegen hurtigt enhver opmærksomhed. Og for det tredje sætter debatten også uvægerligt gang i interne rænkespil om den fremtidige linje. Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl har derfor netop begået en tredobbelt bommert.

Alene ved at stille op til et stort interview i søndagens Jyllands-Posten om et forstående formandsskifte i Dansk Folkeparti har Kristian Thulesen Dahl på én og samme tid undergravet sin egen pondus, gjort debatten om en mulig tronfølger til et påtrængende spørgsmål, som alle i partiet nu må forholde sig til, og dermed tvunget forskellige fløjfraktioner til at forberede sig på et større personopgør i den kommende tid.

Nu, hvor Dansk Folkeparti ikke længere evner at øve afgørende indflydelse på lovgivningsarbejdet på Christiansborg, er det tilsyneladende blevet Murphys første lov, der regerer partiet:

Hvis noget kan gå galt, vil det gå galt. Den bratte nedtur virker til at blive yderligere accelereret for hvert desperat mediestunt, som Thulesen Dahl forsøger sig med.

De konkrete svar i interviewet gør kun ondt værre. På forhånd afblæser Kristian Thulesen Dahl idéen om et planlagt formandsskifte, som ellers tilfældet var, da han selv overtog uden modkandidater efter Pia Kjærsgaard.

Næste gang, der skal vælges nu formand – og dét kan komme meget hurtigere, end han selv havde regnet med – skal Dansk Folkepartis formand vælges ved at åbent kampvalg: 

"Det er måske sundt nok for DF med 25 år på bagen, at det ikke bare sker på tilsvarende vis næste gang. At der er et mere almindeligt spil om, hvem der har evnerne, lysten og opbakningen," udtaler Kristian Thulesen Dahl i sommerinterviewet, der har skabt opsigt.

Reelt udfordrer han nu ambitiøse partisoldater til at træde frem og gøre ham rangen stridig. Måske allerede ved efterårets jubilæum? Han gør sig selv til skydeskiven, og vil nu få både partimedlemmer og journalister til at søge rundt i baglandet efter mulige alternativer.

Fra at have været en vælgermæssig krise, der er kompliceret og har mange udefrakommende årsager, er Dansk Folkepartis nedtur blevet forenklet til et simpelt personspørgsmål, som reelt først vil blive afklaret, når Kristian Thulesen Dahl en dag bliver afløst af en ny formand. Nedtællingen er for alvor begyndt, og i mellemtiden vil det blive umådeligt svært at trænge igennem med egentlige politiske budskaber.

Formandsspørgsmålet kan ikke trækkes tilbage.

Senest har DF-byrådsmedlem Hans Sønderby fra Esbjerg direkte opfordret Thulesen Dahl til at trække sig: "Jeg synes, han skal indse, at hans løb som værende i spidsen er kørt. Jeg tror ikke, at han kan vende udviklingen," siger Sønderby til Avisen Danmark og forklarer:

"Jeg tror bare ikke, at man vender det ved at sige et eller andet. Der skal andet til for, at folk får troen tilbage. Og det har nødvendigvis et eller andet at gøre med personer".

Ubehageligt nok for Kristian Thulesen Dahl kommer kritikken ikke længere kun fra neden – men også oppefra. Da partistifter og tidligere DF-formand Pia Kjærsgaard i sidste uge åbent kritiserede Kristian Thulesen Dahls lederskab, gjorde hun det legitimt at angribe formanden:

"Vi har svævet lidt rundt. Der har været lidt uklare meldinger. Det er vi helt opmærksomme på. Vi har ikke tænkt os at gentage fiaskoen fra 2019," sagde Pia Kjærsgaard i tv-programmet Lippert – som en slet skjult kritik af den måde som Thulesen Dahl har løftet hendes arv.

Som en kæmpe elektromagnet vil Kristian Thulesen Dahl i de kommende uger og måneder trække al skrot, skrammel og sort energi til sig, og det voksende ønske i baglandet om at få en ny begyndelse og en ny formand vil med stor sandsynlighed kun blive yderligere forstærket.

Her hjælper det ikke stort, når han siger: "Det er ikke en nødvendighed, at der skal være en kronprins. Men hvis der er én, der byder sig til, er det fint".

Som garvet Christiansborg-politiker ved Kristian Thulesen Dahl naturligvis godt, hvad det er for voldsomme kræfter, som han nu leger med.

Ånden er sluppet ud af flasken. Han har selv flere gange set andre partiledere miste grebet. I forvisning om sin egen styrke spiller DF-formanden et højt spil – et spil, han risikerer at tabe lige så stort:

Han satser på, at ingen kvalificerede modkandidater tør tage udfordringen op og rent faktisk stille direkte op imod ham på årsmødet i slutningen af september.

Den oplagte rival findes ikke, og det svage kandidatfelt er lige nu Kristian Thulesen Dahls største styrke. Den mest oplagte formandskandidat, Morten Messerschmidt, er således stækket af sagen om mulig svindel med EU-midler i den europæiske partialliance Meld og den beslægtede Feld-fond.

En kriminalsag, som det danske bagmandspoliti er gået i gang med at efterforske. Så længe Messerschmidt risikerer at blive sigtet ved en dansk domstol, er han ganske enkelt ikke en realistisk formandskandidat.

Heller ikke det unge håb Peter Kofod Hristov vil være i stand til at overtage formandsposten i hvert fald ikke inden næste folketingsvalg. I dag sidder han som Dansk Folkepartis ensomme medlem af Europa-Parlamentet og alene derfor kan heller ikke udfordrer Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti kan ikke have en formand, der til daglig valfarter mellem Bruxelles og Strasbourg. Desuden mangler Peter Kofod Hristov også at bevise, at han har fingerspidsfornemmelse for folkeforførelse.

Den tredje og i hvert fald mest parlamentarisk erfarne formandskandidat kunne være den falsterske finansordfører Réne Christensen.

Efter han tabte slaget om at blive borgmester i hjemstavens Guldborgsund er der dog sat betydelige spørgsmålstegn ved også hans evne til at brænde igennem over for en bredere vælgergruppe. Réne Christensen er mest en habil operatør for Dansk Folkeparti inde på Christiansborg, ikke udadtil.

De eneste to andre formandskandidater er enten for gammel eller for ung. Flere lokale byrødder har udtrykt håb om, at 73-årige Pia Kjærsgaard vil vende tilbage som partidronning.

Men selvom hun højlydt har meldt sig tilbage i den daglige kamp, ville det altså have karakter af total kapitulation, hvis Kjærsgaard må træde til for at redde stumperne. Det vil være tragikomisk.

Omvendt er den ferme eks-formand for DFU, 30-årige Chris Bjerknæs, ikke klar endnu. Den folkelige farvehandler mangler som et mindstemål at blive medlem af Folketinget. Og dernæst at slå igennem i offentligheden.

Umiddelbart har det altså formodningen for sig, at eventuelle modkandidater vil være så tandløse, at Kristian Thulesen Dahl let vil kunne triumfere ved et kampvalg, hvis det overhovedet skulle komme dertil allerede ved efterårets jubilæumsårsmøde.

Men man skal aldrig sige aldrig i dansk politik. Tiderne er turbulente, og eksempelvis røg både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen hurtigere ud, end de fleste havde forudset. Når først fremtiden er slukket for en formand, kan det gå stærkt i moderne politik.

For når først svingningerne bliver sat i gang, bliver uroen selvforstærkende. I dag kan ikke engang Dansk Folkepartis formand, der ellers traditionelt set har siddet næsten enevældigt på partiet, vide sig sikker over for mytteri.

Tilfældigheder kan komme til at gøre udslaget. Siden forrige valg er Dansk Folkeparti blevet skåret ned til mindre end tredjedel, fra 21,2 procent i 2015 til nu blot 6,1 procent i de seneste meningsmålinger. Noget må ske.

Fortsat forvirring er næppe svaret. Men Thulesen Dahl bærer selv yderligere brænde til bålet i baglandet, når han i søndagens opsigtsvækkende avisinterview blot slår de voksende bekymringer om arverækkefølgen hen med ordene:

"Der er ikke én, hvor man siger, at det er afklaret, at hvis jeg fik den berømte tagsten i hovedet, så var det den person. Sådan mener jeg heller ikke, det behøver at være. Vi er så gammelt et parti nu, at det handler om at få banket partiet op i opbakning. Så kommer der en større folketingsgruppe igen, og så vil der komme flere ind, som også byder sig til. Morten har helt givet evnerne, men hvem har lysten, og hvem har opbakningen? Det skal vi finde ud af," siger Thulesen Dahl.

Ved at gamble så kynisk på, at ingen kan eller tør udfordre ham, efterlader Kristian Thulesen Dahl sit parti i en om muligt værre position:

Nu ved alle såvel inden for partiet som udenfor, at den kun 50-årige formand selv har erkendt, at hans tid snart løber ud, men uden at anvise en blot nogenlunde stabil vej fremad.

Han står tilbage med et rådvildt udtryk, der minder om SF's daværende formand, da Villy Søvndal i december 2012 meddelte, at han ville trække sig tilbage.

På samme måde som Villy Søvndal, der også havde prøvet at tage den kedelige rutsjetur fra målinger på over 20 procent ned til en tredjedel, kæmper Kristian Thulesen Dahl med at finde en ny eksistensberettigelse for sølvbryllupspartiet.

Siden toppunktet i 2015 er Dansk Folkeparti blevet overhalet højre om i udlændingepolitikken af Nye Borgerlige og venstre om i ældrepolitikken af Socialdemokratiet.

Der findes ikke længere så meget som ét synspunkt, som Dansk Folkeparti kan tilbyde vælgerne i sin reneste form. Hvor Nye Borgerlige er langt klarere i mælet, når det gælder yderligere stramninger, har S-regeringen mere eller mindre konkrete tilbud til de ældste vælgere. Og på EU-fronten er den klassiske skepsis også i dag spredt bredt ud.

Dansk Folkeparti er ikke længere et simpelt enkeltsagsparti, og så meget større bliver vælgerkravene til, at partiformanden indgyder troværdighed og evner at præsentere en samlet pakke, der virker mere attraktiv end de konkurrerende partiers ofte enslydende forslag. Det er derfor, at Kristian Thulesen Dahls resignerende og næsten abdicerende attitude kan vise sig at blive så fatal for partiet.

Når man ikke længere ved, hvad Dansk Folkeparti står for, og formanden tilmed virker til at være ved at pakke sit habengut sammen, spreder uroen sig. De næste måneder bliver kritiske.

På den ene side kan Dansk Folkeparti atter blive det parlamentariske omdrejningspunkt, når S-regeringen skal finde flertal for sit valgløfte om en differentieret pensionsalder.

Kristian Thulesen Dahl står med de afgørende mandater, og vil få svært ved at afvise et velfærdsløft for nedslidte ældre. Milliarder til tidligere tilbagetrækning vil kunne være en oplagt måde at vise kant til Nye Borgerliges sparepolitik.

På den anden side vil det endegyldigt sprænge blå blok, hvis Kristian Thulesen Dahl træder til som redningskrans og bjærger statsminister Mette Frederiksen (S) fra et ellers spektakulært forligs. Dansk Folkeparti vil atter skabe tvivl om sin generklærede status som borgerligt parti, hvis formanden i sidste ende lægge stemmer til.

Her gives ingen lette løsninger, og Kristian Thulesen Dahls måde at håndtere pensionsdilemmaet vil besegle hans skæbne som partiformand. "Damned if you do, damned if you don't".

Skal Dansk Folkeparti fastholde rollen som garanten for ældrevelfærd? Eller tilføre Mette Frederiksen et nederlag, der potentielt kan udløse et nyvalg?

Hvis Kristian Thulesen Dahl rammer forkert her til efteråret, og Dansk Folkeparti igen kommer til at stå magtesløse tilbage, vil hans sidste goodwill være opbrugt.

Søndagens udmelding markerer under alle omstændigheder begyndelsen på enden for en mand, der mere om nogen anden har siddet med ved alle vigtige beslutninger de sidste snart 20 år. Men det er ved at være slut.

Kristian Thulesen Dahls æra synes forbi. Pludselig vil han blive væltet.

-----

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er tidligere vært på Det Røde Felt på Radio24syv og skriver fast analyser i dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Forrige artikel Kenneth Thue: Socialdemokratiet profiterer historisk på den aktuelle krise Kenneth Thue: Socialdemokratiet profiterer historisk på den aktuelle krise Næste artikel Lisbeth Knudsen: Lad coronakrisen være vendepunktet for politikerleden Lisbeth Knudsen: Lad coronakrisen være vendepunktet for politikerleden
For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

STRAF: I landets fem største kommuner har mere end 200 familier mistet børnechecken, fordi deres børn har haft for meget ulovligt fravær. Aarhus-rådmand kritiserer straffen for at ramme socialt skævt, mens holdningen i København er anderledes positiv.