Lisbeth Knudsen: Ny antologi giver journalistikken et kritisk eftersyn

Når vi i medierne rigtigt skal rose os selv og fremhæve betydningen af seriøs, professionel journalistik, så plejer vi at nævne det, der populært kaldes ”graverjournalistikken”, eller i en lidt længere version den dybdeborende, kulegravende journalistik.

Det er vores fine, professionelle adelsmærke. Det er her, journalistikkens ypperste eksistensberettigelse som samfundets kritiske vagthund træder i karakter. Det er her, regeringer, ministre og stærke samfundsinstitutioner kan blive udfordret på deres gerninger eller undladelser. Ikke mindst i de seneste par år har graverjournalistikken endda fået et internationalt ben i kraft af journalistiske samarbejdsprojekter på tværs af landegrænser og mediehuse, der normalt konkurrerer med hinanden.

Nu har en stribe forfattere – hele 20 af dem – i en antologi sat sig for at belyse mediernes dagsordensættende rolle i kraft af sådanne journalistiske prestigeprojekter. Forfatterne har foretaget nedslag i dækningen af nogle af de senere års store mediehistorier, som har sat et tydeligt aftryk på samfundsudviklingen for eksempel i form af ny lovgivning, politiske skandaler og økonomiske omprioriteringer.

Det havde klædt bogen indholdsmæssigt at have et par erfarne graver-journalister med til at give nyttige bidrag til fortællingen om, hvordan medierne typisk vælger de emner og historier, som får de kostbare ressourcer og den tid, der skal til at skabe dagsordensættende graverjournalistik.

Lisbeth Knudsen
Tværgående chefredaktør, Altinget og Mandag Morgen

Det gælder blandt andet sager som tv-dokumentar-udsendelserne om ”Moskeerne bag sløret” og ”De vaccinerede piger”, samt sagerne om Gyllegate, der væltede en minister, de lange ventelister til sygehusbehandling for blandt andet kræft, ”Dovne Robert ”-sagen og hvidvasksagen i Danske Banks estiske afdeling.

Bogen rejser nogle helt relevante spørgsmål til den dagsordensættende journalistik. Hvad er det for kritiske punktnedslag i vores samfund, den repræsenterer? Hvad bliver valgt og fravalgt? Er det rent faktisk de vigtigste samfundsdagsordener, som den dagsordensættende journalistik griber fat i, eller er det mere tilfældigheder og konfliktvinklen, der tæller?

Er dækningen proportional med betydningen af de samfundsforhold, som afdækkes i de enkelte sager? I hvor høj grad afspejles de konkrete nuancer, når en sag ruller og skurkene er på sigtekornet? Antologien stiller skarpt på de metoder, der anvendes i den kulegravende journalistik, herunder de dramaturgiske greb og forenklinger, som anvendes for at få komplicerede sager gjort forståelige, følelsesmæssigt engagerende og dermed salgbare i et mediemiljø med hård konkurrence om opmærksomheden.

Bidrag af svingende karakter
Det er alle sammen fuldstændig relevante spørgsmål at udfordre medieverdenen med. Herunder også brugen af cases som Else-sagen fra plejehjemmet Kongsgården i Aarhus, der omsat til stærke tv-billeder pludselig fik en debat om behandlingen af ældre til at eksplodere politisk og udløse alle mulige løfter om bod og bedring.

Tv-billederne ramte lige ind i hjertekulen på alle og skabte en dagsordensættende diskussion. Billederne skabte identifikation og masser af følelser. Uanset om eksemplet nu var udtryk for den generelle tilstand på landets plejehjem. Else-sagen er for ny til at være med i bogen, men som case-eksempel til diskussionen om brug af skjult kamera som metode, er den klassisk.