Nikolaj Saadat: Erhvervslivets Cepos-gensplejsning har kostet dyrt

Det var på en måde ret paradoksalt. Den store valgfest, De Konservative holdt inde i den gamle Børsbygning. En bygning, der er ejet af Dansk Erhverv, og som på mange måde er et mægtigt symbol på dansk erhvervsliv. Et dansk erhvervsliv, der intet havde at fejre Grundlovsdag.

Til sammen mønstrede de partier, der reelt gik til valg på den vækst- og skattepolitik, erhvervslivet efterspurgte, De Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige, til sammen 11,3 procent af stemmerne. Er man gavmild, og tæller De Radikale med, opnåede vækstparadigmet opbakning hos under hver femte dansker i landet.

Erhvervsorganisationernes fornemste politiske opgave er at tale vigtigheden af danske virksomheder op blandt befolkningen. Det gør man ikke ved at fokusere på økonomisk vækst som alfa omega for velfærdssamfundet, som en række af landets største virksomheder gjorde på forsiden af Berlingske i valgkampen. Når under hver femte dansker bakker en op, har man øjensynligt fejlet sin fornemste opgave og helt tydeligt tabt anseelig legitimitet i befolkningen.

Men erhvervslivet har ikke mistet befolkningens gunst, fordi ’det går for godt’ i Danmark, som mange politikere og erhvervsfolk brugte som yndlingsargument under valgkampen. Befolkningen stod af, fordi erhvervslivet ikke kunne fortælle historien om sig selv. 

Dansk erhvervsliv har ladet sig gensplejse med den Cepos-opfundne fortælling om økonomisk vækst som et endegyldigt mål. Hvis erhvervslivet tillader at reducere vækst-begrebet til et økonomisk fænomen alene, som Cepos succesfuldt er lykkedes med i samfundsdebatten det seneste årti, går erhvervsorganisationerne en svær fremtid blandt deres medlemmer i møde.

Mantraer om at pengene skal tjenes, før de kan bruges, og at kagen skal gøres større, før der deles ud af den, er Cepos-dogmer, der uden større kritisk overvejelse er blevet erhvervslivets eksistensberettigede argument. For at blive i liberalistbagerens univers: I sit ensrettede fokus på at gøre kagen større, har erhvervslivet glemt at overveje, hvilken type kage der rent faktisk produceres.

Hvis erhvervslivet ikke genopfinder sine ambitioner og fortællingen om sin funktion, vil fortællingen om det store stygge erhvervsliv kun tage til.

Nikolaj Saadat
Stud.scient.pol og medlem af Socialdemokratiet

Dansk Industris nye administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen tiltræder i midten af august. Hans første opgave bør være at omlægge kommunikationsstrategien på vegne af hele det danske erhvervsliv. I den forbindelse kan han reflektere over, hvordan erhvervslivet har mistet opbakningen blandt befolkningen, til trods for at man har gjort Danmark og verden til et markant bedre sted. 

Kender befolkningen overhovedet til Grundfoss og Danfoss’ livsændrende forskel for husstande og mennesker verden over? Har vælgerne overhovedet hørt eventyrfortællingen om Ørsted og Vestas, der vindmølle for vindmølle gør kloden til et grønnere sted? Er befolkningen klar over, hvor meget den lokale tømrerforretning gør for at binde lokalsamfundet sammen? Jeg tror det ikke. For det er ikke de historier, erhvervslivet gør til sin fortælling.

Hvis de danske erhvervsledere gik på forsiden af Berlingske med fortællingen om, at LEGO stimulerer børn kognitivt i hele verden med deres små klodser, og at Novo Nordisk redder liv i millionklassen med deres avancerede medicin, havde opbakningen til dem set anderledes ud på valgdagen.

Virksomhederne er ikke engang lykkedes med at nå ud til befolkningen med det åbenlyse argument, at de rent faktisk er forudsætningen for en grøn fremtid - og ikke forhindringen. Den filantropiske fortælling om danske virksomheder, der gør en forskel lokalt og globalt, er druknet i vækstmanien og det evige fokus på argumentet om økonomisk vækst.

Når erhvervslivet ikke engang kan præsentere sine egne største bedrifter, har fokusset været lagt forkert. Måske har man fokuseret en tand for meget på selskabsskat og afgifter med buzzwords som konkurrencevilkår og rammebetingelser. Måske har management-retorikken været en flig for fjernt for vælgerne, da de satte deres kryds.

Og så er vi tilbage ved erhvervslivets respiratorapparat til deres anskuelse i befolkningen. Den økonomiske vækst. Begrebet i sig selv smager nærmest lidt vulgært. Et fokus på konstant at vokse, konstant blive større, konstant tjene flere penge. Med det udgangspunkt for sin fortælling kommer erhvervslivet som en anden damptromle til at fremstå som samfundets ultimative skurk. Den store sorte industri inde bag glaspaladset på H.C. Andersens Boulevard.

Jeg har i min egen tid som student i Dansk Industri mødt adskillige inspirerende erhvervsledere. Virksomheder, der opfinder fremtidens løsninger, holder gang i lokalsamfundet, og uddanner den næste generation af arbejdere. Derfor undrer det mig også, at erhvervslivet lader sig repræsentere af fortællingen om økonomisk vækst som det øvre mål. I stedet bør man lade sig repræsentere af den fortælling, der rent faktisk udfolder sig. At vigtigheden af at drive virksomhed i Danmark ikke kun består i at holde gang i de økonomiske hjul. Den består også i at holde sammen på fællesskabet, på familierne og på individerne.

Hvis erhvervslivet ikke genopfinder sine ambitioner og fortællingen om sin funktion, vil fortællingen om det store stygge erhvervsliv kun tage til. Den politiske fortælling om den sorte industri, der kæmper mod det grønne Danmark. Det er en fortælling, erhvervslivet er dømt til at tabe.

---------

Nikolaj Saadat (f. 1995) er stud.scient.pol og medlem af Socialdemokratiet. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.