Nikolaj Saadat: Klimapolitik baseret på afgifter virker kontraproduktivt

70 procent CO₂-reduktion i forhold til 1990-niveau. Det lyder i sig selv ret ambitiøst. Når man samtidig hører, at Danmark er det eneste land i verden, der vil gå så langt, skaber det for alvor opmærksomhed i Danmark og globalt.

Men når verdens lande kigger undrende på os og spørger, om det overhovedet er realistisk, er det ikke fordi, de selv er uambitiøse. Det er fordi, de oprigtigt ikke mener, at en så hurtig klimaomstilling kan lade sig gøre givet verdenssamfundets nuværende forudsætninger.

Når regeringen ønsker "at give Danmark den grønne førertrøje på", må det forstås, at regeringen godt er klar over, at Danmarks isolerede bidrag ikke rykker det store – hvis noget overhovedet. Den grønne førertrøje skal altså tjene som eksempel i den store verden, for hvordan omstillingen kan ske.

Netop derfor er det yderst bekymrende, at Socialdemokratiet i sidste uge proklamerede, at man er villig til at give ind for støttepartiernes krav om flyafgifter i udmøntningen af 70 procent-målsætningen. Socialdemokratiet er dermed klar til at gøre afgifter og reguleringer til en central del af sin klimapolitik. Redskaber, der hverken kan, vil eller må implementeres globalt, hvis ambitionen er at løfte velstandsniveauet og udrydde fattigdommen, samtidig med at vi sikrer os en beboelig planet i fremtiden.

Hvis S-regeringen for alvor vil gøre Danmark til et foregangsland for klimaomstillingen, skal de ikke finde ud af, hvordan vi begrænser vores udledning, samtidig med at vi afvikler os selv. De skal finde ud af, hvordan vi begrænser udledningen, samtidig med at vi udvikler os.

Og nej, jeg siger ikke, at vores vestlige adfærd kan fortsætte ufortrødent. Laboratorieskabt fars og en generelt mere kritisk tilgang til vores transportadfærd kan bære os noget af vejen. Men det rykker ikke i det store billede.

Hvis regeringen kommer med en grøn omstilling, der afvikler danskernes velstandsniveau, kommer Mette Frederiksen til at tale for døve ører over for Kina, Indien og USA, når hun begynder at flyve til store bilaterale møder.

Nikolaj Saadat

En voksende middelklasse i Kina, Indien og Afrika kommer til at efterspørge de samme goder, som vi i Vesten har nydt godt af i årtier. Her er årlige sommerferier til fremmede kulturer og en mere kødorienteret diæt hidtidige luksus, der snart bliver en realitet.

Vi er, muligvis, nået et punkt i Vesten, hvor vi kan skrue ned for væksten og velstanden til 'ære' for planeten, uden at det går ud over vores basale levevilkår. Men der er de slet ikke nået til i størstedelen af Asien og Afrika. Her er en grøn omstilling kun acceptabel, hvis velstanden samtidig stiger. Kort sagt: En stagnering i vores udvikling er en stagnering i vores klimaambitioner.

Regeringen skal derfor præsentere en klimapolitik, der tjener som et reelt eksempel globalt. De skal vise, at Danmarks omstilling af energisektoren har nedsat vores klimaaftryk signifikant og i øvrigt ikke gjort os fattigere. Tværtimod.

De skal fortælle, at målrettede CSR-strategier hos danske virksomheder er en stor driver for forbrugernes miljøskadende vanetænkning. De skal sætte civilsamfundet på et piedestal, fordi det er drevet af ildsjæle, som har bevist, at grøn omstilling og udvikling ikke er modsætninger. De skal investere i vores forskere, der intensivt udvikler fremtidens løsninger, så de geopolitiske giganter investerer mere.

De skal bevise, at vores finansverden kan investere grønt og samtidig have grønne tal. Og så er det i øvrigt ikke så vigtigt, om vi når de 70 procent i Danmark inden 2030. Det væsentlige er, at vi finder redskaberne, så hele verden kan foretage omstillingen i det hele taget.

Målet om de 70 procent er nemlig i sig selv ikke særligt svært at efterleve. Det kræver blot, at regeringen er villig til at lukke dansk produktion ned. De reelle klimaomstillende mekanismer og produkter, der både kan udvikle os grønt og økonomisk, er derimod noget, kun markedet, civilsamfundet og forskningen kan levere. Det kan vores politikere per definition ikke, og det er de heller ikke sat i verden for. De er sat i verden for at facilitere, at andre udvikler dem for os.

Hvis Danmark skal vise den grønne førertrøje frem i verden, er den store udfordring derfor, at der skal laves en strategi, som resten af verden kan se sig selv i. Og det er netop en stor udfordring, fordi den ikke kan implementeres, hvis vi begynder at begrænse vores egen velstand.

En klimapolitik baseret på reguleringer og afgifter vil dermed fungere kontraproduktivt. Udviklingen og innovationen, også den økonomiske, er nemlig forudsætningen for, at vi dels kan overtale de mindre udviklede dele af verden til at deltage, men også for, at vi overhovedet har penge til at skabe fremtidens løsninger.

Hvis regeringen kommer med en grøn omstilling, der afvikler danskernes velstandsniveau, kommer Mette Frederiksen til at tale for døve ører over for Kina, Indien og USA, når hun begynder at flyve til store bilaterale møder. De lytter ikke, hvis udvikling i levestandard og grøn omstilling er modsætninger.

Hvis adfærdsregulerende mekanismer og redskaber er vejen til "den grønne førertrøje", mister vi muligheden for at vise Kina, der drastisk udvider sin kulfyrsproduktion, hvordan vi bruger genanvendelig energi i Danmark. Vi mister muligheden for at vise Wall Street, at man kan investere bæredygtigt og samtidig tjene penge.

Vi begrænser muligheden for sparke døre ind i Indonesien, Indien og resten af verden med vores højteknologiske løsninger, som kan gøre en langt større forskel, end nogen som helst adfærdsregulerende mekanisme kan. Hvis regeringen vil nå i mål med de 70 procent ved at bygge sin klimapolitik op på tiltag som kød-, fly- og andre lignende forbrugerafgifter, vil det til evig tid tjene som et af de største symbolpolitiske skrækeksempler i dansk-politisk historie.

-----

Nikolaj Saadat (f. 1995) er stud.scient.pol. og medlem af Socialdemokratiet. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.