Peter Skov-Jakobsen: Storbritanniens politiske kultur er under afvikling

KOMMENTAR: Uroen og sværdslagene i Venstre er sammenlignet med situationen i Storbritannien kun skvulp og en god diskussion, selvom de går til stålet. Det vidner om en politisk kultur, der er under afvikling, skriver Peter Skov-Jakobsen.

I ni år var Storbritannien mit hjem. Så længe bor man ikke i et land uden at efterlade en del af sit hjerte, når man rejser. Hele livet har jeg levet med en agtelse for England.

Det var derfra, befrielsen kom, Beatles og talrige gode film. House of Lords og House of Commons, Parlamentet, Oxford og Cambridge. Alt fra komik til dybeste alvor. Industrialisme og politiske kampe, debat og dannelse, elskværdighed og ordentlighed har altid været begreber som jeg forbandt med det sted, hvor også begrebet gentleman blev opfundet.

Demokratiet og respekt for idealer og andres holdninger var en selvfølge i mit barndomshjem, selvom verden kun fjorten år før min fødsel blev befriet fra nazismens rædsler.

Da jeg i 1988 med min familie flyttede til byen Hull i England, gik det hurtigt op for mig, at mange mennesker oplevede demokratiet helt anderledes, end jeg var vant til. Jeg var kommet til det fattige nordøst. Her regerede Labour; men Thatcher havde gennem mange år regeret i Westminster. De afskyede hende, talte om hende som en diktator. Jeg var mildest talt overrasket over at finde sådan en stemning. Selv har jeg aldrig mistet nattesøvn over nogen regering i Danmark eller afskyet en politisk modstander med et intenst had.

Men jeg var kommet til en anden sammenhæng. Den by, jeg boede i, var stadigvæk mærket af Anden Verdenskrig, og der var sociale modsætninger og demokratiske spændinger, jeg aldrig havde kendt til. Arbejderklassen kendte jeg fra Danmark, men jeg havde ikke mødt underklasse, altså mennesker, der levede under kummerlige forhold, var kriminelle, uden uddannelse, uden arbejde og fremtid. Jeg kom med en erfaring af, at man altid kunne tale sig ud af alle situationer, og jeg lærte, at her kunne jeg løbe ind i mennesker, hvor min eventuelle veltalenhed blev betragtet som en provokation. Det var en befolkning med store modsætninger, med enorme forskelle i uddannelse og opdragelse.

At være udlænding i Storbritannien var dog ikke vanskeligt. Man slap for den interne britiske bedømmelse af, om man var over, under eller 'på niveau'. De fleste syntes, det var interessant, at man kom et andet sted fra. De kunne ikke helt finde ud af, om man talte tysk eller nederlandsk, og at der var tale om en grænsenation, som man delte hav med, mærkede man sjældent.

Hos mennesker, som havde en hård tilværelse, oplevede jeg en stor stolthed over at være engelsk. Lejlighedsvis blev man udsat for en nedladenhed, der var ubehagelig, men fra mennesker, som på ingen måde var forkælede af tilværelsen, og derfor var det nemt at bære over med.

Jeg nød at studere i landet, at lytte til de politiske debatter og at følge med i et lands historie, som på alle måder havde taget del i verdenshistorien på en noget mere dramatisk måde, end jeg var vant til hjemmefra. Der var politiske opgør i partierne og mellem partierne. Det, vi lige har oplevet i partiet Venstre, skete selvfølgelig også i den engelske sammenhæng. Der var hårde politiske holmgange, store modsætninger; men der var også respekt for sproget og den politiske kultur.

Første gang jeg tænkte, at noget usundt var på færde, var helt tilbage i 1989. Murens Fald og Tysklands Genforening vakte ikke den britiske regeringsleders største glæde. Hun elskede Tyskland så meget, at hun helst så to.

Det var, som om historien forstyrrede fremtiden. Det var, som om det intensiverede europæiske samarbejde også fremprovokerede en stigende bevidsthed om, at de sociale forhold var bedre i de nordiske lande, i Benelux-landene, i Frankrig, Spanien og ikke mindst i Tyskland. Oftere og oftere hørte man udtrykket: "who won the war?" Det var, som om andre landes fremgang blev set som en disrespekt for Englands storhed. Jeg fornemmede ofte, at man lagde sig tilbage i historien – altså virkelig lagde sig til rette i nationens storartede fortid. Man gemte sig i en bevidsthed om at være hovednationen i et imperium, men hverdagens og den moderne velfærdsstats udfordringer kunne man ikke møde tilfredsstillende.

Jeg har stor forståelse for, at man elsker sit land. Intet er mere naturligt end at elske den plet på jorden, hvor man er født, og elske det sprog og den kultur, som man fik i gave til at møde verden og alle dens idéer og problemer med. Men England har i de forløbne år lært mig, hvor selvoptaget man kan blive, når man selvtilfreds gemmer sig i sin egen historie.

Ét er sikkert: Storbritannien har ikke bidraget med meget til et fælles Europa de seneste år. Landet er blevet opslugt af sig selv, af interne problemer. Det Forenede Kongedømme, United Kingdom, er ikke længere en selvfølgelighed. Skotland rykker i enheden, og det brister nok snart. Det irske spørgsmål er kommet op igen. Det er ikke nemt at være af anden nationalitet i landet. De mennesker, som de så nedladende kaldte for østarbejdere, men som blot er EU-borgere, der benytter sig af muligheden for at arbejde i et andet EU-land, og som har været til enorm hjælp i landbruget, følte sig bestemt ikke velkomne efter afstemningen om Storbritannien og EU. I de første dage efter afstemningen hørte man om mennesker af udenlandsk herkomst, som blev inden døre, for de var blevet frit bytte og måtte finde sig i alle mulige fornærmelser.

Når man følger situationen i Storbritannien, er det som at se på en politisk kultur, der er under afvikling. Det er, som om der ingen intern, politisk loyalitet er tilbage og det er vanskeligt at få øje på alternativet. Premierministeren kan ikke forlade sig på sit eget parti. Man lukker munden på hinanden. Parlamentet bliver endog sendt hjem, og der forlyder intet om forhandlinger.

Alle parlamenters moder synes at lide – nu har endog formanden for House of Commons givet op og ønsker ikke at genopstille.

Politik er en kultur – en vigtig kultur. Vi har været vidner til det i de sidste uger under diskussionerne i Venstre. Politik er også en kultur, der kalder på alle følelser, på vrede, skuffelse, glæde, fornærmelse, tristhed, svaghed, styrke og svigt. Det handler om holdninger og sommetider om hjerteblod og altid om magt.

Partier kan gå i stykker på interne konflikter. Men der er en god lektie at lære af diskussioner i partierne: Når så få borgere – under 5 procent her i landet – er medlem af et parti, tror jeg først og fremmest, at det skyldes den fejlopfattelse, at man altid skal være enig med ledelsen.

Det er vigtigt, at vi ser, at også i partierne er der store diskussioner. Man rykker ikke bare ind i rækken og slukker for eftertanken. I partierne skal der være plads til diskussion.

Selvfølgelig kan det gå helt galt. Når man i britisk politik, idet man henviser til Parlamentets opbygning, hævder, at modstanderen har man foran sig, men fjenden har man bag sig, viser humoren, at politik også kræver disciplin og agtelse internt i partierne. Vi er fælles om et demokrati, og derfor er det helt nødvendigt, at loyalitet og respekt for sandheden altid bliver holdt i ære i alle partier.

Jeg venter på, at de i Storbritannien spørger sig selv, hvordan de skal blive troværdige partnere igen. Mit gamle land, dér hvor jeg boede i ni år, kan jeg ikke længere genkende.

-----

Peter Skov-Jakobsen er biskop for Sømandskirkerne og Europakirkerne, formand for Rådet for Folkekirkens Nødhjælp og sidder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Adam Holm: Lech Walesa minder os om faren ved magelighed og åndløs passivitet Adam Holm: Lech Walesa minder os om faren ved magelighed og åndløs passivitet Næste artikel Christian Egander Skov: Først havde gymnasierne tre problemer – med Pernille Rosenkrantz-Theil er der fire Christian Egander Skov: Først havde gymnasierne tre problemer – med Pernille Rosenkrantz-Theil er der fire