Rami Zouzou: Integration er ikke et velfærdsproblem

Af Rami Zouzou
Cand.mag. og selvstændig konsulent

Vores integrationspolitiske tilgang er til trods for skiftende regeringer dybt rodfæstet i vores velfærdsstatslige forforståelse om, at staten har ansvaret for, at nydanskere bliver integreret.

Men så længe man stadig tror, at integration kan planlægges og styres af staten, får vi aldrig gjort op med de parallelsamfund, som på trods af flere års ihærdig integrationsindsats stadig holder mange muslimske kvinder socialt isoleret.

Det kan vi læse om i Vives nye rapport 'Minoritetskvinder kan være fanget i dårlige forhold i årevis', der peger på de store problemer, muslimske indvandrerkvinder får, hvis de ønsker skilsmisse.

Rapporten peger på, at religiøse praksisser ofte sætter en stopper for en skilsmisse, når primært en muslimsk kvinde vil bryde sit ægteskab med sin mand, på trods at det er foregået efter alle kunstens regler i henhold til dansk lovgivning. Mange af kvinderne oplever chikane og trusler fra deres nærmiljøer, hvis de fraflytter deres mænd.

Et resultat af mangeårig forestilling
Konklusioner er ikke overraskende og desværre et resultat af, at man i alt for mange år har haft en forestilling om, at velfærdsstatens altruistiske logik var den bedste måde at sikre integrationen af nye medborgere på fremfor at italesætte det personlige ansvar.

Alt for mange indsatser har bidraget til at isolere kvinderne socialt og kulturelt.

Rami Zouzou
Cand.mag. og selvstændig konsulent

Alt for mange indsatser har bidraget til at isolere kvinderne socialt og kulturelt. De er blevet parkeret på alverdens kurser for etniske kvinder, hvor manden vidste, hvor han havde dem, og risikoen for oprør mod det sociale fængsel var minimal.

Når rapporter fra tid til anden har vist nydanske piger og kvinders manglende frihed til at indgå kæresteforhold og ægteskab med, hvem de vil, har man søgt forklaringen i modeller, som er baseret på nogle etniske arketyper, der tager udgangspunkt i diskrimination, social chauvinisme og kulturel relativisme.

Det hører til sjældenhederne at tage selve grundlaget for integrationspolitikken under lup. For kunne det være, at årsagen til, at parallelsamfund opstår, ikke skyldes fravær af indsatser, men snarere skal forklares med, at man i mange år har haft en forestilling om, at det er det offentlige pligt at sikre nydanskernes integration, og at man i kulturrelativismens hellige navn har gjort alt, hvad man kan, for at nydanskerne kan bevare deres kulturelle og etniske identitet i processen?