Steen Gade til klummeskribent: Biden er mere klimafremsynet, end du tror

Hvorfor er vi ikke kommet længere? 
Forslaget indeholder blandt andet krav om etablering af en task force for klima, forskning, udvikling, samt en implementering af en koordineret national strategi om klimaforandringer.

Der er krav om udarbejdelse af et forslag til en USA-strategi om det globale klima i løbet af et år, samt om kongressens involvering i processen.

Præsidenten skulle ifølge forslaget udpege en særlig ambassadør til at koordinere regeringens multilaterale aktiviteter i relation til global opvarmning. Der skulle vælges et årstal som internationalt år for "Global Climate Protection", og klima skulle have høj prioritet i relationerne mellem USA og Sovjetunionen.

Jeg har valgt at beskrive alle elementerne for at prøve at sætte lidt lys på, at det faktisk er rigtig mange år siden, der blev taget politiske initiativer i forhold til klimaet. Og det skete faktisk over hele kloden, også herhjemme, hvor mit eget parti for eksempel allerede havde det i sit principprogram fra 1981.

Men jeg fremhæver også forslaget fra 1986 for sætte en stærk projektør på, hvorfor vi så ikke er kommet længere. 40 års historie giver nemlig to meget klare svar, der nok tæller lidt mere end et tvivlsomt aldersargument.

USA fik Bush, vi fik Fogh
Der er nemlig blevet afsat ufatteligt mange økonomiske ressourcer ind på at skabe tvivl om årsagerne til og omfanget af klimaforandringerne. Det er blandt andet olie- og kulindustrien, der har stået bag disse kampagner. 

Det har de gjort ved blandt andet at argumentere for, at det ville være klogest kun at tilpasse sig, at det vil koste alt for mange penge, at indsatsen for at begrænse CO2-udslippet altid rammer de fattigste, samt at klimaløsningerne kommer af sig selv uden politisk indblanding.

For det andet har der været ført en omfattende værdikamp imod grøn omstilling, hvor det på et tidspunkt lykkedes at overbevise et flertal af befolkningerne i alt for mange lande om, at al snakken var overdrevet, at vi havde gjort nok, at det var tid til en pause, og at eksperter og en velbjerget elite ikke skulle styre.

Efter vedtagelsen af Kyoto-protokollen med bindende reduktionsmål for de rige lande i 1997 blev rigtig mange kræfter sat ind på at stoppe den grønne bølge.

USA's kongres sagde nej til Bill Clinton og Al Gore. I Danmark fik vi Anders Fogh, og i USA fik de George Bush. Begge nedprioriterede meget markant hele den grønne dagsorden fra 1990'erne. I Danmark blev der kaldt til kamp mod ekspertstyret, Lomborg fik sit særlige institut, vindmølleudbygningen blev sat på pause, grønne målsætninger svækket og det grønne område blev skåret med en fjerdedel.

Klimatræthed?
Den udvikling smittede af i hele samfundsdebatten. Klima, miljø og grøn omstilling blev mindre interessant, og det fyldte mindre i medierne og i skolerne. Faktisk er det først indenfor de seneste år, at vi kommet os efter en 20-årige nedtur.

Men der er fortsat to farer, vi skal holde øje med: Er der store økonomiske kræfter, der for alvor vil modarbejde en grøn omstilling? Og kan der appelleres til forskellige typer af klimatræthed i befolkningen?

Det gælder bestemt også en vurdering af Bidens muligheder og vilje. For han har været i klimakampen længe, og han var jo også vicepræsident under Obama, der, hvordan vi end vender og drejer skuffelserne fra klimatopmødet i København i 2009, er den amerikanske præsident, der har udrettet mest for klimaet.