Kommentar af 
Johanne Thorup Dalgaard

Johanne Dalgaard: Klimaet tager næppe tigerspring under Joe Biden

KOMMENTAR: En Biden-regering vil realistisk set næppe betyde tigerspring på den grønne dagsorden eller store socioøkonomiske reformer til gavn for millioner af amerikanere, der lever i fattigdom, skriver Johanne Dalgaard.

Kongressens to kamre går sandsynligvis til hvert sit parti. Det vil derfor være svært for Joe Biden at sætte nogen synderlig progressiv politisk retning for USA, skriver Johanne Dalgaard
Kongressens to kamre går sandsynligvis til hvert sit parti. Det vil derfor være svært for Joe Biden at sætte nogen synderlig progressiv politisk retning for USA, skriver Johanne DalgaardFoto: Brian Snyder/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Dette års amerikanske valg har budt på lige lovlig meget spænding for min smag. Først lørdag aften dansk tid blev det fastslået, at Joe Biden havde fået de nødvendige 270 valgmænd til at vinde.

Det er fortsat tvivlsomt, om Donald Trump vil acceptere nederlaget – og i hvert fald vil han formodentlig først trække det hele mest muligt i langdrag ved at manøvrere rundt i det snørklede amerikanske retssystem.

Men som det ser ud nu, er Trumps præsidentæra ved at være forbi, og man vil fra 20. januar 2021 kunne slippe for både synet og lyden af ham i den daglige nyhedsstrøm.

Efter fire år med Trump over det hele virker det blotte fravær af hans kaos som en fjern, idyllisk drøm. Jeg plejede at følge amerikansk politik meget tæt, både fordi det påvirker resten af verden, og fordi det ofte har haft stor underholdningsværdi.

Fakta
Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Men siden 2017 har jeg i tiltagende grad skullet tage mig sammen for overhovedet at vende nyhedsblikket over Atlanten. For hver gang jeg forsøger at opdatere mig på, hvad der foregår i amerikansk politik, så står klovnefar der og skræller fingre ad mig i al sin tegneserielignende skurkagtighed.

Den besynderlige orange teint, det komisk lange slips, det idiotiske hentehår, den usammenhængende ideologiske doktrin, den overvældende skamløshed i omgangen med sandheder og løgne. Stemmen, der altid er dirrende af selvretfærdig harme. Den fuldkomne mangel på relaterbare menneskelige egenskaber.

De sidste fire år har jeg ofte haft fornemmelsen af at leve i en Disney-film, hvor de onde har vundet

Johanne Dalgaard

Ubegribeligheden af at så mange almindelige amerikanere kan føle sig draget af en mand, der med sin kombination af udygtighed, uarbejdsomhed og nedarvet rigdom synes at være en omvandrende negation af alle meritokratiske idealer, hvorpå den amerikanske drøm hviler. En mand, hvis mest fremtrædende karaktertræk er infantil smålighed, indgroet narcissisme og sygelig forfængelighed.

De sidste fire år har jeg ofte haft fornemmelsen af at leve i en Disney-film, hvor de onde har vundet. Hvor politikken i lighed med præsidenten i toppen på store stræk har lignet karikaturer af virkeligheden.

Den fuldstændig ublu sammenblanding af personlige og statslige interesser. Den bizarre vekslen mellem kammerateri og sabelraslen i relationen til Nordkoreas diktator. Børn adskilt fra deres forældre og brutalt anbragt i bure ved grænsen.

Skrotning af Paris-aftalen. Katastrofal ikke-håndtering af en dødelig pandemi. En sammensætning af Højesteret, der har potentiale til at sætte kampens for kvinders reproduktive rettigheder tilbage med et halvt århundrede. Løgn, løgn og løgn oven på indlysende løgn.

Læs også

Jeg ved godt, at Joe Bidens sejr ikke vil løse alle problemer. At verden i almindelighed og Vesten i særdeleshed er godt og grundigt på røven på mangfoldige måder, som man ikke lige snuptagsagtigt løser ved at vælge en mindre inkompetent præsident i USA.

Det bliver fortsat gammelmandsvælde. Det kan måske virke urimeligt at snakke om kandidaternes alder som et selvstændigt problem, men det er svært ikke at se valgkampen mellem disse to ronkedorer som et udtryk for systemets inerti, hvis ikke ligefrem dets regression.

En 78-årig mand har altså ikke de samme aktier i, hvad fremtiden bringer af ulykker som følge af for eksempel klimaforandringer, som en person der kan forvente at skulle leve i mange årtier endnu.

Og mens Donald Trump med sin hæmningsløse adfærd og udtalte foragt for både skrevne og uskrevne regler synes at være en direkte trussel mod selve USA's demokratiske institutioner og dermed mod systemets stabilitet, så giver Joe Biden i så høj grad indtryk af at være en systemets mand, at valget af ham er let at udlægge som at "gå i den modsatte grøft".

Læg dertil at Kongressens to kamre som så ofte før kan ende med at gå til hvert sit parti, og så er det overordentlig svært at se, hvordan Biden som kommende præsident skulle kunne sætte nogen synderligt progressiv politisk retning for landet.

En Biden-regering vil realistisk set næppe ligefrem betyde tigerspring på den grønne dagsorden eller store socioøkonomiske reformer til gavn for de millioner af amerikanere, der lever i fattigdom.

Men måske er mine forventninger til hans embedsperiode netop så tilpas lave, at der er en chance for at blive positivt overrasket. Det er vel også en slags håb.

-----

Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johanne Dalgaard

Freelanceskribent, specialkonsulent
cand.scient.pol (Københavns Uni.)

0:000:00