Kommentar af 
Johanne Thorup Dalgaard

Johanne Dalgaard: Ungdomspartierne er krænkelsernes rugekasser

KOMMENTAR: I ungdomspartierne oplever umodne og ambitiøse unge hierarkiske magtstrukturer, dansk alkoholkultur og fravær af voksne. Det skaber gode betingelser for problemer med sexisme og grænseoverskridende adfærd, skriver Johanne Dalgaard.

Problemet med sexisme og grænseoverskridende adfærd lader til at være bredt rodfæstet i de ungdomspolitiske organisationer på tværs af fløje og ideologier, skriver Johanne Dalgaard.
Problemet med sexisme og grænseoverskridende adfærd lader til at være bredt rodfæstet i de ungdomspolitiske organisationer på tværs af fløje og ideologier, skriver Johanne Dalgaard.Foto: Stilbillede fra TV 2
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

TV 2's dokumentarserie om seksuelle krænkelser i danske ungdomspartier er hård kost.

I de to første afsnit, som blev vist i denne uge, beskriver unge kvinder en kultur, der er kvindefjendsk, mobbende og grov.

Dertil kommer fornemmelsen af, hvordan ungdomspolitikerne socialiseres ind i et system, der er gennemsyret af hierarkisk tænkning og kultlignende dyrkelse af personer, hvis meritter det kan være endog meget vanskeligt at få øje på som udenforstående.

Nogle af de beskrevne episoder er så grove, at jeg fik tårer i øjnene af raseri over at høre om dem. En af dem er 22-årige Carolines fortælling om, hvordan hendes første "politiske bootcamp" i Liberal Alliances Ungdom udviklede sig til et mareridt.

Fakta
Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Den dengang 17-årige pige blev trods sit meget bevidste fokus på at holde igen med alkohol på mystisk vis bevidstløst beruset og siden misbrugt på et afsidesliggende toilet af en mand, som, idet hendes tre venner brasede ind på toilettet i deres søgen efter hende, veg tilbage og udbrød: "Jeg har en god advokat".

Da hun efter episoden var ukontaktbar, forsøgte hendes venner at få "partiets far", en "voksen" mand ved navn Per, til at ringe efter en ambulance, men forgæves. Hjerteskærende er det derefter at læse, at den mand godt nok blev dømt i byretten, men senere frikendt i landsretten*.

Man afleverer sin selvstændigt tænkende hjerne sammen med sit medlemskontingent.

Johanne Dalgaard

Problemet lader til at være bredt rodfæstet i de ungdomspolitiske organisationer på tværs af fløje og ideologier.

Selvom de konkrete historier er særdeles rystende, er jeg personligt ikke specielt overrasket over, at lige præcis ungdomspartierne har særskilt alvorlige problemer med sexisme og grænseoverskridende adfærd medlemmerne imellem.

Hvad skulle der ellers komme ud af at blande purunge, umodne, men ambitiøse mennesker med hierarkiske magtstrukturer og dansk alkoholkultur – og så i øvrigt overlade dem til sig selv uden opsyn af voksne (jeg vil gerne udfordre den præmis, at folk som Per kan regnes for "voksne"). Det lyder som plottet til en moderne genskrivning af 'Fluernes Herre'.

Mit eget forhold til ungdomspolitik og -politikere har altid været dybt anstrengt. Jeg har ikke rigtig nogen personlige erfaringer at dele, ud over at jeg som 16-årig kortvarigt var i berøring med forsøget på at etablere en lokal afdeling af SFU.

Jeg kan faktisk ikke rigtig huske, om afdelingen helt gik i opløsning, eller jeg bare meldte mig ud, men det afspejler nok også niveauet af min begejstring for projektet.

Det eneste konkrete, som jeg kan huske, er en episode fra en dag, hvor vi stod foran et supermarked og uddelte enkroner til folk med en opfordring om at handle økologisk.

Det var en lørdag, vi havde tømmermænd, og lokalformanden kommenterede misbilligende, at jeg drak Coca Cola. Onde, kapitalistiske Coca Cola, som vi jo var imod, fordi vi var socialister. Muligvis var det dér, at jeg blev helt færdig med (ungdoms)partipolitik, men jeg husker det som sagt ikke.

I hvert fald illustrerer det nok på en slags mikroniveau det, som jeg altid har fundet frastødende ved ungdomspartikulturen, og, som jeg også mener, temmelig indlysende er med til at skabe gode betingelser for fremvæksten af en mobbende og krænkende machokultur: Driften mod konformitet.

Denne indordnen sig i et hierarkisk system, der belønner loyalitet og disciplin rettet mod en tilbedt moderorganisation. Man afleverer sin selvstændigt tænkende hjerne sammen med sit medlemskontingent, og så gælder det ellers om bejubeling af partiets helte og nedrakning af modstandere og konkurrenter.

Man træner debatmusklerne og bliver stærk i at levere indstuderede fraser hurtigt og rytmisk. Man høster et forventet bifald og nogle taktfast brølte slagord fra fanskaren.

Man vinder konkurrencen i debatboksning. En dag bliver man tilbudt opstilling for moderpartiet, og så er man "voksen".

Læs også

Jeg ved godt, at nogle vil sige, at man i ungdomspolitik også lærer noget om "politik i praksis" og "policyarbejde," og at det har en eller anden form for demokratisk eller samfundsmæssig værdi.

Men jeg har personligt svært ved at få øje på grunden til, at man ikke skulle kunne lære om den slags i alle mulige andre former for foreninger, der ikke har som det primære formål at indoktrinere børn og unge, så de kan udklækkes som formfuldendte, floskelspyttende partisoldater allerede i 18- til 20-årsalderen.

Så kedeligt kan de tidsnok udvikle sig, når de rent faktisk er voksne. Men i mellemtiden kunne det jo være, at de uden indoktrineringsmaskinen fik tid til at udvikle sig og modnes på en mere naturlig og dannende facon og for eksempel tog en uddannelse eller ligefrem nåede at opleve et arbejdsliv, der har bare en antydning af noget at gøre med, hvordan gennemsnitsborgerens hverdag ser ud, inden de skulle ind og træffe beslutninger på samfundets vegne.

Det ville formentlig også være mere befordrende for at udvikle et reelt demokratisk sindelag, end det er at behandle politik som en kontaktsport, som man skal trænes op i fra en tidlig alder for at blive professionel.

-----

*Tilføjelse 26. oktober 2020, klokken 14.45: Per, som deltog i Liberal Alliancens Ungdoms bootcamp, har efter offentliggørelsen af dokumentaren forklaret på Facebook, at han på daværende tidspunkt ikke var klar over, at den omtalte pige var blevet udsat for et overgreb.

-----

Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johanne Dalgaard

Freelanceskribent, specialkonsulent
cand.scient.pol (Københavns Uni.)

0:000:00