Kommentar af 
Anders Bondo Christensen

Anders Bondo: Vismændenes kritik af OK24 er usaglig

Mens hundredtusindvis af offentligt ansatte netop har stemt om den nye overenskomst, vælger Det Økonomiske Råd at udsende årsrapporten om produktivitet, med en bastant kritik af selvsamme overenskomst. Ikke just den mest elegante timing, skriver Anders Bondo.

Stram central lønstyring og&nbsp;pressede offentlige budgetter er de største forhindringer for en mere fleksibel løndannelse, skriver Anders Bondo.<br>
Stram central lønstyring og pressede offentlige budgetter er de største forhindringer for en mere fleksibel løndannelse, skriver Anders Bondo.
Foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix
Anders Bondo Christensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I sin årlige rapport om produktivitet kritiserer Det Økonomiske Råd (DØR) OK24 for ikke at afhjælpe rekrutteringsudfordringerne i den offentlige sektor.

Rådet kunne med fordel have brugt noget mere analysekraft på emnet, inden de kom med deres bombastiske konklusion.

DØR kritiserer overenskomsten for at forringe produktiviteten i den offentlige sektor. Kritikken tager udgangspunkt i, at alle grupper af lønmodtagere ender med at få samme procentuelle lønstigninger.

Af den grund bidrager overenskomsten ikke til at tiltrække til områder, hvor der er særlig knaphed på personale. Det skaber et produktivitetstab, er konklusionen.

I den umiddelbart logiske – men særdeles forsimplede – forklaring, springer de vise mænd en række afgørende mellemregninger over.

OK24 kan umuligt vurderes uden at medtænke trepartsaftalen om seks milliarder ekstra lønkroner til grupper i den offentlige sektor. De penge blev som bekendt brugt på grupper, hvor der efter regeringens mening var særlige rekrutteringsudfordringer.

Markedskræfterne fungerer ganske enkelt ikke i den offentlige sektor.

Anders Bondo Christensen

De personalegrupper, der med rette eller urette følte sig forbigået, ville have set det som en kæmpe provokation, hvis de var blevet forfordelt endnu en gang umiddelbart efter ved OK24.

Havde overenskomstparterne modsat valgt at tilgodese de grupper, der blev forbigået i trepartsaftalen, ville effekten af treparten være blevet udvandet.

En større skævdeling i kølvandet på trepartsaftalen, var ganske enkelt en forhandlingsmæssig umulighed.

I sin kritik af den manglende fleksibilitet i de offentlige lønninger, bruger vismændene det ofte anvendte argumentationstrick at lave sammenligninger med lønnen på det private arbejdsmarked.

Det er ganske korrekt, som rapporten beskriver det, at når en virksomhed mangler arbejdskraft, kan et effektivt middel være at skrue lønnen op.

Mangel på arbejdskraft hænger ofte sammen med højkonjunktur for virksomheden, hvilket betyder bedre indtjeningsmuligheder og dermed mulighed for at hæve lønnen. Sådan er det ikke i det offentlige. Det så vi med al tydelighed i forbindelse med trepartsaftalen.

Læs også

Samtidig med at regeringen og regionerne indgik aftalen med det mål at skaffe flere sygeplejersker, nedlagde flere regioner sygeplejerskestillinger på grund af besparelser.

Den form for manglende logik ville aldrig ske i en konkurrenceudsat privat virksomhed.

Markedskræfterne fungerer ganske enkelt ikke i den offentlige sektor. Samtidig er sektoren underlagt en ekstrem stram central lønstyring fra finansministeriets side.

Jeg har selv siddet i lønforhandlinger med KL, hvor finansministeriet ikke blot dikterede rammen, men også blandede sig massivt i udmøntningstidspunkterne for de aftalte lønstigninger.

Lønstyringen har den betydning – i modsætning til det private arbejdsmarked – at får en gruppe mere i løn, er konsekvensen, at andre gruppers lønstigninger reduceres med et tilsvarende beløb.

Den stramme lønstyring giver god mening i forhold til at holde styr på de offentlige udgifter, men er absolut ikke et plus, hvis ønsket er mere fleksibel løndannelse, som vismændene taler for.

Kommuner, regioner og staten har altså det instrument, som DØR efterlyser, men det virker ikke.  

Anders Bondo Christensen

Der er i sig selv underligt, at DØR argumenterer for, at rekrutteringsudfordringerne skal løses ved det centrale forhandlingsbord.

På det private arbejdsmarked er det jo heller ikke ved det centrale bord, at der aftales behovsrelaterede lønstigninger. Det foregår af gode grunde ude på den enkelte arbejdsplads.

Helt tilbage i 1987 forsøgte arbejdsgiverne at kopiere dette med en aftale om decentral løn, der senere fik navnet Ny Løn. Aftalen gælder fortsat.

Med den aftale kan en kommune, der ønsker det, eksempelvis vælge at bruge lønnen til at rekruttere flere sosu-assistenter. Det står kommunen frit for at lave en aftale med den lokale afdeling af FOA om en højere løn.

Kommuner, regioner og staten har altså det instrument, som DØR efterlyser, men det virker ikke.

I folkeskolen er der massiv mangel på uddannede lærere. En femtedel af dem, der underviser, har ikke en læreruddannelse.

I Nordsjælland er udfordringen særlig stor. Halsnæs Kommune kan uden tvivl tiltrække flere uddannede lærere, hvis de lokker med en højere løn. Problemet er bare, at de kommer til at ”stjæle” dem fra nabokommunerne, der så kan blive tvunget ud i et endnu højere løntillæg.

De offentlige arbejdsgivere har i dag helt opgivet den decentrale løn, som et rekrutteringsredskab. Den interne kamp om arbejdskraften, og frygten for en ustyrlig lønspiral, kombineret med en presset økonomi, skabte alt for store udfordringer.

Den stramme offentlige lønstyring kombineret med pressede offentlige budgetter, er altså de største forhindringer for en mere fleksibel løndannelse. Det var nok her, at vismændene skulle have deres fokus, i stedet for at kritisere OK24.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Bondo Christensen

Fhv. formand, Danmarks Lærerforening
lærer (Skårup Seminarium 1982), journalist (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, 2023)









0:000:00