Venstre om Klimarådets anbefalinger: Vi kommer ikke uden om at se på afgifterne

REAKTION: Endelig bliver klimadebatten mere konkret, lyder det fra Venstre, der overordnet kun har ros til Klimarådets anbefalinger. Vi håber, regeringen er klar til at forhandle det hele og ikke bare brudstykker, lyder det fra klimaordfører Tommy Ahlers (V).

Der har været meget snak om abstrakte klimamål, men med Klimarådets anbefalinger bliver det nu mere konkret, hvad der skal til for at nå klimamålet om 70 procents reduktion af drivhusgasserne i 2030.

Og det er dejligt, lyder det fra Venstres klimaordfører, Tommy Ahlers.

”Nu bliver det hele mere konkret, det er dejligt at se,” siger han og har i udgangspunktet kun ros til Klimarådets anbefalinger til politikerne.

”Vi er der jo nok ikke helt med det Klimarådet foreslår, det skal jo også lige forhandles, men overordnet, så er vi positive,” tilføjer Ahlers, der især er glad for, at Klimarådet har blik for, at der skal udvikles nye løsninger til at nå klimamålet, og hvordan det kan kickstartes.

Klar til at se på CO2-afgift
Det store nummer i Klimarådets anbefalinger er en ny generel CO2-afgift, der skal rydde op i de mange energiafgifter, der findes i dag, og skærpe princippet om, at ”forureneren betaler".

Klimarådet kaldte ved fremlæggelsen mandag formiddag CO2-afgiften for ”arbejdshesten” på vejen mod klimamålet i 2030, som dermed skal have en helt central rolle.

Og de tanker er ikke fremmede for Venstre.

”Jeg tror ikke, at vi kan lave en succesfuld omstilling til grøn omstilling uden også at kigge på afgifter. Det er lidt en rodebutik i dag, det siger Klimarådet også. Der er afgifter i dag, som nærmest modvirker den grønne omstilling. Så det bliver en del af de elementer, vi kommer til at se på,” siger Tommy Ahlers og tilføjer:

”Jeg forstår godt erhvervslivets nervøsitet, det lyder umiddelbart som en høj pris Klimarådet kommer med. Så jeg ved ikke, om vi helt er der med det, de foreslår, men vi kommer til at se på det her. Det er så vigtigt for os, at indtægterne på afgifterne skal gå tilbage til borgere og virksomheder til grøn omstilling. Så det ikke bare bliver en ny mulighed for at kræve penge ind”.

Vil forhandle "det hele"
Selvom der ikke er noget afskrækkende i Klimarådets anbefalinger, vil Venstre dog gerne lige have erhvervslivets anbefalinger med – der kommer i næste uge med klimapartnerskaberne – inden Tommy Ahlers vil sige, ”løsningen” er der.

”Jeg glæder mig til at se, hvad erhvervslivet kommer med i næste uge. Så er vi ved at have konturerne af noget. Og så må vi politikere sætte os og forhandle, og så håber vi, regeringen er klar til at forhandle det hele, og ikke bare nogle små brudstykker, som de lægger op til nu,” siger Tommy Ahlers.

Forrige artikel Flere elbiler og grønne afgifter: Her er Klimarådets længe ventede anbefalinger Flere elbiler og grønne afgifter: Her er Klimarådets længe ventede anbefalinger Næste artikel Klimaredaktør: “Det skal nok give regeringen hovedpine”  Klimaredaktør: “Det skal nok give regeringen hovedpine” 
Magnus Heunicke trækker omstridt lovforslag efter kritik

Magnus Heunicke trækker omstridt lovforslag efter kritik

PERSONLIGE DATA: Sundhedsministeren har fået kritik for at "snige" et forslag om at give myndighederne adgang til hemmelige telefonnumre på coronasmittede og deres kontakter ind i behandlingen af et andet lovforslag. Nu trækker han det tilbage.