Dansk Erhverv: Nyt lovforslag fortsætter krigen mod private sociale tilbud

I april indgik regeringen, SF Enhedslisten, Radikale Venstre, Venstre og Konservative en aftale, der bragte en ende på års usikkerhed for de private sociale tilbud. Regeringen var gået til valg på at forbyde private aktører på socialområdet, men måtte erkende, at der ikke var flertal for dette.

I stedet var der enighed om at styrke tilliden til socialområdet med et stærkere socialtilsyn, større gennemsigtighed i alle tilbuds økonomi – offentlige såvel som ikke-offentlige, samt at skærpe det økonomiske tilsyn på en række punkter. Alt sammen fornuftigt nok – for selvfølgelig skal der være tillid til, at pengene bliver brugt rigtigt, og borgeren får leveret en social indsats af høj kvalitet.

Med lovforslaget, der netop har været i høring, bliver man imidlertid i tvivl om, hvorvidt regeringen har erkendt, at der ikke er flertal for at afskaffe private sociale tilbud. For aftalen kan dårligt læses som andet end en fortsættelse af krigen mod private tilbud – bare med andre midler.

Hvad der ikke kunne skabes politisk enighed om i april forsøges nu listet ind ad bagdøren i august. Og hvor kanonerne før alene var rettet mod private tilbud, skydes der nu med spredehagl, så det er alle ikke-offentlige tilbud – selvejende, private og civilsamfundet – der står for skud.

Med lovforslaget bliver man i tvivl om, hvorvidt regeringen har erkendt, at der ikke er flertal for at afskaffe private sociale tilbud. For aftalen kan dårligt læses som andet end en fortsættelse af krigen mod private tilbud.

Troels Yde Toftdahl
Velfærdspolitisk chef, Dansk Erhverv

Går imod den politiske aftale
De nye, skærpede krav vil alene gælde for ikke-offentlige tilbud. Kravene, der er så løst formuleret og med så meget indbygget skøn, at det reelt er op til den enkelte tilsynskonsulent at kunne dømme et tilbud inde eller ude, gør det umuligt for ikke-offentlige tilbud at levere på lige fod med det offentlige.

Tilbuddene stilles overfor en myriade af dokumentationsforpligtelser, indberetninger og – hvis ikke tilsynet skønner, at man har leveret nok uventede ekstraregninger til revisorer og eksterne konsulenter.

Samtidig kan det offentlige fortsætte med uigennemskuelige prisberegninger (eller mangel på samme), hvorved det fortsat vil være umuligt at sige noget meningsfuldt om sammenhængen mellem pris og kvalitet i det offentlige.

Ønsker man en kompetent bestyrelse eller ledelse, får man det også svært. For der er uhørt skrappe krav til bestyrelsernes sammensætning, hvor enhver med ansvar for økonomi på forhånd er udelukket, og hvor det i øvrigt er forbudt at sidde i mere end en bestyrelse.

Det betyder, at organisationer som Kirkens Korshær må finde sig en ny bestyrelsesstruktur, og de fleste andre må skifte de fleste, hvis ikke alle medlemmer, ud. Går et tilbud konkurs, må hverken bestyrelse eller ledelse i øvrigt per automatik beskæftige sig med området i fem år. På alle andre erhvervsområder er den maksimale karantæne 3 år – hvis man er såkaldt ”konkursrytter”. Det vil sige, hvis man aktivt har spekuleret i at få virksomheder til at gå konkurs.

Ønsker et ikke-offentligt tilbud fremover at bygge om eller blot vedligeholde, skal socialtilsynet ind over. Hvornår og i hvilken grad er ikke defineret, så det er op til den enkelte tilsynskonsulent at afgøre, om arbejdet er ”større”.

Er det tilfældet, må man ikke løfte en hammer, før man har fået lov. Det er en vanvittig retstilstand, som ikke ligger langt fra chikane. Udover at være byggemyndighed, beder man også tilsynet om at være revisor, bagmandspoliti, erhvervsstyrelse og konkurrencemyndighed.

”Colleteral damage” i krigen mod private
Der skabes en parallel virkelighed på socialområdet, hvor eksisterende lovgivning – for eksempel Selskabsloven og konkurslovgivning – ikke anses for tilstrækkelig. I stedet opfinder man egne definitioner, regler og fortolkninger, som gør det nær ved umuligt at administrere efter, endsige at forsøge at efterleve. Det skader retssikkerheden og spilder ressourcer i tilsynet og på tilbuddene.

Det er svært ikke at få tanken, at det er bevidst: Går den så går den – og så er målet om at blive fri for de private opfyldt. Så skidt være med, at selvejet og civilsamfundet ryger med i faldet.

Troels Yde Toftdahl
Velfærdspolitisk chef, Dansk Erhverv

Kritikken handler ikke om, at der ikke skal føres tilsyn, eller at man ikke skal gå efter dem, der bevidst forsøger at snyde. Selvfølgelig skal man det, og derfor bød vi også aftalen velkommen i april. Men det regime, der nu skabes, er skudt langt forbi målet i forhold til den opgave aftalepartierne stillede.

Det er svært ikke at få tanken, at det er bevidst: Går den så går den – og så er målet om at blive fri for de private opfyldt. Så skidt være med, at selvejet og civilsamfundet ryger med i faldet. ”Collateral damage”, som det hedder i krig.

Vi har spildt to år på ideologiske kampe på socialområdet. Desværre ser det ud til, at regeringen ønsker, at der skal spildes et folketingsår til. Det er trist. For de borgere, der har hårdt brug for retssikkerhed og faglighed i visitationen.

For de dygtige ikke-offentlige tilbud, der leverer høj kvalitet, og som har tilfredse tilsyn, samarbejdskommuner og borgere. For de politikere og embedsmænd, der skal trækkes med rodede forhandlingsforløb og sjusket lovgivning.