Eva Secher: Flere tidlige anbringelser løser intet i sig selv

DEBAT: Hvis vi for alvor skal sætte ”børnene først” kræver det et løft af kvaliteten i anbringelserne. Vi skal sikre et fagligt fundament, ensartet kvalitet blandt psykologer, bedre supervision og praksis, skriver Eva Secher.

Af Eva Secher Mathiasen
Formand Dansk Psykolog Forening

Regeringen har under overskriften ”Børnene først” sat udsatte børn og unges behov for bedre livsmuligheder højt på dagsordenen ved at tage fat i den svære diskussion om anbringelsesområdet.

Det er et vigtigt område, som trænger til et eftersyn, for der er meget, der kan gøres bedre og derfor er det politiske fokus meget kærkomment. For selv om det formentlig er svært at finde nogen, der ikke ønsker at sætte børnene først, så sker det alt for ofte, at alt muligt andet kommer først.

Vi skal sikre udsatte unges fremtid
Det er hævet over enhver tvivl, at anbragte børn og unge fortjener langt bedre livsmuligheder. Tal fra VIVE viser, at 44 procent af alle anbragte unge, har fået en psykiatrisk diagnose som 19-årige mod 7 procent af alle unge generelt.

Ifølge en rapport fra Kommunernes Landsforening om udsatte børn er det kun 27 procent af udsatte unge, der opnår folkeskolens afgangsprøve mod 85 procent af deres jævnaldrende. Og en ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at 46 procent af de unge, som har været anbragt som børn, står uden for arbejdsstyrken som 30-årige.

Det er tal, der vidner om, at vi ikke er gode nok til at modvirke de betydelige risikofaktorer, der selvfølgeligt følger med at blive anbragt. Vi gør det ganske enkelt ikke godt nok, når risici bliver til levede vilkår hos så mange anbragte børn. Det må og skal vi gøre bedre.

Der findes ikke mange mere centrale velfærdsopgaver end at sikre udsatte børn og deres familier en start på livet, der er bedre end de udsigter, de starter med.

Et løft af kvaliteten
Regeringen foreslår, at flere børn skal anbringes tidligere. Det er en fristende konklusion, når vi kan se, at mange først anbringes sent i livet. Det er nærliggende at beslutte, at tidligere handling ville være bedre.

Men det er forkert at beslutte, at handlingen oftere er en anbringelse. For handling kan også være et løft af kvaliteten. Et løft, så de børn, der faktisk skal anbringes tidligt, identificeres og anbringes rigtigt. Og et løft der sikrer, at kvaliteten af sagsbehandlingen, forebyggelsen, kontakten til de biologiske forældre og en eventuel anbringelse løftes. Betydeligt.

Det kræver for det første, at vi står på et stærkt fagligt fundament, når vi træffer beslutninger om anbringelse eller andre indsatser.

Kvaliteten i undersøgelser og beslutningsgrundlag skal styrkes, hvis vi vil gøre os forhåbninger om at sikre et ordentligt match mellem barn og anbringelsessted. I dag oplever mange anbragte børn skift på skift – af bopæl, sagsbehandlere, skole og venner.

Den nuværende lovgivning lægger op til alt for overordnede og deskriptive undersøgelser. Den er for uforpligtende i forhold til en inddragelse af barnets perspektiv og inddragelse af fagfolk med viden om barnet eller ekspertviden på børneområdet.

De børnefaglige undersøgelser, som ligger til grund for mange beslutninger, inddrager for sjældent egentlige psykologiske undersøgelser af barnets udviklingsbehov og er uforpligtende på det helt centrale: at den intervention, man vælger, er begrundet i det, som man har undersøgt og fundet ud af om barnet og familien.

For det andet skal en ensartet og stærk faglig kvalitet i de psykologfaglige undersøgelser sikres. Der er aktuelt ikke specifikke krav til, hvilke psykologer der anvendes i arbejdet. Derfor foreslår vi, at der indføres en særlig certificeringsordning for børnesagkyndige psykologer eller en egentlig børnesagkyndig specialpsykologuddannelse som forudsætning for at arbejde indenfor feltet.

Støtte under anbringelsen
Arbejdet er dog langt fra gjort ved at træffe fagligt velfunderede beslutninger om anbringelse. Derfor er et tredje greb at understøtte anbringelsesforløbet og børnenes fortsatte udvikling.

Det betyder, at både plejefamilien, børnene og de biologiske forældre skal tilbydes den rette støtte. Undersøgelser af plejefamilier i Danmark viser, at børn og unge med diagnoser i langt højere grad end tidligere anbringes i familiepleje i stedet for institutioner, og at plejefamilierne ikke føler sig tilstrækkeligt orienterede om og rustede til at håndtere de udfordringer, som barnet eller den unge kommer med.

En undersøgelse fra Ankestyrelsen viser, at kun 25 procent af plejefamilier modtager supervision. Vi ved dog også fra VIVE, at psykologisk supervision af plejeforældrene øger børnenes mentale trivsel.

Men det er også vigtigt at have fokus på de biologiske forældre, der stadig har en forældrerolle at udfylde. Vi ved, at mange af de biologiske forældre ikke modtager den støtte, som de har krav på efter serviceloven, og som har betydning for deres mulighed for at udfylde forældrerollen så godt som muligt, også under anbringelsen, for eksempel i forbindelse med samvær.

Barnet eller den unge selv, har ofte også selv behov for støtte. Det kan være til at bearbejde baggrunden for anbringelsen, de vanskeligheder eller symptomer de selv måtte have og som kan spænde ben for de sociale relationer med kammerater og skolegang.

Mange har også behov for støtte til at finde en tryg position i den dobbelte, og ind i mellem konfliktfyldte relation mellem de biologiske forældre og plejefamilien. Den opgave skal begge parter have langt bedre og mere professionel støtte til at løse, end de får i dag – fordi det gavner børnene.

Det sprængende punkt
Som det sidste væsentlige punkt, så skal vi insistere på fortsat at blive klogere på, hvordan praksis bliver bedre på anbringelsesområdet.

Hvordan leverer vi kvalitet i anbringelsen? Hvordan understøtter man bedst barnets behov for kontakten til de biologiske forældre? Hvilke forebyggelsesinitiativer virker bedst og hvilke kompetencer kræver det? Hvordan undgår vi skift? Disse og mange andre spørgsmål er fortsat uafklarede. Vi foreslår derfor helt konkret, at vi samler den viden, vi får i et nyt nationalt tværfagligt videnscenter for børn og unge.

De socialpolitiske initiativer bør analogt til de sundhedspolitiske initiativer bygge på grundsten af uddannelse, stærke faglig kompetence, anvendelse af den bedste evidens og pligten til at begrunde de vigtige valg, som man træffer på børnene og familiernes vegne. På den måde kan vi som voksne gøre alvor af at sætte børnene først.

Forrige artikel LOS: Sænk paraderne i debatten om sociale tilbud LOS: Sænk paraderne i debatten om sociale tilbud Næste artikel Socialpædagoger: Drop skræmmekampagnen mod profitforbud Socialpædagoger: Drop skræmmekampagnen mod profitforbud
Velfærdsoverblikket: Det sker i uge 49

Velfærdsoverblikket: Det sker i uge 49

OVERBLIK: Sundhedsstyrelsen holder temadag om coronasmitte blandt etniske minoriteter, to ministre er indkaldt i samråd om tobaksafgifter, og DI indbyder til webinar med Bjarne Corydon om konsulentbesparelser. Altinget giver dig her overblikket over de vigtigste begivenheder på velfærdsområdet.