Institut for Menneskerettigheder: Det institutionaliserede liv forværrer krisen for mennesker med handicap

Af Nikolaj Nielsen
Jurist og teamleder, Institut for Menneskerettigheder

Når jeg skriver "institution", så tænker du måske straks på steder som daginstitutioner, hospitaler eller fængsler.

Steder, hvor mennesker opholder sig midlertidigt af den ene eller anden grund. Men i Danmark har vi en stor gruppe af borgere, som ikke kun opholder sig midlertidigt på en institution. For dem er institutionen deres hjem.

Jeg tænker her på gruppen af borgere med alvorlige handicap. Jeg tænker på børn, unge, voksne og ældre mennesker, som på grund af handicap er tvunget til at bo på institution.

Det er nemlig stadig sådan i Danmark, at hvis du har et massivt behov for støtte, kan du ikke selv bestemme, hvordan du vil bo, eller hvem du vil bo sammen med.

Du er i praksis i vidt omfang henvist til at bosætte dig på en institution.

Havde vi som samfund afskaffet institutionaliseringen af personer med handicap, havde coronakrisen været en langt mindre ensom og risikofyldt periode for personer med handicap.

Nikolaj Nielsen
Jurist og teamleder, Institut for Menneskerettigheder 

Institution føles som en arbejdsplads
Vi kalder ganske vist ikke længere disse boformer for institutioner. Vi kalder dem botilbud, plejehjem, opholdssteder og den slags. Men det er institutioner.

Vi har ikke præcise data for, hvor mange mennesker der er permanent institutionaliseret i Danmark, men der er formentlig tale om knap 75.000 børn, voksne og ældre

Jeg kalder alle disse steder institutioner, fordi de er kendetegnet ved, at beboerne bor der på grund af et behov for hjælp og støtte i hverdagen.

De har ikke valgt dem, som de bor sammen med. Det er blot andre mennesker med behov for lignende hjælp og støtte i hverdagen.

Hverdagen i en institution er i høj grad tilrettelagt af hensyn til den effektive afvikling af støtte og hjælp fremfor et fokus på den enkeltes ønsker. Institutioner kan derfor føles mere som arbejdspladser end som de hjem, som de også er.

Institutionerne er desuden ofte adskilt fra det øvrige samfund og bidrager derfor til at isolere beboerne fra omverdenen.

Mennesker på institution er isolerede
Mennesker med alvorlige handicap vil altid blive ramt hårdt af en pandemi, blandt andet fordi handicap kan indebære fysisk eller psykisk sårbarhed, men institutionaliseringen er i sig selv en forværrende faktor.

De mennesker med alvorlige handicap, som er henvist til at bo på en institution, er simpelthen mere isolerede og udsat for en større smitterisiko, alene fordi de er institutionaliserede.

Under krisen har vi set eksempler på, at institutionaliseringen også har haft den effekt, at beboere er blevet nægtet at komme hjem til deres botilbud, når de har været på besøg hos pårørende.

Det er vidst heldigvis blevet stoppet, for vi kan ikke nægte mennesker at vende tilbage til deres hjem. Selvom det på den anden side øger smitterisikoen for de andre, der bor der.