Lobpa: Borgere med indgribende handicap lades i stikken

Af Janne Sander
Formand, Lobpa

BPA-ordningen er et frihedsbrev for borgere med indgribende handicap. Borgeren har mulighed for selv at tilrettelægge sin hjælp og være daglig leder for et team af handicaphjælpere. 

Arbejdsgiveransvaret har borgeren siden 2009 kunnet afgive til en forening eller virksomhed. Men for en hastigt voksende andel af de knap 2.000 borgere, der er omfattet af BPA-ordningen, er det i dag umuligt at afgive arbejdsgiveransvaret. 

Kommunernes udmåling af bidraget for at varetage arbejdsgiveransvaret er gennem årene sat ned og er i dag i mange kommuner på et niveau, hvor ingen forening eller virksomhed har økonomisk mulighed for at hjælpe borgeren.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) har tilbage i juni 2020 bedt sit ministerium kigge på BPA-området med henblik på en politisk sikring. 

Ministeren understregede i sit svar på en henvendelse fra Dansk Erhverv, FOA og Handicapbranchen Danmark, at BPA-ordningen er en vigtig del af vores handicappolitik, og at det er vigtigt at området hænger sammen, også når det kommer til økonomien. 

Med en centralt fastsatte administrationstakst vil den kommunale administration blive lettere, og vi kan samtidig stoppe den økonomiske glidebane

Janne Sander
Formand, Lobpa

Opgavens kompleksitet
Nu venter vi så på den politiske handling fra ministeren. Og mens vi venter, lades flere og flere borgere med indgribende handicap i stikken med en kompleks administrativ opgave og et stort juridisk ansvar.

For at få indsigt i kommunernes forståelse af området stillede vi fornylig voksenhandicapafdelingerne tre spørgsmål om, hvordan man selv oplever administrationen af BPA-området. 

Besvarelserne kom fra i alt 58 kommuner og gav et tankevækkende resultat: 83 procent af de adspurgte vurderede, at kompleksiteten på BPA-området er meget høj (fem på en skala fra et til fem). 

Oveni vurderede 55 procent af de adspurgte, at der i kommunen bruges 40 timer eller derover årligt på opfølgning på regnskaber og fakturaer for den enkelte BPA-ordning.

Man er dermed i kommunerne udmærket klar over, hvor vanskelig den administrative opgave er. Alene kontrollen koster mange timer.

Det er denne komplekse administrative opgave, vi nu som samfund lader overgå til et stigende antal borgere med indgribende handicap, der jo naturligvis ikke har adgang til de kompetencer inden for jura og HR, som man kan trække på i kommunerne.

Som svar på vores tredje spørgsmål til kommunerne om, "hvad kan lette administrationen på BPA-området," pegede knap 50 pocent på en centralt fastsat administrationstakst. Dette ønske og løsningforslag kan vi kun tilslutte os i Lobpa. 

Takstmodel kan give fundament
En takst opgjort som en fast procentdel af BPA-bevillingen kan give foreninger og virksomheder det nødvendige økonomiske fundament, så man altid kan træde til og overtage borgerens arbejdsgiveransvar.

En takstmodel er derved en vigtig nøgle til at afhjælpe problemerne. Med en centralt fastsatte administrationstakst vil den kommunale administration blive lettere, og vi kan samtidig stoppe den økonomiske glidebane, der efterlader borgerne i store problemer. 

Vi kan med ministerens egne ord sikre, at der er sammenhæng i økonomien. Situationen har i dag meget store menneskelige konsekvenser.

For det er en meget ulykkelig situation, som vi i Lobpa stilles i, hver gang vi må sige nej til en borger med et stort hjælpebehov. Vi ved, at vi overlader borgeren i store problemer.