S: Øg kontakten mellem uddannelsessted og arbejdsgiver

Af Bjarne Laustsen (S)
Næstformand, beskæftigelsesudvalget

Så bygger vi os ud af det, har det lydt fra reklamerne fra en bestemt virksomhed. Lidt på samme måde skal vi forholde os, hvis problemet med den manglende arbejdskraft på det sociale område fortsætter. Vi må se på, hvordan situationen er, og hvordan vi finder kloge løsninger. Og så bygger vi os ud af det.

Kommunerne står med ”begyndende problemer” med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Det er positivt i den forstand, at man får tid til en samlet indsats. Når manglen på arbejdskraft trods alt ikke er værre, kan der være den forklaring, at der er kommet flere ind på arbejdsmarkedet. De personer fik tidligere en overførselsindkomst.

Dernæst kommer der også unge nyuddannede samt ikke mindst flere udlændinge. Endelig er det muligt, at flere tager en ekstra tørn på arbejdsmarkedet, selvom de kunne have trukket sig tilbage. Det danske arbejdsmarked er jo ekstremt smidigt, og der er lavet flere reformer, som har givet en større arbejdsstyrke.

En snedig løsning vil være at inddrage elementer af rekruttering og uddannelse for det sociale område.

Bjarne Laustsen (S)
Næstformand, beskæftigelsesudvalget

Tværgående samarbejde
En snedig løsning vil være at inddrage elementer af rekruttering og uddannelse for det sociale område. Hvis jobcentrene bliver omdrejningspunkter for at få ledige omskolet til disse job, skal der stå uddannelsesmuligheder til rådighed. Her må vi satse på at sprede flere uddannelser geografisk. Årsagen er, at der bliver en øget efterspørgsel på social- og sundhedsassistenter/-hjælpere, og de kan lige så godt blive uddannet lokalt.

Andre må vi hente fra ledige i beslægtede fag eller folk, som aldrig havde drømt om et virke på det sociale område. Manglen på socialrådgivere må vi sætte ind mod ved at sikre et større optag og en øget kontakt mellem uddannelsessted og de ansættende myndigheder. Endvidere giver det muligheder at se på, hvilke kvalifikationer vore flygtninge kan bidrage med for at inddrage dem i en proces, som kan give varig beskæftigelse og en meningsfyldt tilværelse.

Da det fynske Lindøværft lukkede, blev der nedsat en slags task force, som satsede på at formidle kontakt på tværs, således at man kunne omdanne værftsområdet til en moderne klynge af virksomheder og bruge ledige medarbejdere. Et tværgående samarbejde mellem lønmodtagere, arbejdsgivere, kommuner og staten for at løse problemet med den manglende arbejdskraft i den sociale sektor kan være et bud på, hvordan vi tackler problemerne.

Og lad os ikke glemme, at man her brugte en model hentet fra Frederikshavn. Her var situationen stort set den samme. Her valgte man i et bredt samarbejde at udstykke værftsområdet i mindre bidder og at gennemføre en ”erhvervspakke”, hvor mindre virksomheder kunne komme ind og skabe ny arbejdspladser. Derfor blomstrer den maritime fremstilling i Frederikshavn i dag.

Forebyggelse er en del af løsningen
Det er et faktum, at uddannelse ikke bare betyder kompetencer til den enkelte, som kan bruge dem i sit kommende arbejdsliv. Vi ved, at en ordentlig uddannelse giver mindre arbejdsløshed, mindre sygdom og en passende lang afstand fra de offentlige kasser.

Jeg pointerer dette, fordi forebyggelse også er en del af løsningen. Arbejdsopgaverne i den sociale sektor er nemlig meget ofte forbundet med virkningerne af ledighed, sygdom og svag kontakt med arbejdsmarkedet. Hvis øget og bedre uddannelse har en positiv virkning, vil den sociale sektors opgave også blive begrænset. I fremtiden – ser det ud til – skal folk arbejde, indtil de er 74 år. Og hvis man ikke får gjort en forebyggende indsats, så er der uoverstigelige problemer i farvandet.

Det er især brancher med høj nedslidning, som skal ændres. For hvis vi nu slet ikke har nogen efterløn eller en efterløn uden særlig betydning, hvad er der så tilbage til de lønmodtagere, som er ude af stand til at fortsætte? Dette er også vigtige aspekter af problemerne med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til hele det sociale område.