Debat

Dansk Blindesamfund: Giv synsområdet til regionerne og forpligt dem på nationale standarder

Evalueringen af det specialiserede socialområde giver anledning til komplet nytænkning af synsområdet. Vi bør blandt andet give regionerne ansvaret for området tilbage, skriver Ask Abildgaard.

Den stigende afspecialisering udløser hede drømme om dengang, det specialiserede socialområde hørte under amterne, skriver Ask Abildgaard. 
Den stigende afspecialisering udløser hede drømme om dengang, det specialiserede socialområde hørte under amterne, skriver Ask Abildgaard. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ask Abildgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Evalueringen af det specialiserede socialområde er en oplagt anledning til at skabe mærkbar forandring på handicapområdet.

Hos Dansk Blindesamfund ønsker vi ensartethed og synsfaglig kvalitet i hele landet, så blinde og svagsynede kan indgå som aktive samfundsborgere på lige fod med alle andre.

I alt for mange år har det været alt for tilfældigt, hvilken hjælp og rehabilitering, man har fået tilbudt som synshandicappet. Det har været afhængigt af, hvilken kommune man bor i.

I dag er det postnummeret, der afgør, om du får et relevant rehabiliteringstilbud

Ask Abildgaard
Formand, Dansk Blindesamfund

Vi har blandt andet set eksempler på medlemmer, der har mistet deres hjælp, når de flyttede til en anden kommune. Og faktisk også eksempler, hvor man fik hjælpen tilbage, når man flyttede retur.

Enten er der en mistillid mellem landets 98 kommuner, eller også må det jo være et økonomisk incitament, der gør, at en kommune afviser at fastholde støtte, som en anden kommune ser som nødvendig.

Lad regionerne overtage udredning og visitering

Den praksis er uværdig for det danske samfund, og derfor bør der etableres en national specialeplanlægning på synshandicapområdet, som man også ser i sundhedsvæsenet.

Vi får konstateret synshandicap i sundhedsvæsenet, men der følger ingen plan for rehabilitering. Den opgave er i dag udlagt til kommunerne, som forventes at kunne levere indsatser til en kompleks målgruppe i alle aldre.

Eksempelvis det blinde barn, som har brug for punktskriftsundervisning, den erhvervsaktive, som har behov for støtte til at kunne fastholde sit arbejde, eller den ældre borger, som har brug for indsatser som følge af et nyopstået aldersrelateret synshandicap.

Blinde og svagsynede er en lille målgruppe, og de 98 kommuner – store som små – har ikke en højtspecialiseret viden om relevant rehabilitering. De skal derfor forpligtes på de nationale kvalitetsstandarder.

I Dansk Blindesamfund mener vi, at regionerne bør overtage udredning og visitering af borgere med synshandicap. Men uanset hvem, der har opgaven, skal de forpligtes på at overholde de nationale standarder.

Ved at samle det synsfaglige miljø i et speciale med dertilhørende nationale kvalitetsstandarder og krav, vil vi sikre en langt større vidensopsamling og faglig specialisering, som borgere med synshandicap vil opleve som et stort løft, da man kun skal henvende sig ét sted for at blive udredt og visiteret til rehabiliterende indsatser.

Og det gælder, uanset hvornår i livet man har brug for støtte i forbindelse med sit synshandicap.

Nytænk synsområdet

Hos Dansk Blindesamfund ønsker vi derfor at bruge evalueringen som anledning til at nytænke hele synsområdet, så vi som borgere fremover kun skal henvende os ét sted for at møde medarbejdere og fagmiljø med indgående kendskab til målgruppen, der er i stand til at levere høj synsfaglig kvalitet i sagsbehandlingen.

Regionerne bør overtage udredning og visitering af borgere med synshandicap

Ask Abildgaard
Formand, Dansk Blindesamfund

Man skal ikke per automatik hylde fortiden – alt var ikke nødvendigvis bedre i gamle dage.

Men den afspecialisering, vi har oplevet siden strukturreformen i 2007, medfører hede drømme om tiden med amternes ansvar for det specialiserede område. Heller ikke dengang var alt fryd og gammen, men det er dog klart at foretrække i forhold til det tilfældige kludetæppe af løsninger, som man som blind eller svagsynet borger møder i dag i landets kommuner.

I dag er det postnummeret, der afgør, om du får et relevant rehabiliteringstilbud, når du bliver sendt hjem fra øjenafdelingen med et synshandicap i bagagen.

De seneste to år er der brugt meget energi på mange betragtninger om det samlede handicapområde. Lad os nu blive løsningsorienterede og konkrete på de enkelte områder, så man ikke genopfinder et system uden plads til specialviden og fokus på borgerens specifikke behov. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00