Bliv abonnent
Annonce
Debat

Kiropraktorer: Vi mangler en strategi for bevægeapparatslidelser

Foto: /ritzau/Morten Bjørn Jensen
15. september 2017 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lone Kousgaard Jørgensen
Formand for Dansk Kiropraktor Forening

Danskernes dårlige rygge, slidgigt, leddegigt, knogleskørhed, diskusprolapser og andre rygsygdomme koster samfundet 17,2 milliarder kroner om året og rammer hvert år mere end 1,2 millioner danskere. Det viser en undersøgelse, som Statens institut for Folkesundhed udarbejdede for Gigtforeningen tidligere i år. Til sammenligning koster kræftbehandling cirka 12 milliarder kroner – for cirka 35.000 patienter.

Danske kiropraktorer undersøger, rådgiver og behandler hvert år cirka en tredjedel af disse patienter. Så for os er tallene ikke særligt overraskende. Vi vidste det sådan set godt allerede, og vi har vidst det i årevis. Bevægeapparatslidelser er ikke bare irriterende og invaliderende for dem, der har dem – det er et samfundsproblem af de helt store.

Det overraskende er, at der alligevel ikke findes en samlet strategi for bevægeapparatslidelser i det danske sundhedsvæsen.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til debat@altinget.dk

Tilfældigheder afgør behandling af bevægeapparatet
Får du ondt i bevægeapparatet – om det så er ryggen eller et andet sted – er det langt hen ad vejen tilfældigheder, der afgør, hvilken type behandling du ender med at få, hvis du overhovedet bliver behandlet.

Det betyder, at patienterne cykler rundt i sundhedsvæsenet mellem læger, fysioterapeuter – og kiropraktorer. De venter på at komme til – og bagefter venter de på svar. Undervejs søger mange alternativer uden for sundhedsvæsenet, for i det mindste at prøve et eller andet. Eller de falder i fælden med misbrug af opioder.

Får du ondt i bevægeapparatet – om det så er ryggen eller et andet sted – er det langt hen ad vejen tilfældigheder, der afgør, hvilken type behandling du ender med at få, hvis du overhovedet bliver behandlet.

Lone Kousgaard Jørgensen
Formand for Dansk Kiropraktor Forening

Den cykeltur er dyr for både patienterne og det danske samfund. Og den hjælper ikke spor. - Hverken på smerterne eller på det tab af livskvalitet, man får, når man må sige farvel til fritidsinteresser og venner på grund af smerter.

Et tværfagligt sundhedssystem hjælper patienterne
Kære venner i det danske sundhedsvæsen: Skal vi ikke gøre noget ved det sammen? Det hele er så meget sjovere, når vi sammen kan hjælpe patienterne målrettet på tværs af faggrupper. 

Studier viser allerede, at den tværfaglige tilgang er mere effektiv end den monofaglige, så der er ingen grund til ikke at arbejde sammen. Til fordel for patienter og samfund.

Så skal vi ikke sætte os sammen, alle os der arbejder med muskler og led, se på vores respektive kompetencer og så lave en plan for de 20 procent af befolkningen, der hvert år rammes?

En samlet plan, der tager hånd om patienternes forskellige behov, og som udnytter alle de kompetencer, der er i sundhedsvæsenet. En plan som sikrer, at alle bliver sendt i den rette retning – om det så er kiropraktik eller kirurgi.

En plan vi kan stå sammen om.

En plan, som måske endda sparer samfundet penge – eller i hvert fald bare sikrer, at vi bruger pengene bedst muligt. 

Når vi har lavet planen, går vi til politikerne med den. Og hvis den er god nok, bliver det svært at feje den af bordet.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026