Dansk Tandsundhed: Gratis tandbehandling er ikke et quickfix på bedre voksentandpleje

Debatten om tandsundhed er kommet på dagsordenen i løbet af sommerferien. Det skyldes blandt andet, at der igen er blevet stillet et borgerforslag om, at tandbehandling fremover skal være skatteborgerbetalt.

Forslaget er som sådan ikke nyt. Det er blevet stillet og behandlet to gange tidligere, hvor det ikke er lykkedes at samle flertal. Men nu er det blevet genstillet og med større debat til følge.

Der er ingen tvivl om, at tandsundhed har været alt for lavt på den politiske dagsorden. Faktisk skulle der være sat nye politiske rammer for voksentandplejen allerede i 2018, men arbejdet er adskillige gange blevet udsat og står til at blive skubbet yderligere på grund af det forestående folketingsvalg.

Samtidig stiger behandlingsbehovene markant med den hastigt voksende gruppe af ældre, hvilket blot øger konsekvenserne ved den manglende politiske prioritering. Samtidig kan dårlig tandsundhed betyde meget mere end bare dårlige tænder.

Foruden risikoen for kroniske sygdomme, spiller tandsundhed også en stor rolle for den enkeltes livskvalitet, da alvorlige skader eller, i værste fald, tandløshed - i sidste ende kan få patienten til at fravælge sociale aktiviteter og eksempelvis jobsamtaler. Det understreger, at et manglende løft af voksentandplejen kan få store konsekvenser for andre områder end blot danskernes tandsundhed.

Ikke et quickfix

Fra Dansk Tandsundheds side mener vi dog ikke, at gratis tandbehandling for alle er et quickfix, som hurtigt vil løse udfordringerne for voksentandplejen. En mere oplagt løsning bør være at se de nuværende tilskudsordninger efter i sømmene og finde frem til de justeringer, der kan give mere og bedre tandsundhed for pengene.

Faktisk skulle der være sat nye politiske rammer for voksentandplejen allerede i 2018, men arbejdet er adskillige gange blevet udsat og står til at blive skubbet yderligere på grund af det forestående Folketingsvalg

Jens Mondrup
Formand, Dansk Tandsundhed

Og så kommer vi ikke udenom at prioritere uddannelse af nye behandlere. For uanset hvor meget vi måtte justere tilskuddene, så ændrer det ikke på, at vi ikke kan imødekomme et stigende behandlingsbehov uden tilstrækkeligt med tandlæger, tandplejere og klinikassistenter.

Et tilbagevendende politisk ønske på Christiansborg har været at få lavet en egentlig effektmåling af tandsundhed som forebyggende redskab mod alvorlige kroniske sygdomme som diabetes, kræft og hjertesygdomme. Udfordringen er dog, at en sådan effektmåling er meget svær at foretage.

Det skyldes først og fremmest, at tandlægeklinikker i dag kun får regionale data, hvor de eksempelvis kan sammenligne sig med andre fra samme region, men denne data benyttes slet ikke i det omfang, det har potentiale til. Og ligeledes er der intet formelt samarbejde om data mellem eksempelvis hospitaler, praktiserende læger og tandlæger.

Behov for at stå sammen

Derfor er det meget svært at lave en kvalitetsfuld effektmåling af tandsundhed, med mindre det bliver muligt at dele journalerne mellem læge, hospitaler og tandlæger.

Vi kan ikke imødekomme et stigende behandlingsbehov uden tilstrækkeligt med tandlæger, tandplejere og klinikassistenter

Jens Mondrup
Formand, Dansk Tandsundhed

Dette støtter vi selvfølgelig i Dansk Tandsundhed, under forudsætning af at den enkelte borger fortsat ejer sine data og selv kan bestemme, om journalerne skal kunne deles mellem de forskellige aktører i sundhedsvæsenet. Men der er ingen tvivl om, at netop en bedre anvendelse af sundhedsdata, vil kunne bidrage til en realistisk måling af effekterne ved investeringer i bedre tandsundhed.

At tandsundhed fylder mere i medierne er nyt, og det momentum skal vi udnytte til at fastholde fokus – ikke mindst i folketingsvalgkampen, som forventes at finde sted i nær fremtid.

En valgkamp, hvor sundhed igen er øverst på vælgernes dagsorden. Derfor håber jeg, at alle aktører i og omkring den tandplejefaglige branche vil samle kræfterne og bidrage til, at danskernes tandsundhed, både under og efter valgkampen, bliver betragtet som et emne, der er for vigtigt til at udsætte politiske forhandlinger om.