Debat

Diabetesforeningen: Giv alle insulinkrævende patienter adgang til ny diabetesteknologi

Insulinkrævende diabetikere bør ifølge eksperter få tilbudt en sensorbaseret glukosemåler. Alligevel får kun halvdelen tilbuddet via regionen, mens resten må søge gennem kommunen. Det er forældet kassetænkning og skal ændres, skriver Diabetesforeningen.

Et stabilt langtidsblodsukker er altafgørende, hvis mennesker med diabetes vil undgå at udvikle alvorlige følgesygdomme, skriver Claus Richter.
Et stabilt langtidsblodsukker er altafgørende, hvis mennesker med diabetes vil undgå at udvikle alvorlige følgesygdomme, skriver Claus Richter.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Claus Richter
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Alle med insulinkrævende diabetes bør tilbydes en sensorbaseret glukosemåler. Så kort kan budskabet opsummeres i de faglige anbefalinger fra diabeteseksperterne i Dansk Endokrinologisk Selskab.

Alligevel er virkeligheden en anden for halvdelen af de cirka 40.000 danskere med insulinkrævende diabetes, der har gavn af sensorbaseret diabetesteknologi. Her taler vi alle med type 1-diabetes og op mod 12.000 med insulinkrævende type 2-diabetes.

Tager vi voksne med type 1-diabetes, er det omkring 40 procent, som i dag har fået en sensorbaseret glukosemåler. Et tal der er oppe på 87 procent i Sverige.

Svenskerne har altså forstået vigtigheden af den nødvendige diabetesteknologi. Hvorfor er der så få i Danmark? Svaret er, at reglerne på området er forældede og præget af kassetænkning.

Tabt mellem region og kommune

Ifølge Sundhedsloven tilbydes børn og unge under 18 år med type 1-diabetes en sensorbaseret glukosemåler som et behandlingsredskab gennem regionen. Det samme gælder for voksne med type 1-diabetes, der har et dårligt reguleret langtidsblodsukker.

Voksne med en velreguleret type 1-diabetes og de fleste med en insulinkrævende type 2-diabetes hører derimod ind under servicelovens  paragraf 112, som betyder, at de selv må ansøge deres kommune om at få udleveret en sensorbaseret glukosemåler som hjælpemiddel.

Det er kort sagt hul i hovedet, at vi på trods af fagkundskabens anbefalinger kun tilbyder sensorbaserede glukosemålere til halvdelen af alle med insulinkrævende diabetes.

Claus Richter
Administrerende direktør i Diabetesforeningen

Da Diabetesforeningen sidste år fik aktindsigt hos kommunerne, viste den et sandt postnummerlotteri med kæmpe forskelle på, hvor mange sensorbaserede glukosemålere, der bevilliges i de enkelte kommuner.

Kommunernes begrundelse for at afvise er ofte, at det er for dyrt, og at den gammeldags fingerprikmetode er et billigere alternativ. Tænker man kortsigtet, er begrundelsen korrekt. Et års forbrug af udstyr til fingerprikmetoden koster 3.000 kroner, mens en glukosesensor koster kommunerne 12.000 kroner årligt.

Langsigtede gevinster

Besparelsen smuldrer dog hurtigt, når man tager de menneskelige og langsynede briller på: Et stabilt langtidsblodsukker er altafgørende, hvis mennesker med diabetes vil undgå at udvikle alvorlige følgesygdomme som hjertekarsygdom, nyresvigt, blindhed og amputationer.

Det giver næsten sig selv, at en sensorbaseret glukosemåler, der kan sende informationer om livsnødvendige blodsukkerværdier til en smartphone døgnet rundt, er et bedre alternativ end den mere analoge fingerprikmetode, hvor man selv må prikke hul i fingeren og måle sit blodsukker op til 12 gange om dagen.

Og så må vi ikke glemme de samfundsøkonomiske effekter, sensorbaserede glukosemålere har i form af lavere sygefravær og færre begrænsninger i arbejdslivet. Eksempelvis viste en rapport fra Copenhagen Economics i 2020, at det arbejdsrelaterede fravær faldt med 47 procent efter blot seks måneder med en sensorbaseret glukosemåler, mens samme tal var steget til 58 procent efter 12 måneders brug.

Det fører selvsagt til samfundsøkonomiske gevinster i form af BNP-bidrag og undgået udbetaling af sygedagpenge og førtidspension. Her må vi ikke glemme, at de alvorlige følgesygdomme tegner sig for op mod 60 procent af de årlige udgifter til diabetes i Danmark.

I Danmarks universelle sundhedsvæsen skal der være ens adgang for alle, så man ikke opdeler folk mellem regioner og kommuner.

Claus Richter
Administrerende direktør i Diabetesforeningen

Tilbuddet skal strømlines

Det er kort sagt hul i hovedet, at vi på trods af fagkundskabens anbefalinger kun tilbyder sensorbaserede glukosemålere til halvdelen af alle med insulinkrævende diabetes. I Diabetesforeningen forstår vi ærlig talt ikke, hvorfor en sensorbaseret glukosemåler kan være et behandlingsredskab for nogle, mens den blot er et hjælpemiddel for andre.

I Danmarks universelle sundhedsvæsen skal der være ens adgang for alle, så man ikke opdeler folk mellem regioner og kommuner. Som en oplagt mulighed her og nu, anbefaler Diabetesforeningen derfor, at man laver en simpel tilføjelse til den såkaldte hjælpemiddelbekendtgørelse, så alle uanset diabetestype, der er velregulerede og får insulin, skal have ret til at få udleveret en sensor som hjælpemiddel.

Det vil være til stor gavn for personer med diabetes, sikre at de kan holde deres tilknytning til arbejdsmarked og mindste risikoen for senfølger. Det vil for øvrigt også spare tid og lønkroner i kommunerne, der i dag tager stilling til hver enkelt ansøgning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Richter

Adm. direktør, Diabetesforeningen
cand.scient.adm. (Aalborg Uni. 1998)

0:000:00